Sundhed
13. april 2010

Hvad må baby spise?

En baby på syv måneder må spise næsten alt.
Af: Benedikte Hertel
https://imgix.femina.dk/media/46b8ae78a96d474e94a9feca91372bd9.jpg

Foto: Colourbox

Min dreng er syv måneder gammel. Han er meget nysgerrig eft er, hvad vi spiser. Han vil gerne prøve at smage alt: ost, franskbrød, pasta, ris. Og vi synes, at det er sundt, at han viser den interesse for maden. Men er der noget, som små folk i hans alder ikke må spise? Håber I kan hjælpe mig.

Jevgenia

Kære Jevgenia
Nysgerrighed er børnenes stærkeste drivkraft her i livet, og får de lov til at udforske verden, så får de mange erfaringer, som de kan bygge videre på i deres udvikling. Så efter min mening skal et barns nysgerrighed belønnes, men udfordringen må ikke blive større, end de kan håndtere den. Jeg synes bestemt, at din dreng skal have lov til at smage på den mad, som I spiser, men du er nødt til at tage hensyn til, hvor langt hans mundmotorik er i sin udvikling, og hvor mange tænder han har.

Fra seksmånedersalderen kan barnet tygge op og ned, men det er først omkring ottemånedersalderen, at det er i stand til at gennemtygge sin mad. Du skal derfor endnu ikke give ham noget, der skal tygges godt og grundigt, før det må sluges.

Hold dig for eksempel fra brød med hele kerner, nødder, hårde frugter og grøntsager, og skal han smage lidt kød, så hak det fint. Børn i den alder kan godt lide, at tingene smager af noget, men vær forsigtig med de stærke krydderier.

Benedikte Hertel
Sundhedsplejerske

Læs også:
Grøntsager under cover

Læs også