Mode

Otte fantastiske queer-øjeblikke i modehistorien

af Stinne Kaasgaard 11. august 2021
Foto: Mega, Ritzau Scanpix
Modebranchen har hentet inspiration i queermiljøet i et halvt århundrede – fra Yves Saint Laurents Le Smoking i 1966 til amerikansk Vogue, der i 2020 havde Harry Styles på forsiden i en blondekjole fra Gucci. Men pryder moden sig mere med lånte fjer, end den reelt bakker op om queerkulturen?

Da den amerikanske rapper Kid Cudi i 2020 optrådte i det populære tv-show Saturday Night Live i en blomstret kjole designet af Off-White-designer og CEO Virgil Abloh, vakte det mere begejstring end forargelse.

Og da sanger og musiker Harry Styles var på forsiden af amerikansk Vogue i december samme år, var reaktionerne da også overvejende positive – med få undtagelser i form af den sædvanlige homofobiske hate speech-hær på sociale medier.

Der skal mere til at forarge os i en tid, hvor streamingtjenesterne spytter den ene queerserie ud efter den anden.

Fra HBO-serien “Pose” om 1980’ernes ballroom-kultur i New York til realityserien “RuPaul’s Drag Race”, som for længst er blevet mainstream blandt et overvejende heteroseksuelt publikum.

Og i en tid, hvor transkønnede modeller i højere grad end tidligere er blevet repræsenteret på catwalken sammen med en større diversitet generelt inden for såvel kønsidentitet som kropstype, alder og hudfarve.

Men betyder modebranchens og mainstreamens fascination og dyrkelse af queermiljøet, at LGBTQ+-personer omsider føler sig inkluderet, respekteret og anerkendt?

Ikke nødvendigvis. Det mener bl.a. Kristian Hindø-Lings, som er stylist og indkøber hos Magasin.

Når en heteroseksuel mand som Harry Styles kan slippe af sted med det, han gør, handler det nemlig om, at han kan tage kjolen af igen.

– Mit bud på, hvorfor modehusene finder queermiljøet inspirerende, er, fordi det har kant, men problemet i moden ligger i, at det bliver noget, man kan tage af og på. Det er en form for appropriation, fordi en heteroperson, der tager en queerpersons identitet på for en aften, ikke oplever de konsekvenser, der er ved at have den identitet.

– Derfor kan queermiljøet godt finde på at sige: Hey, superfedt, at I kan lide det, vi gør, men måske skulle I huske den opbakning i andre sammenhænge også. Og på andre tider af året end lige Pride Month, siger Kristian Hindø-Lings, som identificerer sig som homoseksuel cismand.

Når modebranchen omfavner Harry Styles’ tøjvalg, og når vi dyrker dragshows som reality-tv, er det på den ene side et udtryk for, at især de yngre generationers opfattelse af køn er mere flydende i dag.

Men måske er den måde, som moden dyrker queermiljøet på, også et udtryk for en grad af historieløshed?

– Harry Styles kan måske gå hen og blive starten på endnu en ny bølge, hvad angår vores tilgang til køn og identitet, fordi han bliver hædret for at have binært forstået ”dametøj” på på forsiden af Vogue, men samtidig italesætte de skarpt optegnede linjer, vi har skabt imellem de to køn.

– Vigtigst af alt er, at vi er nødt til at huske, at transpersoner, nonbinære og mennesker med en flydende tilgang til deres køn gennem hele historien er blevet udskammet, ikke har kunnet få job, er blevet udstødt af deres familier, er blevet tæsket eller endda dræbt for at gøre det samme, som en ciskønnet mand nu bliver hyldet for som en del af en trend og ikke, fordi det er hans identitet, siger Kristian Hindø-Lings.

Queermiljøet har smittet af på en lang række modehuses kollektioner gennem tiden. Her er otte øjeblikke, der har skrevet sig ind i historien.

Yves Saint Laurent, Le Smoking, 1966

Muser og ikoner som Françoise Hardy, Catherine Deneuve og Loulou de la Falaise har udødelig gjort den, og den er siden blevet genoplivet flere gange af det legendariske modehus.

Bl.a. i 2014 under ledelse af Hedi Slimane. Der er selvfølgelig tale om jakkesættet til kvinder, som Yves Saint Laurent i 1966 lancerede under navnet Le Smoking til stor provokation for sin samtid, men til endnu større inspiration til eftertiden.

