C-vitamin behandling - hudpleje
Skønhed

C-vitamin er vejen til fast hud. Hvis du altså ved, hvordan du bruger det

24. april 2023
Af Julie Kraase Brandt
Foto: Colourbox
Skal C-vitamin spises eller smøres på? Vi har spurgt hudlæge Lina Zeraiq.

C-vitamin har været en populær ingrediens i hudpleje i mange år, men ligesom med alt andet, der er populært, kommer også forvirringen.

Hvordan skal jeg bruge det? Kan min hudtype tåle det? Er der noget, jeg ikke skal gøre? Derfor har vi bedt hudlæge Lina Zeraiq, der er afdelingslæge på hudafdelingen på Odense Universitetshospital og indehaver af klinikken Center for Hud & Laser, om hjælp til at blive klogere på vitaminet.

Hvordan virker C-vitamin?

– Kort sagt bidrager C-vitamin til fyldig, frisk og strålende hud for alle hudtyper, forklarer hudlæge Lina Zeraiq og uddyber:

– C-vitamin er i stand til at stimulere kroppens egen evne til at producere kollagen og elastin, dét, der holder huden fyldig og fast. Vitaminet er en såkaldt antioxidant, et stof, der beskytter huden imod solens stråler og forurening, og derfor hjælper det også huden med at reducere den proces, der giver pigmentforandringer.

– Som om det ikke var nok, spiller C-vitamin en stor rolle, når det gælder dannelsen af nye, friske hudceller og dermed heling af sår. Ikke dårligt for et enkelt vitamin.

Hvordan skal jeg bruge C-vitamin?

– Brug dit C-vitamin-produkt, f.eks. serum eller creme om dagen, hvor behovet for beskyttelse er størst og afslut altid rutinen med solcreme, der beskytter huden imod solens ældende stråler.

Når det gælder udvælgelsen af et C-vitamin produkt, forklarer Lina Zeraiq, at de procentsatser af C-vitamin, som typisk står på sera og cremer, ikke er det vigtigste pejlemærke.

– Man kan ikke bruge procenterne til særlig meget, da det er sammensætningen af C-vitamin, der betyder noget. Du kan have et serum med f.eks. 10 % C-vitamin, men hvis det ikke er C-vitamins aktive form, ascorbinsyre som er i produktet, (ascorbic acid på engelsk., red) så er du lige vidt.

– C-vitamin skal nemlig omdannes til ascorbinsyre for at kunne gennemtrænge huden, så det er dét, du skal gå efter, når du læser bag på produktets ingrediensliste, før du investerer.

Hvad arbejder C-vitamin godt sammen med?

– Det er nemt at blive forvirret over, hvilke hudplejeingredienser der bedst bruges sammen. For C-vitamin gælder det, at det arbejder godt sammen med de fleste andre vitaminer, dog bør du tage et par forholdsregler:

– C-vitamin er især godt til at beskytte huden mod skader, når det kombineres med E-vitamin, og vil du kombinere både A- og C-vitamin i din rutine, kan du sagtens det, bare sørg for at bruge det forskudt:

– C-vitamin om dagen, A-vitamin om aftenen, da de begge er kraftige ingredienser. Som tommelfingerregel vil jeg anbefale at undgå at kombinere C- og B-vitamin, da effekten af B-vitamin kan reduceres, men, for der er et lille men, med det sagt er B-vitamin en stor gruppe af vitaminer, og vil du gerne kombinere niacinamid (B3-vitamin) og C-vitamin, kan du godt det.

– Her vil jeg anbefale at bruge C-vitamin først og vente 15 minutter med at påføre niacinamid.

C-vitamin – spises eller smøres på?

– Du skal først og fremmest spise det, da C-vitamin ikke produceres i kroppen. Smørelse på huden er derfor sekundært. Jo mere du indtager, jo mere stiger koncentrationen i huden, dog indtil et vist mætningspunkt, det vil sige, at når kroppen har fået nok, udskilles overskydende mængder i urinen.

Læs også