Ditte Gråbøl om at blive ældre
Skønhed

Ditte Gråbøl om at blive ældre: Kan lide at ansigtet har fået rynker og furer

13. februar 2017
af Af Birgitte Bartholdy
foto Nellie Møberg
For skuespilleren Ditte Gråbøl har det haft mange fordele at blive ældre. Her fortæller hun til SØNDAG, hvordan hun har det med sit udseende og hvordan hun især er glad for ikke at være så usikker længere

For omkring ti år siden tog skuespilleren Ditte Gråbøl den beslutning ikke at læse anmeldelser af de forestillinger, hun var med. Hvad enten de var gode eller dårlige, så forstyrrede de hendes arbejde.

– Hvis jeg pludselig fik at vide, at et eller andet ved mit spil var fantastisk, så kom præstationsangsten. Og hvis jeg omvendt fik at vide, at noget var dårligt, var det svært fortsat at spille aften efter aften. Jeg har en større frihed, når jeg ikke ved for meget. Når så vi er færdig med at spille, læser jeg anmeldelserne og har også tit taget kritikken til mig.

Ditte Gråbøl: Jeg har altid haft et meget tyndt filter, som gør mig sårbar

Ditte Gråbøl om sit udseende

Det var dog især, da hun var ung, at bedømmelserne fra anmelderne kunne blive siddende i kroppen i ugevis. Dengang var hun i det hele taget mere optaget af, hvad andre syntes. I dag, hvor hun har været i faget i 37 år og har spillet masser af store komiske og alvorlige roller, hviler hun mere i sig selv.

Det er en af de store fordele ved at blive ældre, siger hun til SØNDAG.

En anden er, at hun ikke længere går så højt op i sit udseende. Engang var hun rystende ked af, hvordan hun så ud.

– Det er svært at forstå i dag. Når jeg nu ser ungdomsbilleder af mig selv, tænker jeg: Undskyld, hvad var problemet? Hvad var det, du hadede så meget ved dig selv? Du ser da sød ud.

Egentlig kan hun rigtig godt lide, at hendes ansigt har fået rynker og furer. At det er ”blevet møbleret”, som hun kalder det med et skønt udtryk, hun har fra sin mor.

– Så behøver jeg ikke at anstrenge mig så meget for at give udtryk for følelser på scenen. Det skulle jeg, hvis mit ansigt var glat og ubrugt.

Hella Joof: Livet bliver bedre med alderen

Jeg var en hidsigprop

Hun tildeler sin mand, fysikeren Freddy Christiansen æren for, at hun også med alderen har fået et mere roligt temperament.

– At møde ham var et stort vendepunkt i mit liv. Jeg var lidt af en hidsigprop før, og det er jeg ikke mere. Han har lært mig, at det er bedst at tale om problemerne, før de bliver rigtig store. Engang synes jeg, det ligesom var nødvendigt for passionen i et parforhold, at man skændtes engang imellem. Det synes jeg ikke længere. Nogen mener så, at jeg er blevet direkte konfliktsky. Det mener jeg ikke. Jeg er bare ikke så konfliktsøgende som tidligere.

Freddy og hun har været sammen siden 2002, hvor de mødtes til en fødselsdagsfest. De holder liv i deres forhold ved at grine og rejse meget sammen og være gode til at gøre ting hver for sig.

– Vores kærlighed handler også om, tror jeg, at vi er enige om de mest fundamentale værdier. Vi går ind for, at man skal opføre sig ordentligt og ikke snyde i skat. Og ingen af os er til dyre vaner og et stort forbrug. Vi vil hellere have den økonomiske frihed til at gøre, som vi har lyst til.

Ætsende og aktuel satire

Lige nu kan Ditte Gråbøl opleves som Mor Karen i Gustav Wieds berømte og ætsende satiriske stykke Livsens Ondskab, der opføres på Nørrebro Teater.

– Den historie er mere aktuel end nogensinde, nu hvor verden kommer tættere på, og mange har allermest lyst til at lukke helt af fra den. Stykket handler jo om, hvor galt det går, hvis vi holder hinanden fast i vores egen lukkede boble og er bange for forandringer. Vi er nødt til at interessere os for den store verden og for vores medmennesker, hvis vi ikke skal gå i stå.

Læs også