Yves Saint Laurent lancerede jakkesættet til kvinder i 1966.

Thierry Mugler, Spring/Summer 1992

Designer Thierry Mugler har flere gange vist kollektioner med klare queerreferencer. Bl.a. i 1992, hvor dragartisten Lypsinka, aka John Epperson, gik på catwalken på Century Crown Plaza Hotel i Los Angeles.

Lypsinka åbnede catwalken og optrådte i fire forskellige looks, som artisten bar oven på hinanden fra et powersuit til smoking, mens artisten, som er kendt for især sine Joan Crawford-imitationer, lip sync’ede sig gennem sin optræden.

Dragartisten Lypsinka, aka John Epperson, i 1988 på Provincetown Playhouse i New York

Jean Paul Gaultier haute couture, Fall/Winter 1996

Modens enfant terrible Jean Paul Gaultier klædte mænd i nederdele helt tilbage i 1985 og har ved flere lejligheder dyrket sin fascination af queermiljøets æstetik.

Hans muse gennem flere år, Tanel Bedrossiantz, var i 1996 endnu en gang på catwalken i designerens prêt-à-porter-kollektion i en ekstravagant, hvid brudekjole med bukser under, hvide handsker og tylhat.

Model Tanel Bedrossiantz efter Jean Paul Gaultiers Fall/Winter-show i 1996.

Moschino, Aaron Philip, 2010

Modehuse har tendens til at inkludere uden rigtig at ville inkludere. For selv om der i dag er flere aldersgrupper, hudfarver og kønsidentiteter repræsenteret på catwalken, er kønsidealet stadig nogenlunde det samme, slanke ideal, det hele tiden har været.

Og kun rigtig sjældent er modeller med handicap repræsenteret. Derfor var det intet mindre end en revolution, da den sorte, transkønnede model Aaron Philip, som lider af cerebral parese og derfor sidder i kørestol, blev hyret til en kampagne for det italienske luksusbrand Moschino.

I øvrigt i en kampagne, som hverken fokuserer på hendes aktivisme eller funktionsnedsættelse, men alene på hendes kvaliteter som model.

Modellen Aaron Philip, der er sort, transkønnet og lider af cerebral parese, var i 2010 i front i en Moschino-kampagne. Her til årets pride i New York.

Chanel, haute couture, Spring/Summer 2013

Der er som sådan ikke noget nyt i at se en brud på catwalken. Tværtimod har brude været vist som en spektakulær afslutning på mange modeshows gennem tiden.

I 1980’ernes ballroom-kultur i New York var der i øvrigt også en brudekategori, fordi ballrooms var den eneste scene, hvor queerpersoner kunne optræde som brude.

Og da Frankrig i 2013 stod over for at legalisere ægteskab mellem to af samme køn, sendte Karl Lagerfeld sin opbakning til den kommende lov ned ad catwalken i form af to brude, som holdt hinanden i hånden.

To Chanel-brude hånd i hånd på catwalken i 2013.

Opening Ceremony, Spring/Summer 2019

Siden realityshowet “RuPaul’s Drag Race”havde premiere for første gang i 2009, er showet for længst blevet mainstream og har vist, at dragartister laver mindst lige så godt tv som Tyra Banks.

I 2018 blev den genre hyldet i SS19-showet for amerikanske Opening Ceremony. Det var nemlig den tidligere vinder af realityshowet, Sasha Velour, der sammen med brandets kreative direktører Humberto Leon og Carol Lim stod bag showet.

Dragartisten havde personligt udvalgt flere end 40 LGBTQ+-personer til at medvirke og dermed hylde drag som kunstart.

Drag blev hyldet som kunstart til SS19-showet for Opening Ceremony.

Marc Jacobs, Heaven, 2020

Marc Jacobs hører til blandt de få modeskabere i modens superliga, som ikke blot har ladet sig inspirere af queerkulturen for en kort bemærkning eller i håb om lidt ekstra point på samvittighedskontoen.

Den amerikanske designer optræder ofte på sin Instagram-profil i høje hæle og nederdel, ligesom han tilbage i 2010 var på forsiden af magasinet Industrie Magazine klædt som drag.

