Hun hører ikke efter, hvad der bliver sagt

Vi har en dreng på ni og en pige på snart fem år.
Vores datter er en dejlig, dygtig og stærk pige, som meget gerne vil bestemme det hele. Vores problem er, at hun efterhånden ikke længere hører efter eller vil gøre, hvad der bliver sagt.
Alt ender efterhånden med skrig og skrål, efter at hun har givet alle mulige grunde til, at hun ikke skal i bad, børste tænder, lade være med at slå eller drille, sidde pænt osv. At tage sele på i bilen er også et problem. Den ryger rask af under køreturen på trods af, at hun ved, hvor vigtigt det er, og hun er ligesom for stor til at tvinge ned at sidde i stolen.
Andre gange gider hun pludselig ikke at gå, og da det ikke er alle steder, jeg er tryg ved at gå fra hende, ender det med, at jeg slæber rundt på hende.
Jeg må heller ikke gøre noget uden at spørge hende om lov, og spørger jeg fx, om hun vil med op at handle, eller om hun hellere vil blive hjemme og lege, så hyler hun og siger, at hendes far skal tage af sted i stedet for.
Da børnene var små, var der aldrig tegn på søskendejalousi, men efter de er blevet større, kæmper de om at sidde ved siden af mig, eller om, at jeg skal hjælpe med det ene og det andet. Det er meget sjældent, de kan finde ud af at lege sammen. Det ender altid med, at de driller hinanden.
Vores problem er efterhånden ved at være meget trættende og hårdt for alle parter. Jeg forsøger at være meget opmærksom på, om de ting, jeg siger og gør, er mit behov, eller om det er noget, hun virkelig ikke må eller ikke er godt for hende osv.
Hun fortæller mig flere gange dagligt, at jeg er sød og er den bedste mor i verden. Jeg giver hende knus og fortæller hende, at hun også er sød.
Jeg håber virkelig, at I kan hjælpe os med gode råd om, hvad vi kan gøre bedre.
Christina Rasmussen

Kære Christina
Du har problemer med din datter, som ikke hører, hvad der bliver sagt, og som kræver din tilstedeværelse 100%. Det kan være belastende, men heldigvis ser du også din datter som en dejlig, dygtig, stærk og kærlig pige.
Ud fra dit brev ser jeg din datters reaktionsmønster som udtryk for en vis usikkerhed. Jeg tror, usikkerheden opstår, fordi I i for høj grad prøver at afveje situationer og tilrettelægge dem efter, hvordan I tror, hun vil reagere. Det vil sige, at hun på den måde bliver den ansvarlige for det, der sker, og netop det kan børn ikke klare. Børn skal have fornemmelsen af, at de voksne har styr på det.
I må i højere grad markere retningslinierne for, hvordan I vil have, at tingene skal fungere. Fx at bilen ikke kører, før alle er spændt fast i selen, så det er en forudsætning for, at hun kan komme med. Og vil du handle uden hende, fordi du har lyst, eller fordi hun leger og er i gode hænder, så er det sådan, det er, osv. I må i de situationer ikke blive usikre, så I sender tvetydige signaler, men tydeligt signalere jeres holdning, og hvordan I vil have det. Hvis din datter mærker, at I tvivler på, hvordan situationer skal håndteres, så er det, hun bliver usikker og reagerer uhensigtsmæssigt. Det er jer, der skal styre og guide hende i tilværelsen, selvfølgelig under hensyntagen til hendes behov.
Jeg synes, I skal prøve at vende bøtten ved at give præcise udmeldinger og ved at turde tage balladen i situationen og ved fx at trække det positive frem og i højere grad ignorere det, der ikke går så godt. Fokusér på, og tal om hendes succesoplevelser. Det har betydning, at hun bliver opmærksom på, hvad der gør jer glade og tilfredse, så hendes lille hovede ikke blot er fyldt af, hvad hun gør galt, men så hun også ser og guides til at udføre handlinger, der har en positiv effekt.
Det vil være en større tilfredsstillelse for jer alle.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent

Læs også:
Hører ikke efter hvad vi siger
Sådan kommunikerer du godt med dit barn