Sund
Træning og kost

10 sunde hemmeligheder, vi gerne husker på

9. marts 2017
af Pernille Kofoed
Et godt helbred og en sund livsstil behøver ikke at være ensbetydende med afsavn og hård motion.

Sundhedshemmelighed #1 - Spis mere

Går du rundt og tror, at du taber dig ved at springe et måltid eller to over, så må du tro om igen. For hvis du dropper et måltid i løbet af dagen, vil din krop nemlig tro, at den ikke får mad nok og derfor sænke stofskiftet. På den måde sparer kroppen nemlig på sine energidepoter, herunder også sine fedtdepoter. Desuden vil du være tilbøjelig til at overspise til det næste måltid, fordi du er mere sulten, end du plejer, og da dit blodsukker falder, vil lækkersulten også være sværere at styre. Så vil du tabe dig, er det vigtigt at du spiser mindre, hyppige måltider og sunde snacks i løbet af dagen. Det hjælper dig med at kontrollere både din appetit og lækkersult og holde forbrændingen oppe.

Sundhedshemmelighed #2 - Glem ikke fedtet

Det er vigtigt at holde igen med fedtet, men pas på ikke at blive alt for fedtforskrækket. Fedt er nemlig en essentiel del af alle kroppens celler og nødvendigt for, at du kan optage vigtige vitaminer som A, D, E og K. Desuden er fedt en effektiv måde at tilføre kroppen energi på, og ifølge Fødevarestyrelsen bør 30 % af dit energiindtag stamme fra fedt. Som tommelfingerregel skal du have ca. 2 spiseskefulde fedt om dagen – udover det, som du får skjult i forskellige fødevarer, men det er ikke lige fedt, hvilken slags du spiser. Det mættede (hårde) fedt øger mængden af dårligt kolesterol i blodet og dermed risikoen for hjertekarsygdomme. Det sunde fedt derimod, f.eks. oliven- og rapsolie, og det som findes i fisk, nødder, mandler og avocado, er spækket med de sunde umættede fedtsyrer, blandt andet Omega-3, der øger det ”gode” kolesterol (HDL), beskytter mod hjertekarsygdomme og holder hjernen i topform.

Læs også: Hvor sund er du egentlig?

Sundhedshemmelighed #3 - Tak for kaffe

Du kan roligt nyde en dampende varm kop kaffe uden dårlig samvittighed. For hvis du indtager 400 mg. koffein om dagen eller det, der svarer til 4 kopper kaffe, skulle det ligefrem styrke dit helbred og beskytte dig mod sygdom. Ny forskning viser nemlig, at kaffe er langt bedre end sit rygte, da det indeholder mere end 1000 forskellige stoffer, der kan gavne sundheden, herunder bl.a. koffein og antioxydanter. Koffein får nemlig blodsukkeret til at falde og stimulerer hukommelsen, fremmer præstationsevnen og lindrer hovedpine og astma, mens antioxydanterne menes at have en forebyggende virkning mod kræft i blandt andet tyktarm, lever, spiserør og bryst.

Sundhedshemmelighed #4 - Nyd et stykke chokolade – eller tre

Så er der godt nyt til chokoladeelskere. Mørk chokolade med et højt kakaoindhold er nemlig så smækfyldt med sunde stoffer, at forskere kalder det en grøntsag forklædt som slik. Den mørke chokolade indeholder blandt andet stoffer som kalium, magnesium og jern, men det er især det høje indhold af antioxydanter, som også findes i frugt og grøntsager, der gør den sund. Antioxydanter har nemlig en gunstig effekt på kroppens celler, sænker blodtrykket og det ”dårlige” kolesterol, øger indholdet af sunde fedtstoffer i blodet og menes også at styrke hjernen. Desuden er danske fedmeforskere ved at udvikle en mørk chokolade, der oveni købet skulle virke slankende. Udover det mættende fedtstof stearinsyre og koffein, som øger forbrændingen, har man tilsat hørfrø, der mætter og binder fedt samt chili og grøn te, der menes at øge effekten af de gavnlige stoffer.

