Plnater_Louise
Bolig

Se billederne: Louise har over 100 planter i sin toværelses lejlighed

22. februar 2024
Af Eva-Marie Wilken
Foto: Martin Sølyst
Over 100 planter hænger ned fra loftet og slynger sig hen over væggene i Louise Olofssons lille lejlighed. Hun har været bidt af botanik, lige siden hun fik en halvdød plante forærende og vækkede den til live.

Louises passion for potteplanter blev vækket lidt tilfældigt.

– Jeg fik et lidt sølle udseende appelsintræ forærende, som jeg forsøgte at vække med kærlighed iblandet vand og lys. Da det lykkedes mig at få en smuk plante ud af det udmattede træ, skete der også noget i min hjerne, fortæller Louise.

Hvem & Hvad

  • Louise Olofsson, digital designer, og Jonathan Attachey, centeransvarlig i et fitnesscenter.
  • Ejerlejlighed på 55 m² på Østerbro i København.

– Jeg følte nok, at jeg havde skabt noget. Jeg forbandt den følelse med noget stort og væsentligt og kunne mærke, at jeg virkelig havde lyst til at udvikle det. Jeg købte, lidt ureflekteret, et par planter, og begyndte langsomt at observere, hvad der skete, når jeg beskæftigede mig med dem, siger hun.

Nu vokser der over 100 planter i Louise og hendes kærestes toværelses lejlighed.

https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_02.jpg
Når man har mange planter, er det værd at vælge ting i farver, der passer til dem. Louise og Jonathan køber de fleste af deres møbler i genbrugsforretninger. Vægfarven hedder Turkish Blue nr. 54 og er fra Flügger.
https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_10.jpg
I soveværelset er pladsen over sengen udnyttet til en hylde – med planter på, naturligvis. Louise har malet både skabe og vægge en varm gul, Bisquit Base fra Dyrup.
https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_07.jpg
Ved det lille arbejdshjørne i stuen fungerer planterne næsten som en rumdeler.

– Det lyder nærmest banalt, men for mig er planterne som små væsener, og jeg behandler dem sådan.

– Det er en livsform, og jeg bliver næret af det skønne, der sker, når planterne vokser, trives, og reagerer godt på mine små forsøg, siger Louise.

I Louises køkken er den i forvejen sparsomme køkkenbordsplads helt fyldt op med grønne planter ved vinduet.

Krydderiophæng med glas er forvandlet til en vuggestue for stiklinger, mens små og store planter i potter danner et grønt gardin.

Louise er fascineret af at formere planter, og det er her, syslerne foregår.

https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_17-1.jpg
Selv imellem kopper og skåle på hylderne står der planter, bl.a. guldranke, novemberkaktus og fiskebenskaktus.
https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_18-1.jpg
Planterne ved køkkenvinduet giver et frodigt udtryk. På væggen hænger en lille plante-vuggestue med stiklinger i glasrør til krydderier.

Det er en passion, der tager tid, men Louise fortæller, at det er tid, der beriger hende.

Den tid, hun bruger på planterne, er med til at udvikle hendes forståelse af både æstetik og processer – og ikke mindst hendes store glæde ved at skabe noget med sine hænder.

– Det her er måske noget lidt lommepsykologisk, men jeg tror altså, at man får det bedre som menneske, når man hele tiden omgiver sig med noget levende, der skal passes på, siger Louise.

https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_24-1.jpg
En stikling af guldranke har sat rødder, mens det stod i et glas med vand. Nu er det klar til at flytte hjemmefra og over i en krukke.
https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_16-1.jpg
Det skaber sammenhæng i indretningen, når også billederne har et botanisk touch. Frida Kahlo ser ud til at trives i de grønne omgivelser på plakaten her.
https://imgix.femina.dk/2024-02-14/hr_r2084_06.jpg
Planten Raphidophora tetrasperma stortrives og indrammer Louises drømmefanger fra Tenerife.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 5, 2024.

Læs også