I 2020 lancerede han, som en naturlig følge af sin mangeårige dedikation til queermiljøet, kollektionen Heaven, som er kønsneutral og inkluderer såvel queerpersoner som forskellige hudfarver.

Marc Jacobs’ Heaven-kollektion er kønsneutral. Her på Kate Moss.

Britisk ELLE, januar 2021

Det sker kun relativt sjældent, at sorte er på forsiden af vestlige modemagasiner, og endnu mere sjældent, at lesbiske er det.

Derfor var det banebrydende, da britisk ELLE i januar havde den sorte supermodel Aweng Ade-Chuol og hendes kone, Alexus, på forsiden, hvor de oven i købet kysser hinanden.

Aweng havde oplevet så stor grad af homofobi, efter at hun var blevet gift med Alexus, at hun havde forsøgt selvmord, og forsiden var en reaktion på dette.

De farlige mænd i dametøj

For at forstå, hvorfor der er så stærke følelser involveret, når det handler om måden, vi taler om og til queerpersoner på, er det nødvendigt at forstå mindst to ting:

For det første er det ikke noget nyt, at queermiljøet leger med grænserne mellem kønnene og historisk har brugt beklædning til det formål. For det andet kræver det en forståelse af, hvilke vilkår queerpersoner historisk har levet under.

Der har for eksempel gennem historien været meget strenge love om, hvad man har anset som seksuelle perversioner, herunder homoseksualitet.

Også i Danmark. Det forklarer kulturhistoriker Anders Larsen, som desuden optræder som dragartist under navnet Chantal al-Arab.

– Queerindivider har altid eksisteret, men samfundet har gjort alt, hvad det kunne for, at queerindivider ikke skulle eksistere. Der har eksisteret rigtig mange love gennem tiden, som har gjort, at man ikke åbent kunne være queer. Alt snavset blev gemt af vejen, siger Anders Larsen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er kun sket tre gange i Danmarkshistorien, at en forening er blevet forbudt ved lov. Første gang var i 1874, hvor Højesteret forbød Den Internationale Arbejderforening, som dog senere genopstod og blev til Socialdemokratiet. Senest var det banden Loyal to Familia, som Københavns Byret i januar 2020 dømte ulovlig.

Midt imellem de to foreningsforbud blev en tredje forening erklæret ulovlig. Det var foreningen Nekkab, som i 1924 blev dømt ulovlig af Højesteret.

Forbrydelsen? Den lokkede homoseksuelle mænd og transvestitter, som det hed dengang, til at danse med andre mænd og lod dem optræde i dametøj.

– Det er det niveau af fare for samfundet, man så homoseksuelle som. Såkaldt bøsseri blev anset som decideret farligt, forklarer Anders Larsen.

Festerne arrangeret af Nekkab, hvis navn er opkaldt efter forlystelsesparken Bakken stavet bagfra, skabte ifølge dommen fra Højesteret derfor “en nærliggende Fare for Forførelse særlig af unge Mennesker til Uterlighed,” som det blev formuleret.

Det var nemlig allerede i 1913 blevet skrevet ind i Politivedtægten for København, at uanstændig opførsel, opfordring til utugt og mandspersoner iført kvindetøj var forbudt ved lov.

Går man længere tilbage i historien, er der adskillige eksempler på, at homoseksuelle og transpersoner har skabt fællesskaber, men kun i det skjulte på grund af tidens strenge seksualmoral.

Det gjaldt blandt andet de såkaldte Molly Houses, som opstod i 1700-tallet i London, hvor homoseksuelle mænd kunne mødes. Her iklædte de sig dametøj, gav hinanden damenavne og legede, at de var gravide og fødte børn.

Der var også i samme årti de såkaldte macaronies, som var betegnelsen for rejselystne unge mænd, som rejste rundt i Europa, hvor de tog modefænomener med hjem fra blandt andet Italien som store parykker, silketøj og høje hæle – og i øvrigt lærte at spise makaroni.

At mænd var forfængelige, var i øvrigt ikke noget, der begrænsede sig til homoseksuelle på det tidspunkt.

– Helt indtil Den Franske Revolution var det et mandligt ideal at have gode ben. Historisk har borgerskabets mænd derfor gået i strømpebukser, med høje hæle, paryk og sminke.

– Det var først, da de ville fjerne sig fra kongen og adelens modekoder, at mænd begyndte at gå i bukser, som ellers havde været forbeholdt arbejderklassen, siger Anders Larsen.

