Julestjernen
Bolig

Julestjernen - en mexicansk skønhed

11. november 2016
af Susie Helsing Nielsen
Foto: Panthermedia m.fl.
Julestjernen er indbegrebet af jul, og der er næppe andre potteplanter, som har så stor en betydning i juletiden her i landet. Men det er en sart plante i den kolde tid.

Julestjernen - en sart skønhed fra Mexico

Julestjernen er for mange indbegrebet af jul, og den har været dyrket som potteplante her i landet siden omkring 1900. Julestjernen stammer oprindeligt fra Mexico, hvor den vokser vildt i løvskovene som store buske på op til fem meter i højden. I Mexico har planten været tæt forbundet med julen siden det 16. århundrede, men i Europa kom det først så vidt i det 20. århundrede, hvor den gjorde sit indtog som friske snitblomster, før den efterhånden blev til den populære potteplante. Det botaniske navns, Euphorbia pulcherrima, betydning kan findes dels fra Euphorbos, som var læge hos kong Juba af Mauritanien, som opfandt navnet Euphorbia og ordet pulcherrima, som oversat betyder særdeles smuk.

Alt med måde

Julestjernen tilhører vortemælkslægten med ca. 1.600 arter. Fælles for slægten er den mælkehvide plantesaft og den lille blomst, der er omgivet af de farvede højblade. Den er ikke så vild med for meget af det gode, og så er den følsom over for klimaforhold. Hvis julestjernen får for meget vand, bliver den gul og taber til sidst alle bladene. Får den træk eller kulde, står den for tæt på tør eller varm luft fra radiatoren eller står den i direkte vintersol, går det også ud over bladene. De bedste betingelser for julestjernen er en rumtemperatur på 15-20° c. Stil den et lyst sted uden direkte sol.

Julestjernen

Tip

Skal du have held med din julestjerne, skal du følge følgende råd:
• Køb aldrig en julestjerne, der står udendørs. Julestjerner tåler ikke lave temperaturer
• Køb kun planter med friske grønne blade uden pletter
• Få planten pakket omhyggeligt ind i både avis og papir, hvis det er koldt, så stjernen ikke får et kuldechok
• Når du kommer hjem med den, så lad den stå indpakket en times tid, så den kan akklimatisere sig

Julestjernen og andre juleplanter er ikke det eneste, vi pynter op med i denne tid. Også juledekorationer hører julen til. Vil du finde materialer i naturen, så læs her:

Let at narre

Julestjernen er sjov, fordi den er let at narre. Den danner nemlig først blomsterknopper, når natten bliver længere end dagen. I planten findes et pigment, et såkaldt »fytochrom«, der afhængig af lyspåvirkninger dirigerer planten til at danne blomsteranlæg eller ej. Fytochromet registrerer længden af mørket. Brydes en lang nat af få minutters lys, registrerer julestjernen det som to korte nætter og danner derfor ikke blomster. Det trick kan gartnerne bruge, hvis de vil forhale blomstringen til efter nytår. Omvendt kan de fremrykke blomstringen ved at udsætte planterne for totalt mørke i mere end 12 timer pr. døgn ca. 12 uger inden, de ønsker blomstringen.

Læs også