https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg
Sundhed

Hvad skal jeg gøre med arpen?

28. juli 2005
af Ulla Nielsen
Jeg har en datter på otte uger. For to-tre uger siden begyndte hun at få arp med store, fedtede skæl. Der var ikke meget, men hun begyndte også at klø

Jeg har en datter på otte uger. For to-tre uger siden begyndte hun at få arp med store, fedtede skæl. Der var ikke meget, men hun begyndte også at klø sig i hovedet om natten. Hun græd ikke, men jeg kunne se, at det generede hende.
Da vi var til seksugers-undersøgelse, sagde lægen, at vi skulle smøre hende ind i olie om natten og rede håret om morgenen. Jeg skulle vaske håret med mild shampoo og med mild sæbe i panden. Det gjorde jeg, men der kom mere og mere arp, og hun blev lidt rød og skællet i ansigtet. Sundhedsplejersken sendte os ugen efter videre til en børnelæge. Der fik vi at vide, at vi skulle bruge Daktacort to-tre gange dagligt i 10 dage, fordi hun var rød i kinderne og havde kløe.
Han sagde desuden, at hvis arpen blev ved, skulle vi bruge Salicylvaselin 2%.
Vi gik i gang, og da det er et skrapt produkt, smurte vi to gange i døgnet i ansigtet og i hovedet. Efter fem dage gik vi ned til en gang i døgnet, og nu på syvendedagen vil jeg holde op.
Meget af hendes arp er opløst, og hun klør sig ikke mere. Hendes hud i ansigtet er tynd og tør og lidt skællet. I hovedbunden er der noget arp og skæl. Hun fik lidt knopper på maven og arme og ben, men de er ikke røde eller generende for hende, og jeg synes, at de næsten er væk igen, uden at jeg har smurt dem med noget. Mine spørgsmål er: Skal man trappe ned, når man bruger Daktacort pga. hydrocortisonen? Og hvad gør man så? Kan jeg smøre creme i hovedet på hende mod den tørre tynde hud? Og i givet fald - hvilken slags?
Susanne Kiær

Kære Susanne Kiær
Ja, det tyder på, at din datter har den form for eksem, der hedder seboroisk dermatits. Eksemet viser sig som arp i hårbunden og er undertiden ledsaget af eksem i ansigtet, hvor der sidder lidt fedtede skæl med rødme i øjenbryn og omkring næsen. I sjældne tilfælde breder eksemet sig over større områder. Man kender ikke årsagen til, at eksemet bryder frem. Det kan undertiden være svært at skelne fra den form for eksem, som hedder astmaeksem også kaldet atopisk dermatit.
Behandling af arp er, som nævnt, opblødning med olie eller vaseline evt.natten over. Dagen efter kæmmer man forsigtigt håret, og efterfølgende vasker man med shampo. Hvis eksemet breder sig ud over hårbunden, kan behandling med fugtighedscreme og hormoncreme blive nødvendig. Som hovedregel anvender man helst kun de mildeste hormoncremer til ansigtet, og behandlingen skal helst ikke strække sig ud over en uge. Det skyldes, at ansigtshuden er særlig følsom overfor de bivirkninger, der kan være ved behandling med hormoncreme. Man kan spare på hormoncremen ved at være flittig med at bruge fugtighedscreme imellem behandlingerne.
Vi har tidligere haft et indlæg om arp, og i den forbindelse blev vi kontaktet af en mor, der havde meget gode erfaringer med at bruge en særlig fransk shampo ( Ducray Ke'lual ), så nu er dette råd givet videre.

Kirsten Holm, børnelæge

Læs også