påskepynt
DIY

DIY påskepynt: 10 gode idéer til din påske

10. marts 2020
af Nadja Wehlitz og redaktionen
Foto: Pernille Enoch
Påskepynt er meget mere end knaldgule kyllinger og pastelfarver. Her er vores bud på smuk og enkel DIY påskepynt med masser af elementer fra naturen, der med garanti vil pynte hele påsken.

Påsken står for døren, og det er skønt at have lidt ekstra at kigge på i den hyggelige tid. Derfor har vi samlet de skønneste DIY-projekter, som du kan give dig i kast med op til og under påsken.

For tiden er hæklet påskepynt meget moderne, men de gode gamle traditioner med at puste og male æg er stadig et hit.

DIY påskepynt: 10 hjemmelavet påskedekorationer

Kast dig ud i hjemmelavede påskedekorationer, fine stilleben og fine fjer eller det helt perfekte påskebord.

Nedenfor giver dig 10 forskellige bud på, hvordan du kan lave hjemmelavet påskepynt.

Hyggeligt påskehjørne

påskepynt

Er du ikke til påskepynt i hele huset, kan du med fordel samle det et enkelt sted og på den måde lave et påskehjørne. 

Kommode fra Jysk, malet med maling fra Jotun, urtepotte fra Lyngby Porcelæn, lågkrukke fra Oyoy, stor glasvase fra Bloomon, fjer og æg fra Panduro Hobby.

Tip: Hæng et par fjer i en snor og hæng dem på væggen i stedet for et billede.

DIY påskekrans

påskepynt

En helt simpel krans er smuk på væggen, i et vindue eller på bordet. Brug kraftig ståltråd. Sno enderne om hinanden for at holde sammen på kransen.

Sæt gæslingegrene på ståltrådskransen med blomstertråd, lad evt. enderne stritte lidt, så kransen bliver mere levende. Bambushylde fra Notre Dame

Hjemmelavet væksthus med påskeæg

påskepynt

Brug en stor glasvase til at lave et lille vækst-hus. Fyld bunden med karse og et par hvide perlehyacinter. 

Læg en gren over glassets top, og lad et udpustet æg hænge ned fra grenen.

Løgvækst under glas

påskepynt under glas

Sæt en lille løgvækst i et glas med kuppel, og fyld kanten omkring jorden ud med små vagtelæg (du kan selvfølgelig også bruge et glas uden kuppel!).

Glas med kuppel fra Illums Bolighus og gul vase fra Studio Arhoj. Billedet i baggrunden er fra Stilleben.

Genbrug æggebakken i påskepynten

påskepynt

Genbrug din brugte æggebakke og lad dine frø forspire i den. Supplér evt. med et par perlehyacinter på løg sat i et par æggeskaller i bakken.

Dette er både et miljøvenligt og smart DIY-projekt i påsken.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

DIY grafiske æg med påske mønstre

grafiske æg påskepynt

Udpustede æg er en påskeklassiker. Tegn fine grafiske mønstre på dem, og hæng dem i flok på et par grene.

Mønstrene må gerne være helt enkle og grafiske – det ser fint ud, når der hænger flere ved siden af hinanden. 

Påskeblomster i skåle

påskepynt

Løgplanter er lig med forår. Brug kopper og andre fine krukker til at plante dem i, så de bliver hyggelige til de forskellige påske middage.

Vaser og kop fra Stilleben, tekande fra Notre Dame, saks fra House Doctor.

DIY påskebord

påskepynt

Skriv navn på dine udpustede æg og brug dem som bordkort. Skriv på dem med sprittusch og bind evt. et bånd i dem, så dine gæster kan tage dem med hjem som påskepynt.  

Sort bestik og hvid stofserviet fra Broste Copenhagen, lille tallerken med mønster og sort tallerken fra Stilleben, lille gryde fra Notre Dame, fjer og snor fra Panduro Hobby. 

Karse med påske-overraskelser

påskepynt

Lav små fuglereder af karse, og placér chokoladeæg i dem, og brug dem i din borddækning til påskebordet. Lille grå skål fra Notre Dame, hvid skål fra Stilleben.

DIY æg med kant

Hæld lidt neglelak i en gammel skål, og bland med vand. Tag handsker på, og dyp de udpustede æg i blandingen.

Sæt æggene til tørre på en pind, inden de hænges op eller bruges som fint påskepynt på bordet.