Sundhed
2. december 2008

Hvor meget samkvem skal der være?

Jeg er en ung, enlig mor, som har en søn på knap to år. Min søns far kom først ind i billedet igen, da han var seks måneder gammel. De har siden set
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg

Jeg er en ung, enlig mor, som har en søn på knap to år. Min søns far kom først ind i billedet igen, da han var seks måneder gammel. De har siden set hinanden hver anden-tredje uge, mens jeg også har været til stede. Min sundhedsplejerske fortalte mig, at børn danner deres personlighed indtil de er to år, så når han bliver to år, kan de begynde at se hinanden lidt alene i to timer og langsomt øge tiden. Jeg vil nu gerne spørge: Hvornår skal vi begynde at øge tiden, og hvor meget? Hvor meget kan hans far have ham i sommerferien? (De har set hinanden i ca. tre måneder nu). Hvor gammel bør han være, når han begynder at overnatte hos sin far?
Louise

Kære Louise
Du er optaget af dit barns samkvem med sin far, og at det kommer til at fungere godt, og du efterlyser retningslinier.
Først vil jeg sige, at det er vanskeligt at give et præcist svar i sådanne tilfælde, fordi løsningerne fuldstændig afhænger af, hvordan kontakten er mellem det enkelte barn og den forælder, der skal have samkvem. Det har stor betydning for din dreng, hvordan kontakten er mellem far og søn og ikke mindst, hvordan hans far er i stand til at forstå og imødekomme hans behov. Men hvis dit barn er glad for sin far, og hvis hans far kan passe ham på en god måde, så kan de have stor glæde af at være sammen og kan sagtens være det i to timer. Går det godt, kan I efter to-tre gange udvide med en til to timer og fortsætte på denne måde, så de i løbet af nogle måneder kommer op på at kunne være alene en hel dag.
Du har også et spørgsmål med hensyn til sommerferien, og jeg vil igen understrege, at det afhænger af kontakten og relationen mellem far og søn. Er det trygt og stabilt, kan I forsøge med en overnatning først. Men jeg anbefaler, at I begynder med en enkelt, så I kan se, hvordan det går. På den måde er din dreng ikke for længe væk ad gangen, mens han er så lille.
Det er vanskeligt at pege på et bestemt antal dage, fordi overnatning først er mulig, når han er fuldstændig tryg ved sin far og de omstændigheder, han skal være i. Så I må forsøge jer langsomt frem. Børn reagerer forskelligt på at skulle sove andre steder end derhjemme. Det kan også være afhængigt af, hvor meget de har prøvet det før. Hans far skal kunne trøste ham og være fuldt tilstede på en kærlig måde, hvis han fx får hjemve. Er det sådan, så vil din søn kunne få meget glæde af besøgene hos sin far og af de bånd, der knyttes mellem dem. Derfor er det bestemt en indsats værd. Under alle omstændigheder kan I jo sagtens aftale, at hans far har ham flere hele dage i ferieperioden.
Susse Stuhr
pædagogisk konsulent

Læs også:
Forældremyndighed

Læs også