Du ser godt ud med læbestift. Men det er ikke den eneste gevinst

Makeup-reklamer er lidt som reklamer for menstruationsbind: Fuldkommen ude af trit med virkeligheden. Det gælder ikke mindst reklamer for læbestifter, hvor typisk meget unge kvinder med fejlfri eller retoucheret porcelænshud poserer med let åben mund, perfekt tandsæt og en læbestift, der sidder lige i skabet i bedste ‘femme fatale’-stil.

I virkelighedens verden er det en offentlig hemmelighed, at det er temmelig besværligt at gå med læbestift, at den ofte ender på dine tænder eller din kaffekop – de sidste par år også på dit mundbind – og at den i øvrigt skal touches op dagen lang, også selv om producenten påstår noget andet.

Derfor var det befriende, da Gucci i 2019 brugte den amerikanske punksangerinde Dani Miller som muse og model i sin forårskampagne, hvor hendes skæve tænder og ikke filler-fyldte læber var i fokus med læbestift, der i øvrigt heller ikke havde fuldstændig skarpe kanter.

For vi elsker læbestift – også selv om det kræver god teknik og en del arbejde at vedligeholde den i løbet af en dag på jobbet eller en aften i byen. Faktisk er vi så vilde med læbestift, at gennemsnitskvinden konsumerer et sted mellem to og fem kilo læbestift gennem livet. Det fortæller Charlotte Torpegaard, der er skønhedsekspert og grundlægger af skønhedsuniverset og butikken I Love Beauty.

– Læbestift er det skønhedsprodukt, vi bruger allermest. Det siges, at intet kan holde en kvinde fra læbestift og så meget endda, at læbestiften hævdes at være det skønhedsprodukt, der er mest udsat for tyveri i butikkerne, siger hun.

I krig og kunst

Selv i krisetider har kvinder gået med læbestift i en sådan grad, at fænomenet har fået betegnelsen “læbestift-effekten”. Historisk har det nemlig vist sig, at salget af læbestifter går op, når økonomien går ned, blandt andet under 1930’ernes finanskrise og under Anden Verdenskrig.

Charlotte Torpegaard fortæller desuden, at der i kølvandet på corona opstod hashtagget #lockdownlipstick – for hvis der er noget, vi har savnet som kontrast til hjemmekontorets joggingtøj, har det været læbestiften.

– Læbestiften er i høj grad et billede på en form for opretholdelse af normalitet. Når vi ifører os en knaldrød læbestift, booster den vores humør. Det gjaldt her under lockdown, som det gjaldt under verdenskrigene, hvor mad og andre fornødenheder var sparsomme, og kvinder stadig fandt penge til det ene skønhedsprodukt, der fik dem til at føle, at verden ikke var helt af lave.

– For selv om en læbestift ikke kan redde verden, så tillægger vi den en del, siger Charlotte Torpegaard. Læbestiften kan nemlig noget helt særligt, mener hun – og det samme mente man i 1940’ernes modemagasiner:

– Det amerikanske magasin Harper's Bazaar skrev i 1946: “Når en kvinde har mistet sin elsker, når en pige har mistet sit job, når lægen har afleveret den dårlige nyhed, når lykken vender, når middagsselskabet flopper, når veerne sætter ind, når skandalen ruller, når stormen rammer, når de andre kvinder sejler i succes, kan et strejf af læbestift på læberne give mod”, fortæller Charlotte Torpegaard og tilføjer, at citatet siden er blevet berømt.

Skønhedsprodukter har gennem hele historien desuden altid været en afspejling af den tid, vi lever i på samme måde som det tøj, vi har gået i, og den mad, vi har spist.

– Skønhedsprodukter fortæller alt om den tid, vi lever i. Tag blot 1700-tallets parykker, der var gråpudrede, fordi gråt hår stod for status og velstand, og ikke som i dag, hvor det stadig af mange associeres med alder, siger Charlotte Torpegaard, som også nævner Lancômes fregneliner fra starten af 1990'erne som et eksempel på en periode, hvor vi begyndte at have friere skønhedsidealer.

– I den henseende er især læbestiften et tydeligt pejlemærke for den tid, vi lever i, siger hun.
Charlotte Torpegaard fremhæver desuden, at læbestiften gennem tiden har været meget andet end et makeupprodukt. Dens symbolværdi har også i høj grad afsmittet kunsten. Tænk bare på Andy Warhols fortolkninger af Marilyn Monroes læber.

– Men også den surrealistiske kunstner Salvador Dali kastede sin kærlighed på de røde læber i form af alt fra en skulpturel sofa til en parfume inspireret af skuespilleren Mae Wests læber. Og så nævner Charlotte Torpegaard den ikoniske Lipstick Building af Philip Johnson i New York.

Den velplejede kvinde

Mette Byriel-Thygesen er museumsdirektør på Nationalmuseet og har specialiseret sig i køns- og kropshistorie. Hun mener, at noget af det, der gør læbestiften interessant, er, at den har haft meget forskellig symbolværdi gennem tiden.

– Den har svinget mellem i nogle perioder at være forbeholdt overklassen og anset som noget meget luksuriøst, som viste status og stand, og i andre perioder har den været mere udskældt og nærmest et symbol på løsagtighed eller været noget, som kun prostituerede gik med, siger hun.

Mette Byriel-Thygesen nævner blandt andre Dronning Elizabeth d. 1. af England, som i 1500-tallet brugte læbestift i en periode, hvor det kun var kvinder fra overklassen, der gjorde det. Hvor der modsat ikke var nogen anstændige damer i 1800-tallet, som bar læbestift.

Der kom til gengæld for alvor gang i produktionen af læbestifter i slutningen af 1800-tallet, og i 1884 opfandt franske Guerlain det, der anses som verdens første kommercielle læbestift. Indtil da var læbestift noget, man lavede derhjemme af alt fra bivoks og planteudtræk til stærkt ætsende kemisk farve.

