Sundhed
22. november 2004

Kan jeg være væk i syv uger?

Jeg er mor til to piger - en på næsten tre og en på et år. Jeg skal muligvis til Sverige i syv uger, uden at kunne komme tilbage til Danmark i den
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg

Jeg er mor til to piger - en på næsten tre og en på et år. Jeg skal muligvis til Sverige i syv uger, uden at kunne komme tilbage til Danmark i den periode. Der er ingen mulighed for at få børnene med eller få besøg af dem.
Et familiemedlem har ytret, at det kunne blive traumatisk for den lille, da hun måske ikke kan huske mig, når jeg kommer tilbage igen. Min mand og jeg har snakket om nogle forskellige ting, vi kunne gøre for at hjælpe pigerne igennem det:

Optage video af mig og børnene, der laver forskellige dagligdags ting som at rede seng, støvsuge, vaske op, lave mad, spise morgenmad, gå en tur, lege på gulvet osv. Det kan han vise for dem hver aften.

Indspille kasettebånd med små historier og synge sange for dem. De skal sættes i, når de skal til ro om aftenen.

Få lavet et stort foto af os alle fire, som skal være fremme, så de ser det.

Ringe hjem og sige godnat i telefonen, hvis de har lyst (mest for den stores skyld).

Hvad kan anbefales?

Maria

Kære Maria
Det kan absolut ikke anbefales at forlade så små børn i syv uger. Der er ingen tvivl om, at en sådan oplevelse vil sætte sit præg på børnene, men om de ligefrem bliver traumatiserede er svært at sige.
Hvis du er nødt til at tage af sted, er det en god idé at forberede alle parter på situationen. Lad din mand klare alle de daglige gøremål med børnene de sidste uger, inden du rejser. Børnene skal vænnes til, at far er den primære voksne i deres liv. Han skal have afprøvet livet som alenefar og have mulighed for at afpasse rutinerne, mens du stadig er der til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt.
Idéen med at hænge et billede af jer alle fire op, synes jeg er god. Hæng det op i god tid inden afrejsen og tal dagligt om, hvem der er med på billedet. Når du er væk, kan man tale med børnene om, at selvom du er væk, så er du stadig deres mor, og du kommer igen en dag. Jeg tror, video kan forvirre børnene mere, end det gavner. Det kan være svært at forstå, at du er væk, når de kan se dig agere på film.
Om du skal ringe hjem og tale med dit ældste barn, må komme an på en prøve. Virker hun til at have glæde af samtalerne, så bliv ved, men gør det hende fortvivlet gang på gang, så vælg at tale med din mand, efter at børnene er lagt i seng.
Frem for alt må I være forberedte på, at børnene reagerer på situationen, hvis du tager af sted. Det er en naturlig reaktion, som din mand kommer til at håndtere. De skal have lov til at være rigtig kede af det, være vrede på deres mor, som har forladt dem, og de skal møde forståelse, når de bliver urimelige i deres adfærd, fordi de ikke forstår, hvor deres mor er blevet af.
Når du kommer hjem, må du acceptere, hvis børnene vender dig ryggen, og du må vende tilbage i deres hverdag i det tempo, de kan være med til. Mit bedste råd er: Bliv hjemme, hvis det over-hovedet er muligt.

Benedikte Hertel,
sundhedsplejerske

Læs også:
Vil han glemme mig?

Læs også