Sundhed
1. maj 2022

Føler du dig træt hele tiden? Her er 7 veje til mere energi

Der er mange ting, der påvirker dit energiniveau, f.eks. kost og motion. Men tankerne er mindst lige så vigtige. Her får du syv gode råd til, hvordan du mentalt kan komme trætheden til livs.
Af: af Anna Carsall og Vivvi Alström. Oversættelse: Marianne Arnvig
Træthed, træt hele tiden, kom trætheden til livs

Udgivet første gang 13. november 2017. Foto: Unsplash

Føler du dig træt hele tiden? Konstant træthed kan være indvaderende i hverdagen med gøremål og pligter.

Du kan dog sagtens øve dig på, hvordan du mentalt kan føle dig mindre træt.

Kom trætheden til livs med disse syv råd fra psykolog Kerstin Hellström.

1. Bliv bevidst om dine drivkræfter

Ofte føler vi os trætte, fordi vi føler, vi skal hundredeogsytten ting på én gang. Men spørg dig selv: Hvad er det, du forsøger at opnå ved at kræve af dig selv, at du er perfekt på arbejdet, derhjemme og måske også i parforholdet?

- Mange af os styres af en følelse af utilstrækkelighed, som vi forsøger at jage væk via ydre ting, som at have et pletfrit hjem, købe en masse ting, have en masse projekter og aktiviteter i gang, opføre sig ”korrekt” og så videre, forklarer psykolog Kerstin Hellström.

- Det er ekstremt trættende at holde det tempo. Og tilstrækkelighed er jo en følelse – som ikke har noget som helst at gøre med, hvad vi opnår.

Spørg dig selv: Hvad driver mig? Kører jeg på, selv om min krop fortæller mig, at jeg skal hvile? Hvorfor er det bedre at gøre alt i et hurtigt tempo i stedet for at tage det lidt mere med ro?

Og hvad SKAL vi gøre – egentlig? Jo, vi skal spise, bevæge os, sove og drikke vand. Men ellers er det meget lidt, som vi SKAL.

Næste gang du føler, at du ”skal” gøre noget, så skal du erstatte det med ”vil”. Det hjælper dig til at prioritere korrekt, f.eks. når du er så træt, at forberedelserne til aftensmaden bliver uoverskuelige.

Hvis du siger, ”Jeg skal lave mad!”, så kan du erstatte det med ”Vil jeg lave mad?”. Fakta er at du ikke behøver lave mad hele tiden, det fungerer mindst lige så godt med en hurtig ting fra fryseren i nogle tilfælde.

2. Spørg dig selv, hvad formålet er

Når du f.eks. skal have gæster til middag, så spørg dig selv, hvorfor du vil have disse gæster. Er det for at imponere dem med en gastronomisk fuldtræffer eller er det, fordi det er hyggeligt at ses?

Så hvad skal du gøre for at føle dig mere udhvilet? Måske kan du byde på noget enkelt, der ikke tager så lang tid. Tacos eller pastasalat er der ikke noget glat med, især ikke hvis det er med en god vin. Føles det svært? Spørg så dig selv hvorfor.

3. Lad som om, at alt er godt

En effektiv måde at ændre sin tankegang er faktisk at begynde med handlinger. Selvom det er vanvittigt ærgerligt, når nogen kommer på besøg, og du ikke har nået at gøre rent – så lad som om, både overfor dig selv og andre, at det er helt ok.

Hver gang du overbeviser din hjerne om, at moderat rengøring ikke er forbundet med en katastrofe, så bliver det lettere. Tænk også på, hvor skønt det ofte er at komme hjem til andre, der ikke har gjort perfekt rent – og som ikke undskylder. De synes selvfølgelig, at det er lige så afslappet at komme hjem til dig.

4. Fjern unødig stress

Intet tager så meget på kræfterne som konstante tanker om, hvad vi ”skal” gøre. En måde at tilføre mere afslapning til hjernen på er ved f.eks. at have en fast rengørings- eller vaskedag om ugen. Der i mellem har du fri og slipper for at tænke på, at du skal tørre vasken af, mens du sidder på toilettet, eller huske at tømme vaskemaskinen før sengetid.

- Et eksempel, som jeg plejer at bruge, er, at der står en kasse neden for trappen, som skal bæres ovenpå, forklarer Kerstin Hellström.

- Hver gang man går forbi kassen, tænker man på, at den ikke er blevet båret op, hvilket i sig selv er stressende. Og sådan kan man blive ved. Så er det meget bedre at bestemme en dag, hvor den skal bæres op. Så slipper man for den lange, unødige ekstra stress.

5. Find tid til dig selv

Ofte giver vi generelle råd, som ”egen-tid er vigtig”. Men hvad er egen-tid egentlig?

- Ofte bliver det overdrevent og uopnåeligt. Men egen-tid behøver absolut ikke være en lang spa weekend. Det vigtigste er, at vi sørger for at få den. Og det, der gør den største forskel, er de korte pauser, som vi ofte får, som 20 minutter om aftenen foran tv’et, en gåtur med hunden eller bare sidde ned i 5-10 minutter uden at lave noget som helst.

6. Lad trætheden vise, hvad du har brug for

Mange af os ser træthed som en trussel mod det billede, vi helst vil have af os selv – hvor vi er effektive, udadvendte og har gang i en masse ting.

-Hold op med at kæmpe imod. Det er helt normalt at være mere træt i den mørke årstid. Faktisk er det kroppen, der signalerer, at den skal have hvile.

- Så tag en tur ud i den friske luft, en svømmetur i svømmehallen eller noget andet hyggeligt. Kæmper vi imod og forsøger at slå vores indre turbomotor til, er det eneste der sker, at vi bliver endnu mere trætte.

7. Læg ikke brænde på bålet

Om efteråret og vinteren er det nemt at tale om, hvor træt du er med alt og alle. Og det eneste, der sker, er at du ofte føler dig endnu mere modløs. Jo vist er det mørkt. Men det bliver ikke lysere af, at vi taler om det hele tiden.

Spørg i stedet andre om de har nogle gode tips til, hvordan man kan få det så godt som muligt under omstændighederne. Måske er der noget godt ved mørket? Såsom at snavset i hjørnerne ikke kan ses?

Kilder: Eksperten Kerstin Hellström, psykolog, og Clas Malmström, psykiater og praktiserende læge

Læs også