sundt hår
Hår

Få sundt hår fra hovedbunden

11. februar 2013
af Marlene Kronborg
Foto: Pantherstock m.fl.
Sundt, smukt og lækkert hår er noget, vi alle drømmer om. Der findes en masse hårprodukter til både fint, fedtet og farvet hår,men i bund og grund handler det om, at dit hår har de bedste vækstmuligheder. Så sæt fokus på en sund og velplejet hovedbund

Der er snart ikke mange tabuer tilbage, men hårløshed eller tab af hår er desværre stadig et af dem, både for mænd og kvinder. Hårtab, tyndt hår eller skaldede pletter kan skyldes mange faktorer. Både dine gener, kost, sundhed, stress, medicin og miljø kan have en finger med i spillet. Men lige meget hvad der spiller ind, er det et problem, der påvirker os dagligt, når vi står foran spejlet. Vi kan prøve at kamuflere det, men heldigvis har flere og flere af hårplejeproducenterne ladet sig inspirere af hudpleje og sat fokus på en sund og velplejet hovedbund, så håret får de bedste vækstmuligheder fra start.

En usund hovedbund kan skyldes alt for meget talg, der dækker hårsækkene til, så de enten svækkes eller slet ikke kommer frem. Det gælder om at holde hovedbunden ren, velplejet og beskyttet.

Vil du have et sundt, smukt og glansfuldt hår? Se guiden til problemhår her

Ifølge Dr. Francesca Fusco, ekspert inden for hårtab hos Sunsilk, er det helt normalt at tabe op til 1.000 hår pr. dag. En måde at undgå yderligere hårtab er at behandle det våde, nyvaskede hår med måde. Vrid det ikke eller sno det op i en turban. Dup det med håndklædet, og børst nænsomt håret igennem, start med spidserne. En af de største fejl, vi begår, når vi styler håret, er ifølge Dr. Fusco, at vi hiver hårdt i håret, når vi bruger hårtørrer eller glattejern. Det stresser håret ekstra og kan i værste fald føre til, at håret falder af.

For at beskytte håret mod hårtab siger hun, at vi skal være opmærksomme på at vaske vores hår regelmæssigt. Det er en skrøne, at vi ikke må vaske vores hår jævnligt. Hellere det end hudfedt, døde hudceller eller gamle stylingsprodukter, som blokerer for hårsækkene, så hårene ikke kan komme frem. En ren hovedbund er vigtig for hårvæksten. Men husk, at hårvask ikke kun er håret, men også hovedbund. Så brug lige 2-3 minutter på hovedbundsmassage, så cirkulationen sættes i gang. Helt ligesom hos frisøren.

I galleriet herunder, kan du se et udvalg af produkter der plejer din hovedbund