https://imgix.femina.dk/media/article/vilde.png
Skønhed

"Behovet for en perfekt hud blev nærmest sygeligt"

11. februar 2021
af Silje Helgesen, kk.no
Foto: Privat
Vilde Sletten har brugt mange år og utallige produkter på at få den perfekte hud. Men det var først, da hun droppede produkterne helt, at huden blev bedre.

Vilde Sletten, 27 år, har brugt meget tid i løbet af ungdomsårene på sin hud. Ud over at arbejde som holistisk hudplejer og som under underviser hos Senzie Akademiet i Oslo, har hun i mange år jagtet den perfekte hud.

Den bløde, solkyssede hud med glød som alle vil have.

Inden for hudplejesegmentet har Vilde derfor prøvet de fleste produkter fra de fleste mærker.

Cremer, rens, sera, ansigtsmasker og -behandlinger har i mange år været en del af den daglige rutine.

Men blev huden bedre? Ikke rigtig.

- Min hud blev næsten lidt syg efter hver ting, jeg prøvede. For hver bums, jeg fik, følte jeg mig mere og mere mislykket. Jeg tænkte, at alle fejl og mangler på min hud symboliserede, at jeg var en ung kvinde, der ikke kunne tage vare på sig selv.

Til sidst måtte hun tage en runde, og se på, hvilke produkter hun brugte – og på om hun var god nok på andre områder af livet.

"Produkt-detox" blev det nye eksperiment, og 11. maj i år stoppede Vilde med at bruge alle produkter. Selv shampoo og balsam.

Hvad var grunden til denne beslutning?

- Det startede vel med, at ingenting af det jeg prøvede, fungerede på min hud, selvom jeg havde brugt ekstremt mange forskellige produkter over lang tid, mens jeg gik på hudplejelinjen. Efter eksamen var huden i ubalance med regelmæssige udbrud, tørre pletter og bumser, som jeg ikke kunne få bugt med på egen hånd.

Hun ville gerne slippe for sine hudproblemer så hurtigt som muligt og begyndte på en antibiotikakur. Men på grund af en omfattende operation tidligere på året, blev huden endnu en gang forværret. En overdosis af hormoner efter indgrebet gik kraftigt ud over huden.

Vilde var desperat, men stadig ved godt mod, da hun fik lavet sit eget hudplejeprogram hos en hudterapeut. Dette program fungerede umiddelbart.

- Jeg var megaglad i et stykke tid, indtil jeg fik et ”tilbagefald”. Det næsten sygelige behov for en pæn hud kom igen. Jeg var alt for optaget af at se frisk og sund ud hele tiden. Jeg var næsten desperat. Jeg havde det i det hele taget ikke godt.

Rød og irriteret

Læge og medicinsk ansvarlig hos Senzie Medispa i Oslo, Karim Sayed, fortæller, at det er blevet mere og mere almindeligt at bruge produkter med aktive ingredienser som syrer, retinoider og eksfolierende stoffer.

Hvis du bruger for mange af disse på samme tid, kan huden blive rød, irriteret og skællende eller blive fedtet og skinnende.

- Hvis du bruger både vask med mekaniske slibende elementer, hudprodukter med syrer (såsom glykolsyre) og derudover et produkt med retinoider, kan det være alt for meget for huden. Det kan fejlagtigt tolkes som om, at produkterne virker, men i virkeligheden er der betændelse i huden, og det øverste lag af huden bliver for tyndt. Nogle produkter passer heller ikke godt sammen og kan give fedtet hud, der skinner, og kan også forårsage en øget talgproduktion og acne, siger Karim Sayed.

Slut med alt

Efter mange kure, utallige produkter, tid og penge fik Vilde en åbenbaring. Hvad var det, hun havde lavet det sidste år? Alt i hendes liv handlede om hendes hud, og om hvor mislykket hun følte sig på grund af urenheder.

Nu var det nok. Hun lagde produkterne på hylden for at lade huden ordne sig selv.

LÆS OGSÅ: Fire geniale råd til dine knastørre vinterhænder

- Som holistisk hudplejer ved jeg, hvad huden og kroppen er i stand til at gøre selv. Jeg bestemte mig for ikke at forstyrre de naturlige processer, for det er jo det, vi gør, når vi tilføjer produkter. Vi forstyrrer kroppens egen evne til at fikse sig selv.

I en hel måned brugte Vilde slet ingen produkter. I starten af detoxen reagerede huden ved at blive varm, rød og tør.

Efter nogle dage mærkede hun også, at porrerne stoppede til, da hun ikke havde renset eller peelet huden, som hun normalt gjorde. Håret blev fedtet i hovedbunden og tørt i spidserne.

