Bolig

Bolig: En sort/hvid oase

af Retro Villa 25. oktober 2016
Stylist: Mette Helena Rasmussen
Pulsen falder til et roligt tempo, så snart man træder indenfor i murstensvillaen fra 1925. Ingen overflødige ting forstyrrer sindet, og næsten alt er holdt i sort og hvid, lige fra designerstole til detaljer som en høj hat på en hylde. Sådan kan Kathrine Marie bedst lide det.
Hvem? Kathrine Marie Westh, 35 år, og hendes søn Jasper på fem år. Kathrine Marie er kommunikationskonsulent.   Hvad? Murstensvilla fra 1925 på  130 m2 i tre plan.   Hvor? Vejle.   Kathrine Maries 3 bedste boligtips
  • Ryd ud. Når jeg indimellem hjælper folk med lidt hobby-”roomservice”, er det som regel at rydde ud, jeg bruger tid på – og det hjælper og forandrer alverden, hvis et rum ikke er overfyldt.
  • Pas på, at indretningen ikke bliver for gennemført og pæn. Jeg tiltrækkes af kant og skævhed. Det er ofte det, der gør ting rigtig fede.
  • Hent inspiration til indretningen på for eksempel caféer. Caféer kan ofte noget med hygge og spændende mix af ting. Selv drømmer jeg om en dag at lave et køkken i bedste caféstil med mørkt træ, en stor kaffemaskine og stearinlys, der drypper.

KOM MED INDENFOR I DEN SORT/HVIDE OASE I GALLERIET HERUNDER

Forskellige slags spisebordsstole står rundt om bordet, der består af sortmalede brædder og bordben fra Hay. De to akrylstole købte Kathrine Marie brugt. De andre stole er Hays About a Chair og Arne Jacobsens 7’er-stol på hjul – begge i sort. Den lille safaristol er en original Mogens Koch, som Kathrine Maries mor engang fandt på et loppemarked. 7’er-stolen fås bl.a. hos Brdr. Friis Møbler.

Gallerivæggen består af alt fra den dyrebare tegning, hvor sønnen Jasper skrev sit navn første gang, til reproduktioner af Picasso og Matisse. Stjernen er fra Wiingaard Boheme Interieur. Vinduet til højre sidder, hvor der tidligere var en blændet dør. Nu strømmer lyset fra rum til rum igennem det. Vinduet er fra Genbyg.

Rummene virker ekstra lyse takket være Kathrine Maries sort-hvide stil og evne til at rydde ud. Stuen er indrettet med det perfekte antal møbler: Sofa, stol og sofabord, ikke for meget, ikke for lidt. TIP :Hvis det ikke er til at finde lige netop det sofabord, du går og drømmer om, så lav et selv! Det har Kathrine Marie gjort. Det sølvfarvede sofabord er oprindeligt en stor værkstøjskasse fundet i Bauhaus og siden forsynet med hjul.
Selvfølgelig er Kathrine Maries blomster hvide og arrangeret i en hvid vase på en sort skænk. Skænken er købt gennem Dba.dk. Den kom i en meget tvivlsom limegrøn, så Kathrine har været i gang med penslen for at få dette smukke resultat. TIP: Lad dig ikke skræmme af farverne, når du klikker rundt på møblerne på Dba.dk. Ofte kan man finde møbler billigere, fordi farven er lidt off – og en god maling kan kurere det meste.

Kathrine Maries far var jæger, og det refererer geviret i papmaché til. Hun fandt det i Panduro Hobby og malede det med tavlelak. Lampen er fra Normann Copenhagen. 

En buet åbning og en halv væg var den ideelle løsning til at få køkkenet og spisestuen til at hænge bedre sammen, samtidig med at rummene stadig fungerer fint hver for sig.

I køkkenet hænger der hvide hylder på væggen, mage til dem i stuen. Hvidt porcelæn og enkle glaskrukker med morgenmadsprodukter står fremme. Stempelkanden er fra Bodum.

Skråvægge bidrager med en god portion charme, her i soveværelset. Den gennemsigtige plastlampe er fra Kartell. Sengebordet i mørkt træ er købt brugt.

TIP: Mal en enkelt væg i en anden farve for at skabe kontrast. Her fremhæver den mørke væg det hvide og lysegrå sengetøj.

I soveværelset har et gulvtæppe i rød-brune nuancer sneget sig ind i det sort-hvide landskab. Kathrine Marie synes egentlig, at marokkopuden er ret grim, men den stammer fra hendes farmor, så hun holder alligevel af den.

En kvist blev bygget på huset i 2010, og samtidig kom det smukke nye badeværelse til. En fin detalje er det trekantede vindue, der slipper ekstra lys ind. Håndværkerne bandede over at lægge de mange små klinker, men Kathrine Marie er glad for resultatet.