Sundhedshemmelighed #5 - Spar på vandet

Din krop består af 70 % vand, og vand er livsvigtigt, fordi det er med til at transportere vigtige næringsstoffer rundt i kroppen og opretholde væskebalancen, så kroppen kan fungere og holde sig frisk og klar, og så hjernen ikke brænder sammen. Du har sikkert fået tudet ørerne fulde med, at du bør drikke mindst 1,5-2 liter vand om dagen, men ifølge nye undersøgelser, er der intet belæg for det. Tværtimod bør du holde lidt igen med vandet, da du ellers risikerer, at skylle nyttige vitaminer og mineraler ud af kroppen og nedsætte nyrernes evne til at koncentrere urinen. Drik i stedet, når du føler tørst og husk, at du også får en del vand gennem kosten, da bl.a. agurker, jordbær, melon og peberfrugter indeholder masser af livgivende vand.

Læs også: Sunde alternativer til snacks og søde sager

Sundhedshemmelighed #6 - Snup en bøf

De fleste kvinder spiser for lidt kød, og det er et problem, da kød er vores vigtigste kilde til jern og desuden medvirker til, at vi optager jern fra andre dele af måltidet bedre. Faktisk resulterer den manglende lyst til at sætte tænderne i en god bøf i, at 1/3 af danske kvinder i den fødedygtige alder har så små jerndepoter, at de faktisk ikke er i stand til at gennemføre en graviditet uden symptomer på jernmangel. Desuden indeholder kød masser af protein, der giver større mæthedsfølelse og øger forbrændingen, så hvis du vil af med de overflødige kilo, bør du skrue op for kødindtaget og spise kød med et lavt fedtindhold f.eks. kylling, kalkun og magert oksekød.

Sundhedshemmelighed #7 - Synd med god samvittighed

Du bliver ikke sundere af at være fanatisk. Drop forbuddene og nyd livet fra alle hylder – men nyd det med omtanke! Hvis du tilstræber at leve sundt, dyrke motion og spise sundt og nærende 80 % af tiden, er der 20 % tilbage til at skeje ud, spise dødt og næringsforladt mad og snuppe en hel dag på sofaen. Og husk så på at jo sundere du lever, jo mere plads er der til at synde.

Sundhedshemmelighed #8 - Parkér løbeskoene og gå dig i topform

Hader du at få pulsen op i det røde felt og sved på panden og giver dine ubrugte løbesko dig dårlig samvittighed? Så fortvivl ikke. Det er en nemlig udbredt misforståelse, at motion skal være hårdt, før det virker. En rask gåtur er også god motion, der styrker kredsløbet, sætter de fleste af kroppens muskler på arbejde og tæller i kalorieregnskabet. Som tommelfingerregel bruger du omtrent samme mængde energi og forbrænder lige mange kalorier, når du går, som når du løber. Du kan altså sagtens erstatte 5 km. løb med 5 km. gang. Det tager bare lidt længere tid! For at sætte pulsen yderligere i vejret og booste konditionen kan du dog overveje at skrue op for gåtempoet og powerwalke, dyrke intervalgang, gå i sand eller op og ned ad bakker eller benytte stave under gåturen.

Sundhedshemmelighed #9 - Drop træningen og tag en slapper

Lige så vigtigt det er at motionere, lige så vigtigt er det, at give kroppen en pause fra træningen. Det er nemlig, når kroppen hviler, at den vokser, bliver stærkere, mere udholdende og hurtigere. Hvile er simpelthen nødvendigt, for at kroppen kan opbygge og forstærke det væv, som har været udsat for belastning under træningen. Så snup 1-2 hviledage i løbet af ugen, hvor du lader kroppen få en pause, og hvis du bliver for rastløs, kan du overveje at gå eller cykle en lille tur.

Sundhedshemmelighed #10 - Lav absolut ingenting

For at rense harddisken og skabe fornyet energi er det vigtigt, at du indimellem tillader dig selv at lave ingenting eller husker at snige nogle korte eller længere pauser ind i løbet af din dag. Både hjernen og kroppen bliver nemlig stresset af at fokusere på det samme hele tiden, og for at holde energien oppe hele dagen, bør du kun arbejde koncentreret i halvanden time, og derefter give dig selv en pause på 10-15 minutter. Husk dig selv på pauserne med en reminder på din pc eller telefon og gå en lille tur og få frisk luft, lav udstrækningsøvelser eller øv dig på at være til stede i nuet med fokus på din vejrtrækning. Prøv denne vejrtrækningsøvelse (5-10 minutter): Sæt dig godt til rette. Vend opmærksomheden mod dit åndedræt, og mærk, hvordan maven bevæger sig ind og ud, når du trækker vejret. Hold fokus på luften, der strømmer ind og ud af kroppen, gennem lungerne, halsen og næsen og sørg for at rette opmærksomheden mod vejrtrækningen, hvis dine tanker begynder at flyve.

Læs også