Tøjet har på den måde været brugt som symbolsk markering. Det gjaldt også suffragetterne, kvinderne, der kæmpede for stemmeret i Storbritannien i slutningen af 1800-tallet, som gik for eksempel med bloomers, eller buksenederdele, så de kunne cykle, hvilket dengang blev anset som maskulint.

Og så var det i høj grad også tilfældet med kabaretmiljøet i Berlin i 1920’erne. Garconne-pigerne adskilte sig markant fra det tidligere kvindeideal med deres korte hår, bryster bundet op af bandage-bh’er, kjoler uden korsetter og afstivere og med en cigaret som rekvisit.

Det frigjorte miljø, som skuespiller og queerikon Marlene Dietrich også var en del af, tiltrak derfor en god portion lesbiske og transpersoner.

Aktivister med neglelak og fuldskæg

I Danmark blev det først afkriminaliseret at være homoseksuel i 1933, men det betød langtfra, at det var en accepteret adfærd – for man så det netop som en adfærd, man ikke burde forfølge eller dyrke, og ikke som en identitet.

– Man brugte for eksempel betegnelsen homofil langt op i det 20. århundrede. Ordet homoseksuel var ikke acceptabelt, fordi det indeholder ordet sex – og Gud forbyde, at nogen skulle tvinges til at forestille sig, at de homofile ligefrem havde sex, siger Anders Larsen.

Flere af lovene mod queerpersoner har været direkte relateret til den måde, som især homoseksuelle mænd har udtrykt deres identitet og seksualitet på i offentligheden.

For mens man ikke mente, at kvinder havde en seksualitet, og lesbiske miljøer derfor blev set som harmløse, greb man ind over for bøssemiljøerne.

For eksempel skal man helt frem til 1973, før det ikke længere var ulovligt for to mænd at danse sammen offentligt.

Foreningen LGBT Danmark forsøgte i 1948 at blive optaget som forening, dengang under navnet Forbundet af 1948, men det lykkedes først i 1969 efter over 20 års kamp.

Samme år fandt det berømte Stone Wall Riot sted i USA, som markerede et stort vendepunkt for queermiljøet.

Det var her, de to berømte transkvinder Marsha P. Johnson og Sylvia Rivera medvirkede i et stort oprør mod politiets systematiske nedlukning af homobarer i New York City.

– Det satte gang i en international bevægelse, hvor homoseksuelle for første gang stillede sig op og sagde, at deres seksualitet og identitet ikke var noget, der skulle gemmes væk.

– Det var derimod noget, man skulle være stolt af. De ville i øvrigt heller ikke længere kaldes homofile, men bøsser og lesbiske, siger Anders Larsen.

I 1971 opstod den danske, seksualpolitiske bevægelse Bøssernes Befrielsesfront i kølvandet på den internationale strømning.

De kaldte hinanden for fisseletter og kaldte sig damenavne som Dronningen, Nelly Nylon og Vulgerda. Og de brugte tøj som et politisk statement.

– De gik med neglelak og kjoler, men de havde også fuldskæg. Det er vigtigt for dem at gå ind og rode ved modekoderne.

– Det handlede om at gøre det allerværste, som samfundet kunne tænkte sig, og det var blandt andet at gå i dametøj og at danse med andre mænd, som jo havde været forbudt i mange år. De brugte meget aktivt beklædning som en del af deres aktivisme, siger Anders Larsen.

Moden skal chokere

Men hvor queermiljøet i mange år har brugt tøj og mode til at bryde med de gældende kønsnormer, var det først fra 1960’erne og frem, at moden rigtig begyndte at kigge mod queermiljøet for at finde inspiration.

Derfor har det ifølge Anders Larsen i mindst lige så høj grad været queers, der har brugt moden, som det har været moden, der har brugt queerkulturen.

I 1966 skabte designer Yves Saint Laurent imidlertid det banebrydende jakkesæt til kvinder Le Smoking.

Det var på det tidspunkt så kontroversielt for kvinder i Paris at gå i bukser, at en fransk, kvindelig politiker blev nægtet adgang til det franske parlament, fordi hun havde bukser på.

“Vil De hellere have, at jeg tager dem af?” spurgte hun, hvorefter hun blev lukket ind. Derfor var det også en provokation at foreslå, at kvinde skulle gå i smoking, men det er samtidig modens væsen.

