Makeup

Video: Tag i fiskespa

af Nina Bendixen 10. januar 2012
Video:Christian Larsen
Fisk der ordner skønhedsplejen – mere naturligt bliver det ikke. Feminas journalist Nina Bendixen deler gerne ud af sin hårde hud og besøger derfor en fiskespa på Østerbro. Se hvordan hendes møde med de små fisk gik her i videoen.

Som barn sad jeg altid og stirrede gennem glasset på akvariet på min morfars gubbyer. Akvarier fascinerer mig.Der er noget beroligende over fisk, der svømmer rundt mellem planter og bobler. Men aldrig har jeg haft våde fantasier om at stikke mine fødder ned i ét!

Aquariumwellnesspa er én blandt flere og flere udbydere af denne særlige luksus, hvor sugemallefisk nipper den døde hud af dine fødder og efterlader dem bløde og dækket med sundt og enzymfyldt fiskespyt. Meget økologisk.

Jeg træder ind i spaen, og fiskene er det første jeg ser. To store oplyste kar fyldt med gråsorte mallefisk. Igen bliver dybt fascineret og sammen med den dejlige duft af spa, det nedtonede lys med bløde ballader i højtaleren føler jeg mig hurtigt godt tilpas.

Så' der mad!Fiskene er helt med på, at der kommer mad nu, hvor vi nærmer os akvarierne. De flokkes i vandoverfladen og lige så snart min fod er i, har jeg en sok af fisk omkring den. Det kilder helt ubeskriveligt de første 10 sekunder, men så slapper jeg af, og lader fiskene gøre deres arbejde. Fiskene er heldigvis ligeglade med min krogede tredje tå og den hårde hud på mine hæle er bare guf, så jeg føler mig velkommen i deres hjem.

Fødder bliver traditionelt pakket godt væk i store tykke boots og skisokker i de kolde vintermåneder, så deres udseende og grovhed er nok ikke mange på sinde, nu hvor klip klapperne pakkes væk. Men jeg synes, at oplevelsen af velvære og spa er en helårsbegivenhed, og med en god veninde i den ene hånd, en café latte i den anden og så et dusin fisk på hver fod, så har du en god søndag eftermiddag i mine øjne.

FEMINAs journalist tester fiskespa - se videoen:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

 

Læs mere om fiskespa på aquariumwellness.com

Læs også: Feminas skønhedseksperter tester fiskespa