Louises passion for potteplanter blev vækket lidt tilfældigt.
– Jeg fik et lidt sølle udseende appelsintræ forærende, som jeg forsøgte at vække med kærlighed iblandet vand og lys. Da det lykkedes mig at få en smuk plante ud af det udmattede træ, skete der også noget i min hjerne, fortæller Louise.
– Jeg følte nok, at jeg havde skabt noget. Jeg forbandt den følelse med noget stort og væsentligt og kunne mærke, at jeg virkelig havde lyst til at udvikle det. Jeg købte, lidt ureflekteret, et par planter, og begyndte langsomt at observere, hvad der skete, når jeg beskæftigede mig med dem, siger hun.
Nu vokser der over 100 planter i Louise og hendes kærestes toværelses lejlighed.
– Det lyder nærmest banalt, men for mig er planterne som små væsener, og jeg behandler dem sådan.
– Det er en livsform, og jeg bliver næret af det skønne, der sker, når planterne vokser, trives, og reagerer godt på mine små forsøg, siger Louise.
I Louises køkken er den i forvejen sparsomme køkkenbordsplads helt fyldt op med grønne planter ved vinduet.
Krydderiophæng med glas er forvandlet til en vuggestue for stiklinger, mens små og store planter i potter danner et grønt gardin.
Louise er fascineret af at formere planter, og det er her, syslerne foregår.
Det er en passion, der tager tid, men Louise fortæller, at det er tid, der beriger hende.
Den tid, hun bruger på planterne, er med til at udvikle hendes forståelse af både æstetik og processer – og ikke mindst hendes store glæde ved at skabe noget med sine hænder.
– Det her er måske noget lidt lommepsykologisk, men jeg tror altså, at man får det bedre som menneske, når man hele tiden omgiver sig med noget levende, der skal passes på, siger Louise.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 5, 2024.