– Mode er jo, som forfatteren Oscar Wilde sagde, så hæslig, at vi er nødt til at forny den hver sjette måned. At være queer handler jo om at gå på tværs, bøje reglerne og gøre noget anderledes.

– Og det er jo om noget det, som moden skal: At tage det uartige, beskidte og uacceptable og inddrage og fortolke det, så det bliver spiseligt for folk, siger Anders Larsen.

Moden har derfor fra tid til anden brugt queermiljøernes visuelle koder til det formål.

– Det har ikke handlet om at ville vise, hvor stor pris man har sat på queermiljøet, men om at sige: “I er så snavsede, at vi bruger jeres koder til at chokere.”

– Det er provokerende, når Twiggy har flade bryster. Det er provokerende, når Diane Keaton kommer til den røde løber i en smoking, og det er provokerende, at Grace Jones har kort hår og brede skuldre, siger Anders Larsen.

Siden Le Smoking har queerkulturen ikke kun inspireret moden, men i høj grad også popkulturen. Queers eller ej er ikoner som David Bowie, Freddie Mercury, Lady Diana og Lady Gaga i dag bredt anerkendt som queermodeikoner.

Fra sorte og brune queers til Madonna

Det er velkendt, at det i stor udstrækning har været homoseksuelle mænd, der har siddet på topposterne i store modehuse som Yves Saint Laurent, Tom Ford, Marc Jacobs, Chanel og Dolce et Gabbana, om end de har været overvejende hvide og ciskønnede.

Men det er ikke i deres egne queermiljøer, at modebranchen og mainstreamkulturen har hentet deres inspiration. Det mener Kristian Hindø-Lings.

– Der ville ikke være det queermiljø, vi har i dag, hvis det ikke var for de miljøer, som blev skabt af blandt andet brune og sorte transpersoner særligt i USA i anden halvdel af det 20. århundrede. Det er hele grundlaget for, hvad modebranchens inspiration af queermiljøet handler om.

– Alt det, jeg er stolt af i det queermiljø, jeg er en del af, står på skuldrene af brune og sorte queerpersoner, som har kæmpet for deres ret til at være her og skabt en kultur omkring det, blandt andre Marsha P. Johnson og Sylvia Rivera, der sammen med mange andre lagde de første sten for den pride, vi kender i dag, siger han.

Kristian Hindø-Lings henviser blandt andet til ballroom-kulturen i New Yorks Harlemkvarter i 1980’erne, som man kan få et indblik i med dokumentaren “Paris is Burning” (1990) og HBO-serien “Pose”.

For eksempel ser man i “Pose”, hvordan den såkaldte voguing-dansekultur bliver skabt i Harlems ballrooms af sorte og latinamerikanske homoseksuelle og transpersoner i 1980’erne, hvorefter den blev mainstream, da Madonna, som er hvid og heteroseksuel, samlede den op i sangen “Vogue” i 1990.

– Moden har kunnet hente inspiration i queermiljøet, fordi der her har været nogle pionerer inden for beklædning, farver og trends, og fordi der længe har været større diversitet blandt dem, der bestemte, hvad vi gik i, siger han.

Den transkønnede skuespiller Indya Moore spiller overbevisende rollen som Angel i tv-serien "Pose" om 1980'ernes ballroom-miljø i New York.

En anden, der har fulgt udviklingen i flere år, er forfatter Luka Ida Holmegaard, som definerer sig selv som nonbinær, og blandt andet har skrevet bogen “Look” om, hvordan vi gennem tiden har brugt tøj til at kommunikere med.

Forfatteren er glad for, at der lige nu er flere queerstemmer, som udfordrer den binære modeverden, og at der er kommet mere fokus på retten til selv at definere, hvem man er, men mener stadig, at der er et stykke vej at gå.

– Modebranchen er ikke den, der skaber udviklingen eller bryder normerne efter min mening. Den hopper nærmere med på vognen, men først når den ser sikker og stabil ud.

– Nu har dele af modeverdenen besluttet, at den vil være en allieret med forskellige grupper af queerpersoner, og det er jo velkomment. Men de grupper har jo altid været der, så det kunne man have gjort langt før, siger Luka Ida Holmegaard.

