Han vil ikke kendes ved sin yngste søn
Jeg har to børn - en dreng på næsten syv og en, der bliver tre år om to måneder. De har samme far, men han og jeg blev skilt, da jeg var gravid, fordi han fandt en anden. Han ønskede dengang, at jeg fik en abort, men jeg valgte at få barnet.
Det har så den konsekvens, at faren i dag endnu ikke har accepteret, at vi har to børn. Vi har været igennem mange møder i amtet og i retten for at få samværet til at fungere. Han har begge børn en weekend og så gider han ikke den lille igen. Han kommer derefter kun og henter den ældste. Dette sårer mig på min yngste søns vegne. Men hvad kan jeg gøre? Når vi er i amtet, siger han, at han gerne vil dem begge, men lige så snart vi er ude af døren der, er det kun den ældste, der tæller.
Vi er begyndt at lyve over for den lille om, hvor storebror tager hen i weekenden for at skåne ham, men det er jo heller ikke optimalt for nogen af børnene.
Jeg håber, I har et forslag til, hvad jeg kan gøre?
Janni
Kære Janni
Jeg synes, din situation er vanskelig. For man fornemmer, at din eksmand føler, at han har fået ansvar for et barn, han ikke har ønsket. Og det er svært, eller måske umuligt for dig at ændre på.
Drengenes far var flyttet, da den yngste blev født, derfor har han heller ikke oplevet en hverdag med den lille, som indeholder det samvær og de daglige oplevelser, der medvirker til at skabe følelsesmæssige bånd.
Den situation er et grundvilkår for din yngste dreng, og spørgsmålet er så, hvorledes han får det godt med den situation.
Jeg tror ikke, det er en hensigtsmæssig strategi at lyve over for børn. Dels lærer de at løgn er ok, og dels kan de blive usikre på, om virkeligheden holder.
For at håndtere situationen må du prøve at se den fra din eksmands vinkel og ikke stille for ultimative krav. Du må nok justere dine forventninger og gå langsomt frem. Det kunne måske være en løsning, at den yngste i en periode blot var med på besøg hos sin far den ene dag, så han kom hjem og sov. Efterhånden som deres relation styrkes, kan besøgene udvides. Så må du gøre noget særligt ud af jeres samvær den dag, den store dreng er væk, således at den ene hygger sig med mor og den anden med far.
Det er selvfølgelig ikke en optimal situation, men måske en vej at gå for at det kan blive det.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent
Læs også:
Forældremyndighed