mette bolig
Bolig

Det var et "håndværkertilbud af værste skuffe". Så begyndte malermester Mette at tapetsere

16. august 2022
Af Mette Andersen
Foto: Jan Ove Kristensen
Mette Rosendahl er malermester, så hendes sommerhus har (selvfølgelig) de smukkeste tapeter. Hun har med tæpper, tapeter designet i 1800-tallet og malede gulve formået at gøre en funklende nyistandsat hvid bolig til sin helt egen.

Håndværkertilbud af værste skuffe var ikke noget, der skræmte Mette Rosendahl, da hun gik på jagt efter et sommerhus for et par år siden.

Hun er selvstændig malermester, bor i lejlighed i Holbæk og ville gerne have en fritidsbolig et helt andet sted end i sit lokalområde. Det fandt hun på den nordsjællandske kyst en god times kørsel fra hjemmet.

– Det var ikke et område, jeg kendte ret meget til. Men efter at have tilbragt al min fritid her siden da, må jeg konstatere, at stemningen er fed. Ikke mindst i Tisvildeleje, som jeg kan cykle til, og hvor der er butikker, cafeer og et livligt bymiljø. Der færdes altid en masse mennesker, og det er netop sådan, jeg kan lide det, for jeg ønskede ikke at bo i sommerhus et øde sted, erkender Mette.

mette bolig
Med en klassisk hvid sofa, naturflet og råt træ kan du få den helt rigtige sommerhusstemning frem i stuen. Sofaen er fra Ikea, sofabordet af antikt kinesisk træ er fra Bord & Bænk og tæpperne fra Nordal og Tine K Home. Lysestagerne har Mette samlet over flere år.

Det klassiske, sortmalede træhus med hvide vinduer, et anneks til gæster og en godt 1200 kvadratmeter stor grund med gamle æbletræer var præcis, hvad hun havde drømt om – men huset var helt nyistandsat.

For at give det sjæl og personlighed satte hun derfor mønstret tapet i klassisk design og varme farver op på en del af væggene, malede gulvene hvide og indrettede med gulvtæpper i lag, kurvemøbler og gamle fund.

Lyset ind i stuerne

Ifølge Mette var det vigtigste greb dog at erstatte de små sydvendte vinduer med store gulv til loft-vinduer i soveværelset og stuen.

– Der var lidt mørkt, og det har den tidligere ejer sikkert levet fint med. Men for mig var det nødvendigt med ekstra lys og en uhindret udsigt til haven og hele dens grønne overflod. Så kan jeg vågne, trække gardinerne fra og straks få alt det kønne ind på nethinden. Det er vigtigt for mig, når jeg til daglig bor i lejlighed og ikke har de muligheder, siger Mette.

Hvem

Mette Rosendahl, 57 år og selvstændig malermester.

Hvad

Sommerhus fra 1975 nær Tisvildeleje på den nordsjællandske kyst. Huset er på 50 m2 fordelt på to værelser, og der er også et gæsteanneks på 30 m2 med to værelser.

– Dette er mit drømmesommerhus, selv om jeg også sagtens kan se mig selv i andre slags huse. Det eneste, jeg ikke kan forestille mig, er et luksussommerhus med spa og pool. Der skal være hygge, nostalgi og noget oprindeligt til stede, lyder det fra Mette, som ikke ser stor forskel på, hvordan sommerhus og helårsbolig indrettes. Bortset fra at hun med sommerhuset er ekstra opmærksom på at holde tingene lyse.

– Nu vil jeg slappe af og nyde huset, haven og området med få hundrede meter til stranden. For efter at jeg opfriskede huset, er der foreløbig ikke flere opgaver. Og jeg har sørget for, at der ikke bliver andet havearbejde end at slå græs.

mette bolig
Har du ikke overskabe i køkkenet, kan du hænge en knagerække på væggen til små kurve til køkkengrej.
mette bolig
Få dit hjem til at virke større ved at indrette en hyggekrog med tæpper og møbler udenfor. Gulvtæpper fra Nordal og Tine K Home, og vattæpper fra Quote Copenhagen.
mette bolig
Med hvide gulve og lofter kan du sagtens sætte forskellige tapeter på væggene, uden at det virker rodet. Vælg dog gerne tapeter med samme farveholdning.
mette bolig
Solsejl, store parasoller og markiser er perfekte til at skabe rumfornemmelse i det fri. Mette har plads til seks-syv gæster ved spisebordet under de trekantede solsejl fra Nordal. Fletstolene er fra Ikea.
mette bolig
Soveværelset har fået masser af personlighed med en flot sengegavl fra Living&more v/Coop og tapetet Little Tree fra Tapeteksperten. Bord og lampe er fra Madam Stoltz og gulvtæppet fra Bloomingville. Tip Med mønstrede tapeter, hvid maling og kurvemøbler har Mette skabt den nostalgiske atmosfære, som hun elsker.
mette bolig
Vil du hænge billeder på en væg med mønstret tapet, kan du få et roligt resultat ved at vælge en ramme, der samler en farve fra tapetet op. Tapet fra Morris & Co., billede fra House of Trends, bænk fra Tine K Home og lysestager fra SiffG.

3 tip om vægge

Smalle vægge er nemme at lave billedcollager på, fordi du får rammerne for billedvæggen forærende.

Selv en enkelt væg med mønstret tapet kan slå lige den stil an, som du ønsker i et rum, uden at du behøver at skifte møblerne ud.

Del et stort rum med flere funktioner op med en smal lodret væg med plads på begge sider. Det virker luftigt, og du får lidt ekstra væg at udsmykke.

mette bolig
Et rundt gulvtæppe og en antik lysekrone samler visuelt spisekrogen i køkken-alrummet med bordet i oldemor-stil og de blandede stole. Lysekronen er fundet på Instagram.
mette bolig
Mette skiftede husets sorte køkken ud med et hvidt fra Ikea, så der blev lysere. Tapetet fra Tapetforum giver en varm og nostalgisk stemning.
mette bolig
Tapetet går igen på det stykke væg, der deler køkken-alrummet op. På den anden side af vægstykket står brændeovnen.

Læs også