DIY

Cool og praktisk køkkenbord

af Sidsel Zachariassen 24. oktober 2011
Da Rikke fik ny lejlighed og skulle lave nyt køkken, ønskede hun sig et særligt køkken med industristemning og kastede sig derfor selv ud i et fliseprojekt

 

  - Jeg elsker udfordringer og holder af at lave tingene selv, måske fordi jeg er perfektionist og véd, at så bliver det lavet ordentligt, fortæller Rikke. Derfor trak hun selv i arbejdstøjet, da hun skulle have nyt køkken. Hun ønskede sig et køkken med et strejf af industrikøkkenets rå stil, og derfor valgte hun at lave bordpladen med fliser.- Jeg ville gerne have en ren, skandinavisk stil, og derfor holdt jeg alt i hvidt. Jeg valgte hvide fliser med en lys fuge, og for at få det lidt mere råt har jeg brugt en stålliste rundt i kanten, siger Rikke og fremhæver, at en flisebordplade desuden er både praktisk og nem at holde ren og pæn.- Jeg er super glad for den, da den passer til min stil og fremhæver mine fine ting. Og så er den med til at give køkkenet et personligt og anderledes look end det klassiske hvide køkken.

Sådan gør du:Skær en mdf-plade (minimum 3 cm tyk) i den ønskede størrelse og form, og fastmontér den. Derefter skal den grundes, så den ikke suger for meget fliseklæb. Når grunderen er tør, trækkes fliseklæber ud over hele pladen, og fliser lægges med det ønskede mellemrum. Lad det tørre, og smør så fugemasse ud over alle revnerne (undtagen kanten langs væggen). Tør over med en fugtig klud, så du får resterne af fugemassen af fliserne. Når det er tørt, skal fugerne have imprægnering, så skidtet ikke sætter sig fast. Langs kanten lægges en elastisk silikone-fugemasse. Sæt enten trælister eller stållister (disse er lavet hos en smed) på bordets fronter.

Det har kostet:Mdf-bordplade, ca. 700 kr., inkl. levering. Fliser, ca. 500 kr. Fliseklæb, 70 kr. Fugemasse, 100 kr. Stålliste, 700 kr. Imprægnering,100 kr. Grunder, 100 kr.

Tip:Du kan vælge et hav af forskellige fliser og forskellige farver fugefarve. Fugens bredde kan være både helt smal og bred, og på den måde kan du forme din helt egen personlige bordplade.

Læs også: Ugens ide: Lave et smart spisebord>>

Skal hele køkkenet udskiftes? Klik her og se den store guide til nyt køkken