Barnevogn
Inden købet af en barnevogn er der flere overvejelser at gøre: Prisen, familiens behov, vognens funktion og sikkerhed - og så spiller din smag naturligvis en rolle.
Det er også vigtigt at finde ud af, hvilken type barnevogn du har brug for. Skal det være en "trillevogn", eller skal det være en barnevogn, som skal kunne klappes sammen og proppes i bilens bagagerum? Skal den kunne bruges til den udendørs middagslur, helt til barnet er to-tre år, eller skal barnevognen kunne laves om til en klapvogn af og til?
Læs også: Guide til den perfekte barnevogn
Når du vælger barnevogn, så læg også mærke til:
• Kassens liggemål - til hvilken alder skal barnet kunne ligge i barnevognen?
• Er der ønsker til sele, eller kan disse påmonteres?
• Er kassen nem at tage af stellet?
• Er der indstilleligt ryglæn i kassen, eller kan der købes et til påmontering?
• Er kassen vandtæt og isoleret?
• Kan stellet klappes sammen?
• Passer styrets højde dig?
• Er der mulighed for montering af indkøbskurv under vognen, eller er der lommer på kassen?
• Tjek også sikkerheden. Her drejer det sig om bremser, stabilitet, at alle låsemekanismer fungerer, og at det ikke er muligt at få fingrene i klemme.
Forbrugerrådets blad, Tænk & Test, har offentliggjort en række test af barnevogne. Forbrugerrådets Rådgivning, tlf. 77 41 77 41, besvarer spørgsmål på hverdage mellem kl. 9 og 16. Testene kan desuden findes på rådets hjemmeside www.fbr.dk
Læs også: Klapvognguide