Hun mistede sin klitoris til kræft. Nu går det samme spørgsmål altid igen, når hun tager på dates

Det er næsten tre år siden, vi mødte 35-årige Elise Skare Eriksen sidst. Dengang fortalte hun om livet efter kræft og om den sjældne kræftsygdom, hun fik i 2018 – vulvakræft.

Kræftsygdommen førte til, at hun måtte få fjernet store dele af sit underliv inklusiv klitoris.

Der skete meget på én gang – bare seks dage før, Elise fik kræftdiagnosen, blev hun mor for anden gang.

– Det lyder måske mærkeligt, men jeg er faktisk glad for, at jeg netop havde fået Sofie. Ellers tror jeg, jeg var gået helt ned med flaget, fortalte hun dengang.

Elise er blevet fulgt op med kontroller i form af gynækologiske undersøgelser hver tredje måned i fem år. Selv om det blev en vane, gruede hun for det hver gang.

– Forud for hver kontrol har jeg forsøgt at forholde mig roligt og overbevise mig selv om, at der ikke er noget at bekymre sig for. Men hver eneste gang jeg nærmer mig hospitalet, stiger pulsen til 110, selv om jeg sidder helt stille. De kendte lugte og omgivelser sender mig lige tilbage til sygdomsperioden.

Elise fortæller om en dag for nylig, hvor hun var i gang med at rydde op i sæber og cremer på badeværelset. Hun fandt en gammel deodorant, som hun åbnede for at lugte til.

– Jeg begyndte at græde – helt ud af det blå. Jeg sad der og hulkede og forstod ingenting. Jeg får gåsehud bare af at tale om det nu, siger hun og stryger sig over armen.

– Jeg kom i tanke om, at jeg havde brugt den deodorant på hospitalet, da jeg var syg. Det var en meget mærkelig oplevelse.

I maj i år blev Elise færdig med de regelmæssige kontrolbesøg.

– Det er meget dejligt, men også lidt mærkeligt. Jeg havde blandede følelser om det, fordi jeg har fået så god pleje på hospitalet.

Sidste år tog hun sin datter Sofie med, da sygeplejerskerne gerne ville møde hende igen. De tilbragte meget tid med den nyfødte baby, efter Elise havde gennemgået to kræftoperationer.

Under den sidste kontrol havde Elise bagt cupcakes, som hun tog med til afdelingen.

– Det blev et ret følelsesladet møde. Jeg græd, og sygeplejerskerne græd. Det var glædestårer, altså, men de har betydet så meget for mig i alle årene. Det var hyggeligt, mærkeligt og trist – alt på én gang.

Hvordan er det at se tilbage på den tid nu?

– Nu, hvor jeg har fået det lidt på afstand, ser jeg, at jeg var i en boble. En boble, der bestod af både barselstid og sygdom. Det er mærkeligt at tænke på, hvad man skulle stå igennem, og jeg har både gode og dårlige minder.

Dates efter skilsmissen

Elise blev "kun" opereret. Hun slap derfor for stråling og kemoterapi, og hendes tilstand i dag er ret god. Men siden vi talte sammen sidst, er der sket meget. For et år siden blev hun skilt fra sin mand.

– Vi havde det ikke godt i lang tid. Jeg lod det nok vare ved lidt længere, end det burde, efter at jeg indså, at det ikke var nogen idé at prøve mere. Men vi har jo børn sammen, så man gør det lille ekstra for at forsøge at redde forholdet. Det var ikke på grund af operationerne, understreger Elise, før hun indrømmer, at der var en anden faktor, der holdt hende endnu mere tilbage:

– Jeg var lidt bekymret for, hvordan det ville være at date en ny person med mit "nye" underliv. Min eksmand var sammen med mig både før, under og efter kræften, og han lærte min nye krop at kende på en naturlig måde. Tanken om at være intim med en ny person holdt mig tilbage. At starte forfra med to børn, fra to tidligere forhold, og med et specielt underliv oveni, er jo ikke en drømmesituation, siger hun og griner lidt.

Da det sluttede med eksmanden, var Elises plan klar: Hun ville fokusere på sig selv, træne, spise sundt og tilbringe tid med børnene. Så gik der en måned, og hun begyndte at date.

– Det var meget lidt planlagt og meget spontant. Men jeg ville give det et forsøg og se, hvordan det gik.

Siden da har Elise datet flere mænd. Hun lader ikke kræftsygdommen være emnet på første date, men på et tidspunkt bliver det naturligt at tale om det.

– Jeg tøvede lidt med at fortælle det, især første gang, men det er gået overraskende godt, faktisk. Jeg har været sammen med flere partnere, og vi har fundet ud af det. Jeg har ikke haft nogen dårlige oplevelser.

Når Elise fortæller, at hun har haft kræft, gennemgået store operationer og fjernet store dele af underlivet – herunder klitoris, oplever hun, at manden som regel bliver lidt stille og eftertænksom. Det første spørgsmål, der kommer, er ofte: "Kan du få orgasmer, så?"

– Jeg er en meget åben person, og jeg siger, at de bare skal spørge om alt, som de undrer sig over, så vil jeg svare, så godt jeg kan.

Selv om Elise har fået fjernet klitoris, har hun fundet ud af, at der stadig er nogle nervebaner tilbage.

