boligreportage Nynne Rosenvinge
Bolig

Bolig: Her julehygges fra starten af november

af Emilie Jensdottir 11. december 2018
Foto: Kira Brandt.
Nynne Rosenvinge og hendes familie på Holmen i København går all-in på julehyggen, men ikke med klassiske røde nuancer og en overflod af pynt. Her er stilen minimalistisk og grafisk. Til gengæld bliver julekassen allerede fundet frem i starten af november.
Hvem: Nynne Rosenvinge, designer, hendes mand Fabio Donadoni, kok og tidligere chef på Era Ora, deres datter Sophia på 11 og kaninen Ninus.   Hvad: Lejlighed på 92 m².   Hvor: Holmen i København.  
  3 tips til stilen
  • Lad være med at overdænge hjemmet, og gå efter pynt, du kan holde ud at have hængende længe.
  • Hold dig til kølige nuancer og sarte pasteller sat sammen med messingdetaljer.
  • Sæt tykt glas sammen med skrøbeligt, og bland også gerne glasset med papirpynt og kugler i porcelæn.
  KOM MED INDENFOR I NYNNES LEJLIGHED I GALLERIET HERUNDER

På sofabordet fra Ox Denmarq har Nynne skabt julestemning med en minimalistisk stage i messing fra Ferm Living, dekorative brevvægte fra Nynnes eget mærke Nynne Rosenvinge og et mix af ornamenter i glas og papir.

Nynne blander gerne skrøbelig glaspynt med papirkugler, der med striber og printer understreger den grafiske stil.

Nynne har hængt flere af sine værker oven på hinanden. Du kan få samme effekt med plakater og trærammer. Det giver et kunstnerisk udtryk, og du kan nemt skifte udtrykket på væggen. Bænken er fra Bolia.com.

Den grå sofa fra BoConcept og det hvide bord fra Ox Denmarq giver en rolig base, som Nynne har givet farve med puder, tæpper, lamper og vaser. Væglampen, som er et helt kunstværk i sig selv, er fra Please Wait To Be Seated, den blå plakat i velour er Nynnes eget design, og den grønne stol er fra Gubi.

Kugler i pastelfarver fra Søstrene Grene og messingophæng fra Nynne Rosenvinge, hængt på lærkegrene, giver en feminin og moderne effekt, som Nynne har understreget med den grafiske vase fra Hay. Bakken er fra Ferm Living, og lampen er fra Made by Hand.

Nynne blander gerne gamle krystalglas med moderne tallerkener i grafisk udformning, messingbestik og messing-Nagelstager, der gør bordet opdateret og ikke for pænt. Bordet er en gammel plade i marmor på benbukke fra Hay. Stolene er klassiske Eames

Hvert år sniger Nynne en ny sølvske på bordet, der sammen med guldskeen fra Stilleben og den stilrene service er en smuk måde at pynte op og stadig holde den grafiske stil på. Glassene er arvet efter Nynnes mormor, og messingvedhænget, brugt som serviet-ring, er Nynnes eget design

Messing går igen på både bestik, lampen fra House Doctor og bøger i Nynnes køkken, og så er det nemt at tilføje messingophæng til jul for at holde stilen.

Nynne har valgt blå og grønlige nuancer, der giver en køligt juleudtryk, og som passer til resten af hendes boligtilbehør. Brevvægtene er fra Nynne Rosenvinge. 

Har du et møbel med metaldetaljer som f.eks. Nynnes sofabord med messingben, kan du ligesom hende lade det samme metal gå igen på detaljer, lige fra bestik og lysestager til julepynt og gaveindpakning. Guirlanden og brevvægtene er Nynnes eget design.

På badeværelset giver en enkel grangren stemning – mere behøver man ikke altid. Armaturet er fra Vola, bademøblet fra Ifö, og spejlæsken er fra Stilleben.