Sundhed
18. august 2009

Flere børn får astma

Hyppigheden af børneastma er fordoblet i Vesten i det senest årti. Det viser tal fra Dansk BørneAstma Center. Et nyt alternativ til astmabehandling gennem inhalator er på markedet.
Af: Line Hvid
https://imgix.femina.dk/media/016ccadf6a524cd794ece46573519371.jpg

Flere og flere små børn lider af astma. Ifølge Dansk BørneAstma Center er hyppigheden af børneastma fordoblet i den vestlige verden igennem det seneste årti. Desuden har Danmark det største antal hospitalsindlæggelser for børneastma i Norden. Og selv om institutioner som Dansk BørneAstma Center forsker i årsagen, så ved man ikke præcis, hvorfor hele 15-20% lider af astmatiske symptomer i småbørnsalderen. Er det vores miljø og livsstil, der gør det? Og hvordan kan man behandle?

Det kan være hårdt for et lille barn med astma at skulle have medicin med inhalator. Specielt fordi børn fra ca. 0-6 år ofte må have medicinen gennem en indåndingsbeholder (en spacer) med en tætsluttende maske. Barnet kan føle sig fastlåst og have problemer med at ånde.

Alternativ til inhalator
Men der findes alternativer til astmamedicin gennem inhalator. Et nyt middel er f.eks. netop godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Pressemeddelselsen fra MSD - firmaet bag medicinen- fortæller at:
- Den ny astmabehandling - Singulair granulat - er den første hormon-fri astmabehandling godkendt til daglig brug af børn helt ned til 6 måneder. De børn, som har deltaget i de kliniske studier viser, at Singulair Granulat er meget veltålt. Behandlingsmulighederne af babyer er ikke mindst blevet forbedret af, at astmamedicinen er udviklet som pulver, der ikke kræver brug af inhalator.

Midlet har tidligere været på markedet i tabletform, og mange har benyttet medicinen til børn ved at knuse tabletterne. Men det slipper man altså for nu.

Børn er individuelle
Det er meget individuelt, hvilken behandlingsform, der passer bedst til forskellige børn, men den nye godkendelse har i hvert fald gjort, at børn under to år nu har muligheden for at benytte sig af Singulair Granulat som supplerende behandling. Behandlingen er godkendt af Lægemiddelstyrelsen som tyggetablet til børn fra 2 til 5 år - og senest her i 2009 som granulat til supplerende behandling af astmabørn fra 6 måneder til 5 år, der ikke er kontrolleret tilfredsstillende i deres behandling. Pulveret har ingen smag og kan derfor gives til barnet i ren form på ske eller blandes med grød, kartoffelmos, yoghurt eller anden føde én gang om dagen.

Har dit barn astma? - Kend symptomerne:
- hvæsende eller pibende lyd når barnet trækker vejret
- hoste, måske også om natten
- besværet vejrtrækning
- hyppige forkølelser og måske lungebetændelser

Symptomer på astma kan også være, at dit barn:
- er træt
- er irritabel
- er mere stille
- er i dårligt humør
- sover dårligt og afbrudt
- har dårlig appetit
- bliver hurtigt forpustet af selv små fysiske udfordringer

Det kan være meget forskelligt fra dag til dag, hvilke symptomer dit barn har. Der kan være gode perioder, hvor barnet er helt rask. Og der kan være dage med få symptomer og dage med mange og svære symptomer.
Kilde: Astma-Allergi Forbundet

Læs også:
Børn med stressede forældre kan få astma
Bakterier kan give astma
Børn får for lidt snavs

Læs også