– Hvis du har set en anatomisk tegning af klitoris, kan du set, at den er meget mere end bare "hovedet", som ofte er synligt. Den er væk hos mig, men nogle steder er stadig lidt ekstra følsomt. Men kun på den ene side – på den anden side er huden blevet transplanteret fra låret, så der er jeg helt følelsesløs. Men på den raske side har jeg stadig lidt følelse tilbage. Det er lidt sjovt, siger hun og tilføjer:

– Så jeg kan få orgasme! Men det kræver lidt mere. Heldigvis er der ingen mænd, der ikke har haft lyst til at have sex med mig på grund af det. Og det har jo heller ikke så meget betydning for den anden part uanset hvad.

Elise fortæller videre, at de partnere, hun har været sammen med, glædeligt har taget "udfordringen" op. Mange er interesserede og stiller spørgsmål.

– Jeg har sagt det på forhånd til dem, jeg har været sammen med, undtagen én. Jeg tænkte, at ved at give dem sådan en "advarsel" ville de måske blive lidt unødigt stressede. Så der var en, jeg ikke sagde noget til, og det var ikke et emne, der kom op hverken under eller efter sexen, før jeg selv nævnte det. Han blev meget overrasket, da jeg fortalte det, for han havde ikke bemærket nogen forskel. Så jeg har prøvet lidt forskellige strategier, griner hun.

Hun roser lægerne for at have gjort et godt stykke arbejde, når det kommer til det æstetiske udtryk.

– Det ser meget normalt ud i betragtning af, hvordan det så ud efter den første operation.

De største forskelle

Hvad er de største forskelle på dit sexliv før og efter operationen?

Elise må tænke lidt.

– Det bliver jo en ny normal. Men jeg har bemærket, at lysten ikke er helt den samme som før. For at blive tændt starter man normalt med klitoris, så nu kræver det lidt mere opvarmning, før jeg bliver tændt. Men jeg har stadig lyst, så det er jeg meget glad for.

Da vi talte med Elise sidst, fortalte hun, at det at miste klitoris har været en sorg, hvilket er meget forståeligt. Man hører jo ofte, at næsten alle kvinder har brug for klitorisstimulering for at opnå orgasme, og så er vejen til målet klart længere, hvis man kun kan opnå vaginal orgasme – noget, som ikke alle kvinder kan.

– Det er stadig en sorg – det er en meget vigtig del af mig, der er væk og aldrig kommer tilbage. Men jeg fokuserer på det, der fungerer, og jeg har indset, at det er fint, som det er.

Efter at have stillet op i medierne med sin historie har Elise fået en del beskeder fra folk. Både personer, der selv har haft vulvakræft, og deres pårørende.

– Der er fem-seks personer med samme diagnose, der har taget kontakt til mig. Da det er en ret sjælden kræfttype, er der mange, der aldrig har hørt om det. Jeg arbejder på en lægeklinik nu, og der var en person, jeg talte med, der har været læge i mange år, som aldrig havde hørt om vulvakræft.

Hvad siger de, der tager kontakt?

– Jeg får mange gode tilbagemeldinger – folk er glade for, at jeg er så åben om det. Det sker også, at jeg får nogle grimme kommentarer i kommentarfeltet. Folk, der skriver, at jeg er en exhibitionist, for eksempel, og bare vil have opmærksomhed. Men det kan man ikke bekymre sig om. Så længe jeg ved, at jeg kan hjælpe nogen ved at tale om det og måske fjerne tabuer, er det det værd.

Så du har aldrig fortrudt åbenheden?

– Nej, siger hun bestemt.

– Men det er lidt mærkeligt med familien. Det går fint overfor min mor og søster, men det er sket, at jeg har advaret min far om visse sager, der skal ud i medierne.

Hun mistænker, at nogle måske synes, at hun deler lidt for meget, men det står hun ved.

– Så længe jeg får noget ud af det, er det det værd.

Selv om underlivet og det, der hører til, ofte er lidt tabu at tale om, er grænserne for længst blevet overskredet hos Elise og nogle af hendes nærmeste. Bedste veninden ved alt. Og har set alt.

– Vi har lidt sort humor, og vi har ingen hemmeligheder overfor hinanden. Da hun besøgte mig på sygehuset første gang efter operationen, var stemningen lidt trist og mærkelig, og så kom hun ind og sagde: "Må jeg se?".

Elise ler, når hun tænker tilbage på det.

– Så var det bare at trække dynen væk og lade hende se! Og det samme har hun spurgt om flere gange efter operationen. Hun ville se, hvordan det så ud, efter at der var gået lidt tid. Det lyder sikkert helt skørt for andre, men for os er det helt naturligt.

Elise er stadig single og har ingen i kikkerten. Det er heller ikke noget, hun stresser over.

– Jeg har ikke travlt – jeg er færdig med børn, så jeg har intet ur, der tikker. Jeg kunne få flere børn, hvis jeg ønskede det, men jeg er usikker på, om jeg kan føde vaginalt. Men det er ikke aktuelt uanset hvad. Jeg var i et forhold i syv år, så det er lidt dejligt at være single også.

Hvad er det sværeste ved situationen nu?

– At man er anderledes. Kræft er én ting, det er desværre meget almindeligt. Men den kræfttype, jeg har, rammer som regel kun dem over 70 år. Det føles uretfærdigt.

Har du været bange for at blive afvist af mænd?

– Ja, tanken er der. Jeg er bange for, hvad nye partnere vil sige. Det er klart, man bliver lidt ekstra usikker. Men det er vigtigt for mig at sige, at det er gået over al forventning, smiler hun.

Denne artikel blev første gang bragt af KK.no. Dette er en oversat og redigeret version.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: