

Line drømte om en gammel patriciervilla. Det, hun fik i stedet, var meget bedre
17. februar 2023Når Line og Andreas forestillede sig deres drømmehus, så de for sig en gammel patriciervilla med stukloft og originale plankegulve.
Men drømme og virkelighed stemmer ikke altid overens. I hvert fald måtte parret indse, at der hverken var tid eller overskud til et konstant vedligeholdelsesprojekt.

Så drømmen blev rettet til, og i dag har den lille familie base i en nyere funkisvilla i Støvring, Nordjylland.
– Vi vidste, at vi ville blive gladest for et hus, som var let at holde, og som ikke krævede voldsomt meget vedligeholdelse, som ældre huse jo gør, forklarer Line, som hurtigt forelskede sig i den gennemrenoverede, arkitekttegnede funkisvilla fra 70’erne.
– Vi havde ikke været i huset i mange minutter ved første fremvisning, før vi var solgt. Lyset i huset er fantastisk på grund af de mange og store vinduer og ovenlys, og den store træterrasse, som går hele vejen rundt om huset, får inde og ude til at smelte sammen, fortæller Line.
Hvem?
Line Lundquist, 34 år.
Arbejder med redaktionel marketing.
Bor med sin mand, Andreas, og to børn på 8 og 4 år.
Funkisvilla på 220 m² i Støvring, Nordjylland.
Start, parat, indret
Line og Andreas har bevidst valgt et hus, der var indflytningsklart fra start, og som kun trængte til en tur med malerpenslen.
Derfor var det også muligt at nørde indretning, farver og møbler fra starten, da der hverken skulle væltes vægge eller renoveres badeværelser.
Og netop indretningsdelen så især Line frem til. For hende er det ikke vigtigt at ramme en særlig stil.


Hun foretrækker at bruge sin intuition og går gerne på jagt efter guld i genbrugsbutikkerne.
– Vi elsker, hvordan det giver liv, varme og personlighed til indretningen. Ofte synes jeg, at der opstår magi, når man finder den helt rigtige sammensætning, der sagtens kan være et miks af det betydningsfulde arvestykke, den nye designerlampe og loppefundet fra den lokale genbrug, fortæller Line.
Alligevel begynder hun at ane et overraskende mønster i måden, som hun og Andreas indretter deres lyse funkisvilla på.
– Den tidligere ejer havde en mere moderne og farverig stil med både farver på vægge, møbler og malerier, hvilket jeg beundrede meget. Vores egen stil er nok mere nedtonet og klassisk, og vi har tit og ofte grint af, at vi på en måde har indrettet vores funkisvilla som den patriciervilla, vi i første omgang troede, at vi skulle ende med, smiler Line.
Tre tips til stilen
Brug teksturer og former til at give rummet dybde. Tænk i forskellige materialer som træ, marmor, keramik og forskellige tekstiler.
Vælg tone-i-tone til væggene, der males i forskellige nuancer af samme farve, så du får glidende overgange mellem rummene.
Tilføj gulvlange, transparente gardiner for at fremhæve loftshøjde og skabe et blødere lys.
– Den tidligere ejer havde en mere moderne og farverig stil med både farver på vægge, møbler og malerier, hvilket jeg beundrede meget. Vores egen stil er nok mere nedtonet og klassisk, og vi har tit og ofte grint af, at vi på en måde har indrettet vores funkisvilla som den patriciervilla, vi i første omgang troede, at vi skulle ende med, smiler Line.








