knækket hår
Skønhed

Spaltede spidser? Derfor knækker dit hår

9. december 2021
af Redaktionen
Foto: Shutterstock
Er du også træt af ødelagte spaltede spiser og knækket hår? Her får du ekspertens 4 råd til, hvordan du nemt og enkelt kan redde dit hår.

Er dit hår blevet tyndere i kvaliteten med årene, eller er det stærkt og blankt?

De fleste af os oplever, at vores hår til tider kan knække og spidserne bliver spaltede.

Det kan være svært at gennemskue, hvad der gør, at dit hår knækker og bliver ødelagt.

Derfor har vi allieret os med Lars Skjøth, der er stifter af Hårklinikken og forsker i hårvidenskab, human ernæring og biokemi.

Nedenfor kan du blive klogere på, hvorfor dit hår knækker, og hvordan du kan undgå spaltede spidser med fire enkle tips.

Derfor knækker dit hår

– Et hår med tyndere kvalitet vokser langsommere og er ikke lige så godt i stand til at holde på fugten som et hår af god kvalitet. Derfor kan det nemmere blive tørt og livløst at se på – også selv ved kortere længder, forklarer Lars Skjøth.

Udover dit hårs generelle kvalitet vil alt det, du udsætter håret for til daglig, også påvirke, om du har spaltede spidser eller ej.

– Ydre påvirkninger, alt fra pleje og stylingprodukter til føntørring, glatning, farvning, affarvning, klor- og saltvand, sol og vind påvirker også håret og kan gøre det tørt og spaltet, siger Lars Skjøth.

– De fleste kvinder har i større eller mindre grad kvalitetsforringet hår, tyndere hår, og har du det, vil de nævnte ydre påvirkninger også påvirke håret mere.

– Har du derimod meget lidt kvalitetsforringelse, vil du ikke opleve tørre, spaltede spidser i nær samme grad, da håret bedre kan tåle at blive farvet, affarvet, glattet og føntørret, forklarer han.

knækket hår

– Vi ved, at fint hår og blond og mellemblond hår bliver nemmere medtaget, og generelt er den mest effektive løsning på udfordringen at trimme spidserne.

Hvad gør man med knækket hår?

Hvis skaden først er sket, kan det være svært at redde. Her er det en god ide at få klippet de spaltede spidser af. Der findes dog en række måder at forebygge knækket hår på.

Her giver Lars Skjøth dig fire tips til, hvordan du kan undgå knækket hår og spaltede spidser.

Fire tips til at undgå knækket hår og spaltede spidser

  1. Lad dit hår lufttørre efter bad.
  2. Undgå brug af glattejern.
  3. Tag en pause med farvningen og affarvningen.
  4. Beskyt dit hår i solen med en hat eller et tørklæde.

Hårklinikken har klinikker over hele verden, og når man på klinikkerne ser hår, der forandres fra ringe til god kvalitet, er det, ifølge Lars Skjøth, her, den største forandring sker.

For her går håret fra at have været tørt, glansløst og kruset til at være skinnende, vokse hurtigt og se sundt ud trods vind, vejr, føn og farvning.

Læs også