- Omkring halvvejs begyndte håret at blive normalt, mens huden blev værre. Den begyndte at flage i store mængder. Det gør den for at skille sig af med alle de døde hudceller, så den kan producere nye, der åbenbart fungerer bedre. Til sidst blev huden så blød, som den aldrig har været før, og håret så også bedre ud. Det eneste, jeg havde brug for, var at skylle det i koldt vand. Konklusionen efter detoxen må derfor være: En del bivirkninger i starten, så bliver det værre halvvejs inde, mens det bliver godt mod slutningen.

Hvilke produkter, troede du, at du ville komme til at savne mest?

- Fugtighedscreme og ansigtsolie, uden tvivl. Det bruger jeg, efter jeg har været i bad. Noget af det værste jeg ved, er at føle mig stram og tør i huden. Det var smertefuldt i begyndelsen af ​​detoxen, men efter en uge havde jeg ikke længere det samme behov for fugt. Det havde sandsynligvis også noget at gøre med, at jeg var god til at drikke meget vand og fik mange gode fedtsyrer i min kost.

Anbefaler skære ned på produkter

Nu er Vilde færdig med selve detoxen, men følger fortsat det, hun omtaler som en minimalistisk hudplejerutine.

De få daglige produkter er organisk rosenvand, jojobaolie, solcreme, når hun er ude i solen, shampoo og balsam og en fed creme.

Hun har også en rens, hun bruger om aftenen, hvis hun har brugt makeup i løbet af dagen, men hun foretrækker mest at være fri for makeup.

- Det føles godt og har ændret mit fokus meget. Nu prøver jeg at finde kvaliteter ved mig selv, der ikke omhandler udseendet, men som jeg ser på som positivt, og som får mig til at have det godt. Det kan være alt fra gå-på-mod til mine evne til at løfte og hjælpe andre. Jeg tager også vare på mig selv ved at træne, spise sundt, sove nok og give mig selv ro.

Nu anbefaler Vilde flere at cutte ned på antallet af produkter. Hun siger ikke, at man skal gå så ekstremt til værks, som hun selv har gjort, men foreslår to dage om ugen, hvor huden får en pause fra hudprodukter.

- Mine tips til en sund hud, er: Drik meget vand, undgå stres, og giv dig selv kærlighed. Vi skal stoppe med at jage skønheden.

Snarere tilpasset end for meget

Læge Karim Sayed siger, at han er positiv over for den tendens, hvor man ser, at mange stopper med de mange produkter og snarere går efter skræddersyede produkter.

Hvis du har mistanke om et overforbrug eller en forkert kombination af produkter, mener han, at det vil give mening at rydde op.

- Det er et ret komplekst felt, og det er vigtigt at have kyndig hjælp til at oprette et simpelt og effektivt regime, der fungerer for din hud. Der er et hav af produkter, og det er ikke let at orientere sig uden faglig viden.

Hvad sker der med huden, når man stopper helt med produkterne?

- Det afhænger helt af, hvad du bruger. Hvis du har et tilpasset hudregime, kan du opleve, at din hud bliver lidt dårligere og ældes hurtigere, hvis du holder op. Hvis du holder op med at bruge acne-produkter, kan du opleve, at det blusser op igen.

LÆS OGSÅ: Så skete det endelig. Mørke rander under øjnene er på mode

- Men hvis du har den forkerte hudplejerutine- eller et overforbrug - vil du opdage, at din hud bliver bedre, når du stopper eller tager en pause. Jeg ser patienter, der har godt af at tage en pause fra meget aktive ingredienser, som de har overbrugt.

Det enkle er ofte det bedste

Karim Sayed siger, at vi ofte ikke har brug for en kompliceret hudplejerutine i hverdagen. Han anbefaler derfor få, men gode produkter, som gerne er købt i en klinik og med hjælp fra en dygtig hudplejer, kosmetisk sygeplejerske eller læge.

Rens/eksfoliering, retinoid og solcreme fremhæver han som det vigtigste.

- Bruger du flere produkter, kan du også skifte, så du bruger et produkt med retinol en dag og et med for eksempel glykolsyre den næste dag. Det vil have en bedre effekt for dig og være bedre for pengepungen.

- Hvis du f.eks. bruger cremer til at fugte, kan du bruge masker en gang imellem i stedet for at bruge flere cremer hver eneste dag. Derudover skal du bruge produkterne i den rigtige rækkefølge, så du starter med det tyndeste og mest vandige og slutter med det fedeste, inden du tager solcreme på til sidst.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på KK.no.

Læs også