solbriller
Skønhed

For meget sol straffer din hud – så hold igen

5. juli 2016
af Annette Aggerbeck
Foto: Panthermedia
Jo mere sol vi udsætter vores hud for, jo flere rynker og større risiko for hudkræft. Men selvom du har solet dig meget gennem dit liv, er der ingen grund til at tro, at løbet er kørt, for du kan gøre meget for at holde din hud sund og fri for hudkræft.

Lysskaderne fra vores yngre dage som følge af for meget sol og solarium er det største problem for vores hud, når vi bliver ældre. Vi får ikke blot rynker af solen, men også forskellige former for hudkræft. Så vi bør tage solbeskyttelse meget alvorligt og holde os fra solarium. Det mener Kaare Weismann, Professor dr.med. i dermato- venerologi (hud- og kønssygdomme). Vi betaler for vores optagethed af at være brune 25-30 år efter, ved at huden degenerer og risikoen for hudkræft øges.

- Overdreven solbadning tidligere i livet betyder, at man i 40 års alderen kan have et rynket ansigt som en 60årig. Selvom man har fået rynker efter for meget sol, er der ingen grund til at fortsætte med at udsætte den for de skadelige UV-stråler. Vi kan nemlig risikere at få forskellige former for hudkræft, hvor modermærkekræft er den mest alvorlige, siger Kaare Weismann.

Derfor får din hud hvide pletter i solen

Beskyt dig mod solen

Kaare Weismann og anbefaler, at man smører sig med faktor 50, hvis man opholder sig meget i solen for at undgå hudskader, der kan føre til hudkræft.

- Selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler faktor 15, mener jeg ikke, det er nok, for cremer med så lav en faktor hindrer ikke mange af de skadelige stråler for huden. Det er ikke kun ansigtet, der får sol, men også halsudskæring og håndrygge, så husk også at bruge solcreme her. Jeg fraråder, at man opholder sig direkte i solen. En sund hud er ikke lig med en solbrun hud, som mange kvinder af en eller anden grund tror – solbrun hud er skadet hud. Alle de skader vores hud får i livet, glemmer huden ikke, så taxameteret kører. Jo flere solskader man har fået, desto større er risikoen for hudkræft. Så hvis man er meget optaget af at se brun ud, så brug eventuelt en selvbruner i stedet, anbefaler Kaare Weismann.

6 myter om uren hud

Hvad har din hud brug for?

Hold din krop sund og rask. Du behøver ikke tage specielt hensyn til hud, for lever du sundt, så har huden det også godt. Derfor gælder følgende råd ikke kun for din hud, men for din sundhed i al almindelighed:

* Det er vigtigt at være fysisk aktiv for at forebygge sygdom og leve et sundt liv. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man er fysisk aktiv mindst 30 minutter hver dag, og at man mindst to gange om ugen sørger for træning med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen, muskel- og knoglestyrken.

* Spis en varieret kost bestående af frugt og mange grønsager og fisk. Vælg fuldkorn, magert kød og kødpålæg samt magre mejeriprodukter. Undgå store mængder af mættet fedt, salt og sukker.

* Husk at få din søvn. Det anbefales, at voksne sover 7-9 timer hver nat. Sover du ikke nok, risiker du at udvikle livsstilssygdomme som fedme, hjerteproblemer og diabetes.

* Sørg for at drikke rigeligt med væske, og gerne vand. Vores kroppe består af cirka 60 procent vand, der er afgørende for, at stort set alle processer i kroppen fungerer, som de skal. Det er derfor vigtigt at sørge for at drikke nok, så vi ikke dehydrerer, fordi vi hele tiden taber væske. Normalt regulerer kroppen sit behov for væske ved, at vi mærker, at vi bliver tørstige og så slukker vores tørst. Som tommelfingerregel skal du drikke halvanden til to liter væske om dagen – og mere hvis du mister mere væske, fordi du dyrker sport, er syg eller vejret er varmt.

* Sørg for at have en god fordøjelse og en sund tarmbakterieflora, for det er med til at holde immunforsvaret velfungerende. Spis derfor fiberrigt og tag evt. tilskud af mælkesyrebakterier eller probiotika, hvis du har problemer med din fordøjelse.

* Spis varieret, så du får dækket dit behov for vitaminer. B3-vitamin (niacin) er et vigtigt vitamin for huden og er med til at søge for, at du danner nye hudceller. Hvis du mangler disse vitaminer, kan du få eksem og forskellige hudsygdomme. Det er dog sjældent, at du mangler dem, hvis du sørger for en alsidig og sund kost. Konsulter din læge ved mistanke om vitaminmangel, så du får rette dosis.

* Du kan ikke gøre din hud sundere ved at proppe dig med ekstra vitaminer, men du bliver syg, hvis du ikke har nok af dem i kroppen. C-vitamin mangel kan f.eks. give dig flere rynker fordi manglen går ud over dit bindevæv og dermed din huds elasticitet.

* Undgå rygning. En australsk undersøgelse har vist, at rygere får syv gange så mange rynker som ikke-rygere.

https://imgix.femina.dk/sund-banner_0.jpg

Læs også