https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1338-mit-nye-jeg.jpg
Stil

Mit nye jeg: Se Majas forvandling

19. september 2013
af Redaktionen
Maja er snart færdiguddannet pædagog og skal til at begynde på læreruddannelsen. Ud over uddannelse bruger Maja også en del tid på at skrive historier og rollespil på nettet, og det er blevet en stor succes. Hun har altid haft følelsen af ikke at passe ind, og efter at have klædt sig som tomboy med store hættetrøjer og slidte jeans så er hun nu klar til at vise, at hun er kvinde!

Navn: Maja Jeppesen
Alder: 25 år
Profession: Studerende
By: Vejle
Kropstype: Timeglas

Se her, hvordan du skal klæde dig, hvis din kropstype er timeglas

Hvordan har oplevelsen som helhed været?
– Oplevelsen har været helt utrolig. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være så heldig at blive valgt til showet, og det er jeg virkelig taknemmelig over. Så stor en makeover kan være lidt overvældende, men jeg gik ind i det med åbent hjerte og sind, og det betalte sig. Alle var så søde og hjælpsomme, og jeg fik svar på alle mine til tider fjollede spørgsmål.

Hvad har oplevelsen betydet for dig og din hverdag i dag?
– Hele oplevelsen har betydet meget for mig og min hverdag i dag. Før stod jeg bare ud af badet, gjorde intet ved makeup og hår, og tog så den nærmeste T-shirt og et par jeans på. I dag gør jeg mig mange flere tanker om mit udseende og går op i, hvordan jeg tager mig ud. Jeg synes faktisk, det er sjovt at shoppe i dag, og jeg er også langt mere vovet i mine valg. Skønt at vide, hvad der virker!

Hvilket tip var det mest brugbare?
– Et af dem var vedrørende tøjet. Trinny fortalte mig, at jeg med min timeglasfigur kunne bære det meste, og derfor er jeg faktisk begyndt også at kigge på kjoler, når jeg er ude og shoppe – hvem havde troet det? Ikke mig i hvert fald.
– Det andet var omkring makeuppen. Før showet brugte jeg højst en sort eye-liner og lidt øjenskygge. Under makeoveren fortalte Søren Hedegaard mig, at en sort eyeliner er alt for hård til mig, og samtidig viste han mig, hvordan øjenskyggen kunne komme til at ligge rigtig flot – bl.a. ved brug af en pensel til at blende farverne med. Så nu er den pensel min bedste ven, og øjenskyggen sidder perfekt hver gang.

Trinnys & Susannahs stiltip til Maja
Fremhæv dit smalleste sted med et markant bælte i taljen, så kroppen rigtig kommer til sin ret.

Tip fra makeupartisten
Brug lidt ekstra tid på håret, når du skal ud – et blødt, bølget look giver en snert af feminint retro-look.

Læs også