Forfatteren fremhæver, at den måde, vi bruger tøjet til at kommunikere på, er dybt indlejret i vores kultur, og at butikker derfor stadig er opdelt af herre- og dameafdelinger med meget få undtagelser.

Og når modebranchens fascination af queermiljøet ikke bliver fulgt op af et mere normbrydende udvalg i butikkerne, gør det det ikke lettere at være for eksempel transperson eller nonbinær.

– Folk, der har et kønsudtryk, som strider mod de gældende normer, bliver stadig udsat for tilråb og diskrimination, fordi der stadig eksisterer en stærk grundnorm, som er meget binær, og en antagelse om, at hvis man gør noget andet, gør man det alene for at få opmærksomhed, siger Luka Ida Holmegaard, som mener, at modebranchen er, hvad den er, og den skal hverken gøres værre eller bedre.

– Ingen af os kan undgå at have tøj på, men det er ikke i den store, mainstream modebranche, at jeg ville lede først efter store, politiske eller etiske ledestjerner på alle mulige parametre, siger hen.

Money talks

At modebranchen ikke går forrest på andet end det visuelle queerbarameter, om man vil, er Kristian Hindø-Lings i høj grad enig i.

For på trods af, at en stor del af designerne i store modehuse har været homoseksuelle mænd og dermed selv har været en del af queermiljøet i en vis udstrækning, mener Kristian Hindø-Lings ikke, at de har gjort nogen stor forskel for queermiljøet ved at bruge det til inspiration.

– Modehusene har overhovedet ikke taget politisk stilling til de her spørgsmål. Der er klart nogle, som er gode til at gå forrest som Telfar, John Galliano og Stuart Vevers igennem sin tid hos Coach, men når man ser på de store konglomerater generelt, er det trist at se, hvor lidt de gør – og hvor lidt de bruger den platform, de har.

– De kan godt være politiske i deres opstartsfase, men så snart de bliver store og skal tjene penge, dropper de at have holdninger, fordi det ikke sælger. Så nøjes de måske med en statement-T-shirt en gang i mellem, siger han.

Kristian Hindø-Lings fremhæver italienske Dolce & Gabbana som et af de mest tragiske eksempler på, at modebranchen ikke bruger sin platform til at støtte op om queers og minoriteter.

For eksempel har designduoen, som selv er erklærede homoseksuelle, udtalt, at de ikke går ind for homoseksuelle ægteskaber og homoseksuel adoption, og Stefano Gabbana ønsker i øvrigt ikke at blive omtalt som homoseksuel.

Og i 2018 blev et Dolce & Gabbana-show i Kina aflyst dels efter en kampagne, som fremstillede kinesere stereotypt, dels en række efterfølgende racistiske kommentarer på Instagram fra Stefano Gabbana.

– Husets undskyldning var vag, skaderne katastrofale, men alle de store webshops tog afstand, blandt andet net-a-porter.com, men nu sælger de igen Dolce & Gabbana. Money talks, siger Kristian Hindø-Lings.

Men er der ikke netop flere og flere transpersoner på forsiden af magasiner?

Og er der ikke stadig flere designere som Telfar, Balenciaga og Mugler, der inkluderer queerpersoner, som da Mugler havde den transkønnede “Pose”-stjerne og ballroom-legende Dominique Jackson på catwalken sammen med den transkønnede skuespiller fra blandt andet “Euphoria”, Hunter Schafer, i 2018?

Ligesom amerikanske Opening Ceremony i sit SS19-show havde over 40 queerartister på catwalken.

– Jeg synes bestemt, at der er en positiv udvikling i gang, men det er trist, at den eneste grund til, at brandsene er blevet mere inkluderende, er, at der har været queeraktivister, som har sagt fra. Det er ikke noget, som modebranchen selv har igangsat, siger Kristian Hindø-Lings.

Han hæfter sig desuden ved, at det stadig ikke er i modens superliga, at der sker den største udvikling.

– Jeg tror, at vi vil se, at kønnene flyder mere og mere sammen. Køn er som udgangspunkt en social konstruktion, og netop derfor er det så deprimerende som queerperson at se, at designerne er stadig virkelig langt bagud.

– Det er dem, der bestemmer, hvem der skal gå deres show, hvilke størrelser tøjet skal produceres i, og hvad tingene skal koste. De store brands har kæmpestore platforme, men de bruger dem til helt absurd lidt.