I 1920’erne og 1930’erne begyndte filmstjerner i højere grad at bære læbestift, men de var dog stadig forholdsvis diskrete. I 1940’erne stormede læbestiften frem og blev frem mod 1960’erne et af de mest populære skønhedsprodukter for kvinder med skuespillerinder som Marilyn Monroe, Bette Davis, Elizabeth Taylor og Lucille Ball som bannerførere for tendensen.

– Dengang blev den røde læbestift i høj grad associeret med sex-
appeal, der var en stor del af tidens skønhedsideal. Max Factor, der var manden bag makeuppen på mange af disse filmstjerner, gik endda så langt i forsøget på at skabe den perfekte, holdbare læbestift, at han udviklede en mekanisk kyssemaskine, der kunne afprøve holdbarheden på den så vigtige røde læbestift, fortæller Charlotte Torpegaard.

Ifølge Mette Byriel-Thygesen understregede brugen af læbestift den generelle opfattelse af, og forventning til, hvordan den ideelle kvinde skulle opføre sig og se ud.

– Læbestiften taler i den periode i høj grad ind i det kvindeideal, der herskede: Den kurvede, den sexede og ikke mindst den velplejede kvinde. Hende, der kan bære læbestift til perfektion, hvor den aldrig er tværet ud, hvor der ikke er noget på tænderne, og hvor den altid lige er frisket op.

Og læbestiften var ikke forbeholdt Hollywood-stjerner eller chikke sekretærer, som Christina Hendrix for eksempel portrætterer som Joan Holloway i serien “Mad Men”. Den var også i høj grad en del af hverdagsmakeuppen for den almindelige husmor.

– Læbestiften blev i denne periode, som makeup i øvrigt, set som en del af det velplejede look, enhver husmor burde efterstræbe. Hvis en gift kvinde gik med læbestift, blev det anset som, at hun gik op i sit udseende, og at hun i øvrigt gjorde noget for at holde på sin mand, siger Mette Byriel-Thygesen.

Au naturel

I 1970’erne led læbestiften et nederlag under årtiets kvindefrigørelse. Sammen med bh’en og stiletterne blev den anset som et udtryk for patriarkatets undertrykkelse af kvinder.

– Røde læber har jo, blandt andet i reklameindustrien, ofte været forbundet med seksualitet, og i 1970’erne mente man jo, at kvinder ikke skulle gøres til sexobjekter for mænd. Her blev læbestift og makeup i øvrigt set som et udtryk for den objektivisering, fortæller Mette Byriel-Thygesen og tilføjer, at det i det årti banede vejen for blandt andet lipglossen og læbestifter i mere eksperimenterende nuancer som violet eller orange.

– 1980’erne svarede som bekendt igen på naturlighedsbølgen, og der findes vel næppe et årti med flere nuancer af læbestift.

Et markant skifte sker i 1990’erne, som ikke mindst var foranlediget af den dengang relativt ukendte amerikanske makeupartist Bobbi Brown, fortæller Charlotte Torpegaard.

– Bobbi Brown proklamerede i starten af 1990’erne, at “den perfekte læbestift er den farve, der matcher den naturlige tone i en kvindes læber”. Det vendte det op og ned på den måde, vi siden har brugt læbestift på. Bobbi Brown blev berømt på et øjeblik for sine læbestifter i naturlige farver, som alle kunne føle sig tilpas med, siger hun.

Ifølge Charlotte Torpegaard kom det herfra – i stedet for at handle om sexappeal og knaldrøde læber – til at handle om, hvad der rent faktisk klæder os og føles godt for den enkelte. Den tendens har, ifølge Charlotte Torpegaard, holdt ved siden.

Det har dog ikke betydet, at den røde læbestift er gået af mode, da den for længst er blevet en klassiker. Men i dag bruger vi den – og al anden makeup – som det passer os og med udgangspunkt i vores egen stil og behov, mener skønhedseksperten.

En del af et nyt skønhedsideal

Ifølge Mette Byriel-Thygesen har blandt andet #MeToo og den ligestillingsbølge, vi har set de senere år, haft indflydelse på vores brug af ikke bare læbestift, men hele vores krops- og skønhedsideal.

– Læbestiften skriver sig ind i en tendens, hvor der i dag er et kæmpe fokus på, at kvinder skal have lov til at se ud, som de vil, gå klædt, som de vil, have meget eller lidt kønsbehåring og gå med eller uden bh. Der er et kæmpe fokus på at sætte kvinders udseende fri i disse år.

Og det er, ifølge Mette Byriel-Thygesen, faktisk mere frigørende, end vi så det i 1970’erne.

– Det var meget mere sort/hvidt dengang og i virkeligheden ikke særlig frit, når det handlede om udseende. Havde du makeup og stiletter på, var du i hvert fald underlagt patriarkatet, hvor der i dag er en langt større mangfoldighed: Du kan sagtens være feminist med høje hæle og rød læbestift – men du kan også være det med hår under armene og ingen makeup. Det bestemmer du selv i dag, siger hun.

Det har også betydet noget for læbestiftens symbolværdi, at vi i dag taler meget om samtykke, og at det ikke er i orden, at kvinder f.eks. skydes i skoene at have inviteret til sex via deres påklædning.

– Der er et opgør i gang, som handler om, at bare fordi du for eksempel har røde læber en mandag på arbejdet, så handler det ikke nødvendigvis om, at du vil signalere sex eller lege med din seksualitet – det er nærmere et udtryk for, at du gør hvad du har lyst til, når du har lyst til det. Det behøver ikke handle om andres opfattelse af dig, og det er slet ikke en invitation.