Hudpleje

Rens huden hurtigt: Vi har testet 3-i-1 renseprodukter

af Redaktionen 23. december 2015
På Q har vi testet 3-i-1 rens, se her hvordan de klarede sig.

Det smarte ved 3-i-1-rens er, at man i ét produkt får makeupfjerner, hudrens og skintonic. Og det er noget vi kan lide - og på de dovne dage måske lige frem elsker.

For nogle hudtyper er denne type god på flere måder, for udover at det gør det nemt og hurtigt at få den daglige hudpleje overstået, så klarer man det helt uden vand, hvilket den tørre, sensitive hud kan blive rigtig glad for.

Læs også: Makeup og skønhedsprodukter: Se hvor du kan spare - og hvor det er en god idé at ofte lidt ekstra

I de senere år er denne type rens blevet ekstra populær - men hvilken alt-i-én-rens kan så klare ærterne?

Q har testet otte forskellige produkter, så du kan finde ud af, hvilken en der er værd at købe, næste gang du står og mangler.

Tip: Brug altid vatrondeller, når du skal rense ansigtet. I forhold til en vaskeklud eller køkkenrulle er vatrondellerne nænsomme mod ansiget og irriterer ikke huden.

Hvad: Apotekets 3-i-1 Ansigtsrens, 250 ml, 64,95 kr.

Fordele: Alt makeup bliver hurtigt og effektivt fjernet. Rensen er meget drøj i brug, så du skal kun komme en lille smule på vattet, og så er der nok til at fjerne både foundation, concealer, mascara og eyeliner.

Ulemper: Den er uden parfume og alkohol, men underligt nok havde den desværre en meget kraftig duft af alkohol, hvilket næsten fik mig til at bytte den ud efter kun et par dage.

Bonus: Den er rigtig god og fugtgivende til tør hud. Huden var på ingen måde tør efter brug – selv ikke efter en lang cykeltur i hård vind.

QQQ (3 ud af 6)

Hvad: Pharmaceris Micellar Solution, 200 ml, 100,50 kr.

Fordele: Pharmaceris’ 3-i- 1-rens fjerner nemt og meget hurtigt min mascara uden at tvære den ud eller genere mine øjne. Huden er godt fugtet og blød efter brug.

Ulemper: Rensen var ikke særlig god til at rense foundation af. Det krævede, at man næsten skubbede den af, hvilket gjorde min hud meget rød og irriteret. Jeg ville nok bruge en makeupfjerner først og derefter rense huden med rensen her.

Bonus: Den er fri for parabener og parfume og er designet specielt til allergisk eller sensitiv hud.

QQQ (3 ud af 6)

Hvad: Matas Alt-i-en Ansigtsrens, 250 ml, 64,95 kr.

Fordele: Den stribede fra Matas går man aldrig helt galt i byen med. Den holder, hvad den lover, og er mild ved huden. Den er uden parfume, hvilket er et plus i min bog. Man kan sagtens fjerne en tung øjenmakeup, uden at øjnene svider.

Ulemper: Overdådig ser den ikke ud. Og den lyserøde farve er ikke med til at overbevise mig om, at den er sund for huden.

Bonus: Prisen kombineret med effekten af Matas’ ansigtsrens er nok den største grund til at købe produktet. Man får nemlig utrolig meget makeupfjerner for pengene.

QQQ (3 ud af 6)

Hvad: Cattier Paris, Cleansing Micellar Solution, 300 ml, 99 kr.

Fordele: Den dufter dejligt og naturligt af rose og indeholder aloe vera, som er godt til en sart hud. Den kan både bruges til rens af ansigt, øjne og læber. Den renser huden - men ikke grundigt.

Ulemper: Den fjerner ikke øjenmakeuppen ordentligt, så man skal lige bruge en ekstra øjenmakeupfjerner efterfølgende. Man kunne også ønske sig en lidt mere ren følelse på huden efter brug.

Bonus: Den er uden parfume og alkohol, så derfor udtørrer den ikke huden - det er god for min hud, da den ved udtørring altid giver sig til at producere ekstra meget fedt!

QQQ (3 ud af 6)

Hvad: Vichy Pureté Thermale 3-in-1, 200 ml, 130 kr.

Fordele: Vichys klare væske er nem at fordele på vattet og fjerner alt for derefter at efterlade huden ren og gennemfugtet. Til dem med sart hud skal det nævnes, at rensen er uden alkohol og den er derfor særligt velegnet til sensitiv hud. Selve indpakningen er neutral og pæn at have stående fremme på badeværelset.

Ulemper: Hvis man har meget makeup på, kræver den, at man bruger en håndfuld vatrondeller med rensen på, da den er meget mild.

Bonus: Rensen kommer i en lille delikat flaske, som er nem at have med i sportstasken.

QQQQ (4 ud af 6)

Hvad: Estelle & Thild Biocleanse 3-in-1 Cleansing Foam, 200 ml, 185 kr.

Fordele: Den luftige mousse har en let og lækker konsistens, der er nem at fordele i ansigtet - og nem at vaske af. Den indeholder aloe vera og hyldeblomst og dufter sødligt af saftevand. Makeup bliver effektivt fjernet, og huden er ren og tonet efter brug.

Ulemper: Min hud er temmelig tør efter brug. Selv om den er til alle hudtyper, vil jeg ikke anbefale den til dig med meget tør hud.

Bonus: Flasken er smuk og pynter på badeværelset. 20 procent af ingredienserne er økologiske.

QQQQ (4 ud af 6)

Hvad: NIVEA Refreshing Micellar Water, 200 ml, 59,95 kr.

Fordele: Jeg har aldrig prøvet en rens, der var så god til at fjerne min makeup. Med denne rens tager det ingen tid. Den udtørrer ikke huden, hvilket er skønt for min meget sarte og tørre hud.

Ulemper: Der kommer lige lovlig rigeligt ud af flasken, når man skal have vandet over på vatrondellen, hvilket betyder, at den hurtigt slipper op.

Bonus: Jeg følte mig virkelig ren efter at have brugt den. Alt snavs og makeup var fjernet, og jeg havde ikke den der fornemmelse af, at der stadig sad lidt skidt tilbage.

[[{"fid":"7560","view_mode":"default","type":"media","attributes":{"height":46,"width":211,"class":"media-element file-default"}}]]

Testvinder!

Hvad: Avène Micellar Lotion 3-i-1 renselotion og makeupfjerner til sensitiv hud, 400 ml, 149,50 kr.

Fordele: Dejligt mildt produkt, der renser effektivt helt uden at udtørre huden. Faktisk føles det nærmere, som om den tilfører huden fugt, hvilket er skønt i årets kølige måneder, hvor huden typisk tørrer lidt ud.

Ulemper: Eneste minus ved denne rens er, at duften er en lille smule parfumeret. Når der er tale om en ansigtsrens, er det rart med et produkt uden duft. Men det er nok en smagssag.

Bonus: Produktet er uden parabener, så det er et hit, hvis man går op i den slags.

QQQQQ (5 ud af 6)