Makeup

Q-læsere: Sådan har jeg det med min krop

af Ahn Line Woo Shing Hai 27. oktober 2014
foto: Shutterstock
Er der noget, vi kvinder har svært ved at elske, så er det vores egen krop. Desværre. Alt for mange af os kæmper dagligt med tanker om, at vi ikke er tynde nok, tykke nok, smukke nok – eller i det hele taget bare ikke slår til. Se her, hvad en række ærlige Q-læsere synes, om deres egen krop. Hvad synes du om din?

Du har kun den ene, og den er noget nær umulig at skifte ud. Kroppen, altså. Netop derfor er det vigtigt at udvikle et fortroligt og kærligt makkerskab med dit hylster. Naturen er indrettet således, at vi alle ser forskellige ud - og heldigvis for det. Alligevel ville mange af os ønske, at vi havde en anden krop. Q opfordrer hermed alle, os selv inklusive, til at være mindre selvkritiske og langt mere stolte! Læs her, hvordan dine medlæsere egentlig har det med deres kroppe.

"Jeg har accepteret, at kroppen ikke er helt perfekt. Nu går jeg mere efter at kunne bevæge mig smidigt og uden besvær. Det er lykkedes, så jeg har fået en slags fred. Jeg er 65 år, og det er lykkedes mig at være nogenlunde rynkefri. I hvert fald kiggede lægen, som jeg blev undersøgt af, overrasket på mig, da jeg sagde, jeg var pensionist!"Bente, 65 år

"Efter at have tabt 13 kg de sidste år ved hjælp af træning er jeg blevet godt tilfreds og mere bevidst om, at jeg skal passe godt på min krop. Det giver et boost, når 25-årige råber "go' røv" efter mig."Helle, 38 år

"Jeg glemmer til tider, at jeg trods to fødsler har en rigtig smuk krop. Jeg lader mig tit præge af alle de "perfekte" kroppe, vi ser i blade og andre medier. Til tider er jeg helt opsat på, at NU skal jeg ligne dem,der er helt "perfekte" uden synligt fedt på kroppen og ender tit med at forsøge at sulte mig selv til "perfektion", indtil det går op for mig, at jeg allerede bor i en smuk krop og må acceptere, at jeg alligevel aldrig kommer til at ligne en på 18 år igen. I øvrigt er jeg slankere nu, end jeg nogensinde har været, så jeg burde efterhånden slutte fred med min krop."Tina, 34 år

> Læs også: Hvem gider egentlig være perfekt?

"Min røv er blevet flad, mine bryster er heller ikke så spændstige længere, og ja, maven er blød. Men underligt nok har jeg aldrig været mere komfortabel i min krop, end jeg er lige nu. Det føles rart."Sarah, 34 år

"Jeg har (næsten) sluttet fred med min krop i en alder af 43 år. Selvfølgelig vil jeg gerne lige tabe et par kilo og være lidt strammere… Men alt i alt så er jeg glad, hvis bare jeg kan passe mine jeans."Camilla, 43 år

"Jeg hader min krop, vejer 30 kilo for meget, og det gør, at jeg har det rigtig dårligt med min krop. Tykke lår, brede hofter med fedtkant og en blød dellemave, for ikke at snakke om rygdellen og de store overarme..."Henriette, 34 år

"Jeg har stadig ikke sluttet fred med min krop. Til gengæld har jeg accepteret, at det kommer jeg nok aldrig til, og derfor gør jeg selv en indsats for at forsøge at ændre det, jeg er utilfreds med. Nægter bare at forfalde og stiler mod, at krop, psyke og indre alder harmonerer."Heidi, 46 år

"Jeg har haft mange komplekser som ung. Jeg er udefra set en slank pige, men udviklede anoreksi som 11-årig, da jeg troede, jeg var tyk. Det kom jeg ud af, men hvis jeg oplever sorg, kan jeg godt komme til at holde op med at spise eller spise meget sødt, og hele mit liv skal jeg passe på med at spise på følelserne. Men da jeg blev 30 år, begyndte jeg for alvor at acceptere min krop, og min vægt har ligget stabilt i seksår. Nu er der sket det, at jeg fødte mit første barn for et år siden, og det har for alvor forandret mit forhold til min krop. Nu holder jeg rent faktisk af min krop og har den vildeste respekt for den. Tænk, at den kan blive gravid, skabe et menneske, føde og producere mælk. Den er da ret fantastisk, sådan en kvindekrop!"Charlotte, 36 år.

> Læs også: Hvordan ser helt almindelige kvinder egentlig ud? Se med, når 8 modige kvinder smider tøjet.

"Jeg har endelig sluttet fred med den, og det er en velsignelse."Zandra, 41 år

"Jeg elsker min krop, når jeg mærker den med lukkede øjne. Når jeg så ser i spejlet, så væmmes jeg. Billedet og følelsen er ikke helt enige her."Louise, 24 år

"Jeg hader min krop og ville gerne gøre noget for at komme til at elske min krop, men det er svært, når man altid har fået at vide, at man ikke er god nok, lige meget hvordan jeg ser ud."Carina, 29 år