Designers Remix
Stil

De bedste danske designere lige nu – og hvad vi kan lære af dem

21. august 2018
af Josefine Gammelgaard
foto: Designers Remix
Dansk mode har de seneste for alvor vakt udlandets interesse. Men hvad er det lige, de danske designere gør rigtigt? Her er moderedaktørens bud på de 10 mest lovende danske designere lige nu.

Før i tiden var det udenlandske designere, der dominerede danske kvinders stil, men de seneste år er de danske designere i den grad kommet efter det. I dag er dansk design kendt i hele verden, og det er ikke uvant at se danske design i førende modemagasiner som amerikansk Vogue og Elle.

Men hvad er det så de kan, de danske mærker? For Feminas moderedaktør Louise Amstrup handler det i høj grad om, at danske designere excellerer i at lave tøj, der også er behageligt.

- For danskerne handler det meget om komfort. Tøjet skal være komfortabelt og stilet på samme tid. Jeg tror på, du udstråler god stil, når du har det rart i dit tøj. Det tror jeg, er det, de danske designere også gerne vil. At give kunden en feel good-fornemmelse.

LÆS OGSÅ: Moderedaktøren: Det kendetegner danske kvinders stil

Men hvem er det så, der er værd at lægge mærke til? Her får du Louise Amstrups bud på de danske designere, du skal holde øje med.

Mathilde Torp Mader for By Malene Birger

- Vi skal helt klart holde øje med Malene Birgers nye designer, Mathilde Torp Mader, som trækker os i en mere stringent og minimalistisk retning end før. Ved første øjekast er det svært at fornemme, hvad hun vil sige med tøjet, men ser man nærmere efter, leger hun med mange forskellige materialer og teksturer, hvilket gør det spændende. Dansk stil har før i tiden været mere skødesløs, men bølgen er vendt, og nu vil vi gerne have mere stramt design.

Malene Birger

By Malene Birger

Ganni

- Ganni skal man hele tiden holde øje med. De er firstmovers, men har samtidig et tydeligt dansk DNA. De kan finde på at mikse blomsterprint med både leopardprint og striber. Hvor det før var flaskegrøn, bordeaux og sennepsgul, der dominerede på en mørk bund i efterårskollektionerne, og pastelfarver på en hvid bund i forårskollektionerne, er danskerne i dag mere optaget af at lege med farver. Efter finanskrisen er slut, er der kommet en optimisme i samfundet, og det giver plads til at en farve som lyserød brager frem med en optimistisk, barnlig og lidt naiv tilgang. Designet er stadig stramt, men mere farverigt.

Ganni

Ganni

Saks Potts

- Selvom udgangspunktet hos Saks Potts var, at unge piger også skulle have råd til at købe en pels, som også godt måtte være sjov og legende, har de udviklet sig meget siden da. Nu er kollektionen meget mere hel, men samtidig legesyg og tør noget mere, både med snit og farver. Saks Potts er inspireret af vintagegenren med de store kraver, og der er lidt halvfjerdserunivers over det farvemæssigt. De har gjort det til deres eget. Jeg synes, det siger om dansk stil, at der er blevet mere plads til forskellighed og leg. Den bohemede stil, vi så år tilbage, er forsvundet til fordel for et mere stramt udtryk.

Saks Potts

Saks Potts

LÆS OGSÅ: 8 nye modeklassikere

Cecilie Bahnsen

- Cecilie Bahnsen er den første danske finalist til Louis Vuittons talentpris. Hendes univers er også legesygt og lillepiget, og hun arbejder meget i kjoler. Hun er uddannet hos den engelske designer, Erdem, der arbejder meget med blomster og brodering. Cecilie Bahnsen har ført vævningerne videre. Hendes metervarer er dyre, fordi det bliver broderet i hånden. Hele den håndværksmæssige tilgang er det, der gør tøjet så unikt. Hun arbejder meget i sort, hvid, lyserød, flaskegrøn og marineblåt.

Cecilie Bahnsen

Cecilie Bahnsen

Charlotte Eskildsen, Designers Remix

- Der findes massere af dygtige designere, der laver mere brugbart og tilgængeligt tøj. Charlotte Eskildsen fra Designers Remix har altid været tro mod sin egen stil. Hendes udgangspunkt er skulpturelt med asymmetriske snit. Hun er god til at lege med materialer, og hun har altid det lidt sporty og behageligt twist, som vi danskere godt kan lide.

Designers Remix

Designers Remix

Baum und Pferdgarten

- Designerne Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, som står bag Baum und Pferdgarten, er smadderdygtige. De har siden begyndelsen haft en legesyg tilgang til deres tøj, og de har næsten altid leopardprint med i kollektionerne.

Baum und Pferdgarten

Second Female og Just Female

- De to brands Second Female og Just Female er også virkelig dygtige, når det gælder dansk design. De er heller ikke bange for at lege både med blomsterprint og striber. Danskerne sætter pris på et stramt design, samtidig med at tøjet skal være behageligt at have på.

Second Female

Second Female

Birgitte Herskind

- Jeg har altid godt kunne lide Birgitte Herskind, men hun har flyttet sig rigtig meget. Hun er en af dem, der har været i gamet i mange år, og jeg kan huske, da hun havde sin første butik helt tilbage i slut halvfemserne. Hun har virkelig bevist, at hun kan noget. Hun er blevet mere voksen i sit univers og leger meget mere med farver end tidligere. Det kan ses på tøjet, at hun ikke går på kompromis med metervaren.

Birgitte Herskind

Birgitte Herskind

Samsøe Samsøe

- Vi må ikke glemme Samsøe Samsøe. Det er meget dansk, i den forstand, at det er rigtig god kvalitet af sporty streetwear, som er behageligt at have på. Det er lige det, danskerne bedst kan lide - en kombination af komfort og flot design. De er virkelig dygtige.

Samsøe Samsøe

Læs også