Fem-årig styrer farten

Jeg er enlig mor til en ellers dejlig datter på fem år, men hun har temperament og ind imellem føler jeg, at det er hende, der styrer huset og mig, der går på listesko for at undgå konflikter.
Jeg vurderer meget, om det er mig, der er for strid eller hende, der er bøvlet, men det føles slemt, og jeg kan genkende mig selv i hende, da jeg var den alder og opefter og min mor har senere sagt: "Vi gav op, vi kunne ikke nå igennem". Så jeg sejlede bare min egen sø.
Jeg er nødt til at kræve meget af hende, hun skal fx have overtøj på hver morgen, for der er ingen varm bil, man lige kan løbe ned i. Hun skal med ind og handle osv. Det er en hård og trættende hverdag, men der, hvor problemet virkelig opstår er, når hun er træt, så vil hun heller ikke tage imod hjælp. Hun skriger, sparker og slår og har en dum vane med at sige av, hvis jeg vil tage hende op eller flytte hende væk fra noget, hun kan ramme imod. Ret pinligt, for hvad tænker naboerne ikke - de kan jo kun høre men ikke se det, der sker.
Det er totalt forskelligt fra dag til dag, hvor filmen knækker. Det er ikke altid fordi, hun får nej til noget og så føler sig forurettet. Lige pludselig vil hun bare ikke, og så vil hun altså ikke. Hun kan sætte sig helt på tværs og gøre det totalt umuligt, og jeg kan jo ikke bare lade hende sidde i bilen eller hive varer ned fra hylden. Jeg har haft kontakt til den kommunale hjælp Familiehuset, men deres råd hjælper ikke. De siger, at jeg skal sidde bag hende og holde hende fast, til hun falder til ro. Det går hun bare i panik af. Eller skal lade hende skrige, til hun bliver træt af det - men det har jeg ikke altid tid til. For tro mig, hun giver ikke op efter hverken en time eller halvanden.
Vi har gode perioder, men det er, når jeg varter op og på intet tidspunkt stiller krav.
På forhånd tak.
Den udkørte Heidi

Kære Heidi
Hvis du vil løse problemet mellem dig og din datter, så synes jeg ikke, du skal fokusere på, om det er dig eller hende, der er problemet, men rette blikket mod måden I er sammen på. Allerede i de første linier i dit brev synes jeg, du peger på et væsentligt problem i relationen mellem jer, nemlig at det er hende, som får styringen og dig, der går med listesko. Du skal smide listeskoene ud og trække i førertrøjen. Børn tåler ikke at blive behandlet som rådne æg. De bliver fortvivlede, fordi de ikke magter at have det ansvar, som styringen medfører. Derfor reagerer de på alle mulige uhensigtsmæssige måder. Børn har brug for forældre, der viser, hvordan livet skal leves i gensidig respekt. Når din datters reaktioner er uforudsigelige, kan det netop være udtryk for, at hun føler sig magtesløs.
Det er dig, der må sætte de rammer, der skal være omkring jeres hverdagsliv og gennemføre dem på udebane. Din datter vil gerne mærke og opleve, at du klarer hende og tager ansvar for situationen uanset hvad og hvor. Når hun er overbevidst om det, tror jeg, hun holder op. Det betyder, at du må kæmpe i en periode og se stort på, hvad naboer og andre tænker.
Mit råd er, at du må manifestere præmisserne for jeres samvær tydeligere. Ikke ved direkte at formulere yderligere krav til hende, men ved at sige, hvad du ønsker og at det er dig, der vil have tingene sådan. Forsøg også hver dag at skabe en situation, hvor I sammen gør noget, som du kan lide, og som hun synes er hyggeligt. Prøv i en periode til situationen stabiliseres at købe ind osv. mens hun er i institution.
Du skriver også, at Familiehuset har anbefalet dig at holde hende. Tanken er nok, at du skal vise, at du netop magter hende - også på trods af panik og modstand. Dette vil altid være en svær balancegang mellem hjælp til og overgreb på et barn. Jeg synes, at du fortsat skal drøfte situationen med dem, så de også kan pege på andre muligheder. For du skal have hjælp til noget, du kan gennemføre, og som ikke gives op på halvvejen. Det gør nemlig kun situationen værre. Vis dem evt. vores korrespondance. At bede om hjælp viser dit ønske om at få tingene til at fungere. Held og lykke i fremtiden.

Susse Stuhr, sundhedsplejerske

Læs også:
Bestemmer alt