
Ann-Sophies blå trappe deler måske vandene. Men for hende er den en vigtig del af hjemmet
31. marts 2023Så vidt muligt samles Ann-Sophie Ulka Faust med sin mand Kasper og deres tre sønner til pizza, bland-selv-slik og familiehygge i den store, cognacfarvede flyder hver eneste fredag.
Familielivet vægtes højt blandt store såvel som små, og derfor er det vigtigt, at hjemmet består af rolige rammer, som kan rumme hverdagen.
– Min hverdag er meget hektisk i kraft af, at jeg er selvstændig og på hjemmefronten har tre børn. Derfor har jeg bare brug for, at der er ro omkring mig, når jeg kommer hjem, siger Ann-Sophie.

Når hun træder ind ad hoveddøren i murermestervillaen efter en arbejdsdag, er det første, der møder hende den lyseblå trappe, som får modspil af små lyserøde og orange glimt. De små farveeksplosioner op imod store, neutrale flader er for Ann-Sophie med til at skabe ro for øjet.
Hvem
Ann-Sophie Ulka Faust, 35 år.
Stifter og creative director i interiørforetagendet Fabrek, sammen med sin mand, Kasper, og deres tre sønner.
Bor i 135 m² murermestervilla i Odense M.
Følg Ann-Sophie på @fieulka og @fabrek
Selv om hele farvepaletten er i spil, er det især de mere douchede pasteller, der får en plads i hjemmet. Blålige og lyserøde nuancer skaber en tydelig rød tråd gennem alle husets rum og giver plads til en særlig form for harmoni. Hun er dog godt klar over, hvad der for hende er lig med ro, vil for andre være forstyrrende.
– Nogle mennesker vil tænke, at den blå farve på trappen forstyrrer helt vildt meget, men for mig giver det bare mening. Det giver mig en ro og hjemlig følelse, og det betyder så meget, at jeg kan slappe af i hjemmet, siger hun.

Det er ikke kun trappen, der har fået et friskt pust med farvepenslen. Også linoleumsgulvet i køkkenet gik fra beige til grønt, da Ann-Sophie pludselig fik en fiks idé om at trække farverne fra haven ind i køkkenet.
– Farver og former har altid gjort mig glad. Om det er kunst, keramik, puder eller en smuk glasvase, elsker jeg at skabe harmoni ved at sammensætte forskellige farver og former.
“Indretningen må aldrig blive kedelig, og derfor elsker jeg at rykke rundt på vores møbler og tilføre nyt.
Stor udskiftning
Af den grund er der også stor udskiftning i interiøret hjemme ved Ann-Sophie. Når først en genstand har fået sparket, kommer den i kælderen for en stund, indtil det bliver besluttet, om den skal gemmes eller videre til nogen, der vil værdsætte den mere.
– Indretningen må aldrig blive kedelig, og derfor elsker jeg at rykke rundt på vores møbler og tilføre nyt. Det er højest sandsynligt, at vores køkkengulv allerede har en anden farve om et par år, smiler hun.


Én ting, der imidlertid ikke ændres på foreløbig, er det adskilte køkken og spisestue.
Selv om det er en noget atypisk holdning, er Ann-Sophie glad for, at de ikke har et køkkenalrum, som skal kunne rumme alle hverdagens facetter. Endnu engang ligger forklaringen i behovet for ro og harmoni.
– Køkkenalrum kan virke rodede og kaotiske, når man er samlet mange mennesker. Jeg er virkelig glad for, at vi har et køkken, hvor vi kan rode helt vildt og stadig have gæster inde i spisestuen, hvor der er pænt og roligt, siger hun.
Tre tips til stilen
Hvis du trænger til hurtig forandring i boligen, kan du skyde genvej med farverig keramik og glasvaser i bløde former.
Hold hjemmets vægge i en neutral nuance – det giver plads til mere knald på interiørets farver.
Kunst giver personlighed i et hjem og med store billedvægge fra gulv til loft, får du noget at gå på opdagelse i. Vælg ud fra hvad du godt kan lide, snarere end hvad du tænker vil passe sammen.
Tip
Hvis du er vild med striber, kan du med fordel lade det gå igen på puder, vaser og lampeskærme for at skabe den røde tråd i hjemmet.






