Smukke kvinder iført bikini
Skønhed

Sådan kan en smuk bikini-krop også se ud!

3. juli 2014
af Malene Fich Weischer
Foto Niels Vedersø og Ole Nysø Nielsen
Skønhed handler ikke om, hvilken tøjstørrelse du bruger - 36 eller 56 - det handler om udstråling. Desværre føler mange kurvede kvinder skam over deres egen krop, men det har en flok modige kvinder tænkt sig at ændre på! Ved hjælp af en bikini.

Lone Bech Sørensen er 40 år og fritidsmodel - og så hører hun til i plus size kategorien.

Til hverdag er hun i kontakt med rigtig mange andre kurvede kvinder, og hér hører hun igen og igen hvordan mange af dem ikke har mod på at tage i svømmehallen med deres børn af frygt for at blive peget fingre af. Eller ikke vil tage til stranden, medmindre de er iført tøj fra top til tå.

Se også: Danmarks kvinder viser deres bikini-krop frem

Bikini er for alle

Initiativtageren til FASHION DAY hedder Mica Oh og er indehaver af modelbureauet Peepers, som specialiserer sig i plussize modeller, men som i det hele taget ønsker at sætte fokus på mangfoldigheden blandt kvinder, og hun tog kontakt til Lone.

"Jeg skrev til Lone, da jeg så billedet af kvinderne i bikini på facebook. Jeg syntes, at det var et modigt og flot tiltag og jeg gerne ville hjælpe hende med, at det ikke skulle stoppe her. Derefter satte jeg mig ned, lavede eventet og spurgte om Lone ikke selv ville være med indover ... Og FASHION DAY i Esbjerg - Et forbruger modeshow med smukke modeller i diversitet, middag, små foredrag og musik blev skabt."

Se mere om FASHION DAY i Esbjerg her

Vil hylde forskelligheden

"Jeg synes, at tidens meget slanke og tonede "beach body" ideal er alt for dominerende, for mange tør ikke stille sig frem, som de er på grund af frygten for at afvige fra dét, man ser i medierne. Og det er virkelig ærgerligt, for det handler jo ikke om, at jeg gerne vil gøre overvægt til et nyt ideal, men jeg synes, det er så trist, at man ikke kan hylde forskelligheden og dermed give flere en mulighed for at være tilfreds med den krop, de nu engang har," fortæller Lone til Q.dk.

Hun besluttede sig for at gøre sit til, at billedet af en beach body blev noget mere nuanceret end hidtil.

"Jeg ville samle en flok kvinder, som alle var i plus size kategorien, og så lade dem fotografere, som de er. For de er jo både skønne og smukke, og samtidig repræsenterer de en modvagt til det meget slanke look, vi så ofte bliver præsenteret for."

>> Læs også: Se stjernerne før og efter Photoshop

Ingen ejede en bikini

Men først måtte hun selv gå i forvejen, hvilket hun gjorde ved at få taget bikinibilledet, du kan se i galleriet længere nede på siden. Herefter tog hun så fat i kvinderne.

"Jeg gik faktisk ud fra, at alle kvinder ejede en bikini - men sådan var det langt fra. Det var faktisk kun mig, der ejede én. Det er tankevækkende, synes jeg."

Alle kvinder fik dog købt en bikini, og sammen stillede de op til fotosession på stranden. Det kom der en række fantastiske billeder ud af, som du kan se længere nede på siden. Men der kom meget mere ud af det, end bare billedet, som ellers allerede er blevet delt flittigt på facebook og i netaviserne.

Forvrængede idealer

"Hver og én fået en kæmpe selvtillids boost ud af det. Også selv om der har været mange knap så pæne kommentarer undervejs om at vi burde tabe os. Det preller heldigvis af på os, for vi ved, hvad vi selv står for, og er stolte af det."

Efterfølgende har der også været meget positiv respons til Lone selv.

"Der gik ikke lang tid før jeg blev kontaktet af Mica Oh, fra Peepers Danmark, som arbejder med mode til kurvede kvier og plus size modeller, og som i det hele taget arbejder for at vi får et mere nuanceret billede af, hvordan en kvindekrop ser ud. Hun havde set vores billede, og ville have mig til at arrangere et event i mit lokal område for kurvede kvinder, som går under navnet Fashion Day i Esbjerg."

"Men det skal jo ikke stoppe her. Det betyder så meget for mig, at kvinder får det godt med den krop, de har, i stedet for at gå og gemme sig selv væk på grund af nogle helt forvrængede idealer."

Læs også