Selvudvikling

Psykologen guider: Den svære accept leder dig ud af livskrisen

Er du midt i, eller har du lige gennemlevet, en svær periode i dit liv, er accept nok ikke den følelse, der ligger lige for. Men arbejder du med at acceptere det uacceptable, er det muligt at få glæden og energien tilbage. Psykolog Birgitte Sølvstein har selv måttet erfare på egen krop, at accept er vejen frem.

– De fleste mennesker har let ved at acceptere de små ting i livet, men sygdom, skilsmisse, dødsfald eller drømme, der ikke er blevet opfyldt, er sværere at acceptere. Vi er ikke gode til det i vores kultur. Sådan siger privatpraktiserende psykolog Birgitte Sølvstein. Hun forklarer, at der er flere årsager til det:

– For det første tror jeg, at mange af os føler, vi er berettigede til at leve et liv, hvor svære ting ikke sker. I vores samfund er vi vant til, at vi kan kontrollere næsten alt, hvis vi bare gør os umage nok, spiser sundt og træner hårdt. Det kommer fuldstændig bag på os, når vi rammes af død, sygdom og andre svære ting, fordi vi lever i en illusion om, at det ikke sker – i hvert fald ikke for os.

LÆS OGSÅ: Alene efter mange års samliv: Sådan kom vi videre

– For det andet gemmer vi sorg væk. I andre kulturer har man sorgritualer og går for eksempel i sort tøj i et helt år, hvis man har mistet en nærtstående. Når vi gemmer sorg væk, bliver det også svært at håndtere vores følelser. Og oven i hatten er vi mere alene om de svære ting, end mennesker var for 50 eller 100 år siden. Vi har ikke de nære familiestrukturer, vi flytter, og vi bliver skilt. Vi har mindre social sammenhængskraft, der kan bære os igennem, når livet bliver vanskeligt. Vi er mere overladt til os selv.

– Den tredje årsag til, at det er hårdt for os at acceptere de svære ting i livet, er, at vi føler, at accept er det samme som at synes, at det er okay, at noget er sket. Men accept handler om at anerkende, at noget har ændret sig, og se den nye virkelighed, som den er. Vi behøver ikke at kunne lide forandringen.

LÆS OGSÅ: At acceptere det uacceptable: Sygdom slog An-Magritt ud af kurs

Erkend virkeligheden

Birgitte Sølvstein, der er 41 år, har selv måttet arbejde med at mestre ”kunsten at acceptere det uacceptable”. Hendes søn fik en hjerneskade ved fødslen som følge af en lægefejl. I dag er han 9 år og lider af epilepsi.

LÆS OGSÅ: Da jeg kom ud af den akutte sorg, skulle jeg til at lære at leve

– Han får farlige anfald, som han kan risikere at dø af. Jeg var meget vred i meget lang tid over lægefejlen. Det var svært at acceptere det, der var sket.

Birgitte fortæller, at senere reagerede hun med at få angst og stress, hvilket (også) var svært at acceptere, da hun er psykolog, og som psykolog ”bør man kunne få bugt med stress og angst”.

– Jeg vil sige, at noget af det, jeg fandt ud af, var, at jeg ikke bare kunne drøne derudad. Jeg måtte have plads til mine følelser. Det fik Birgitte ved at skrive dagbog. Blandt andet skrev hun hver aften tre til fem ting ned, hun var taknemmelig for.

– Jeg lærte at være taknemmelig for det, jeg har. Der er for eksempel mødre til syge børn, der har det værre, og som ikke har adgang til hospitaler. Det er så vigtigt at være taknemmelig for det, du ellers let tager for givet, så du ikke kun tænker på det svære, for du får det ikke bedre af at have ondt af dig selv. Man kan hurtigt få gravet sig ned i et hul. Men det skal ikke lyde for hårdt. Taknemmelighed er godt, men det er en hårfin balance, for man har også brug for omsorg og at skabe et rum til sine følelser.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Det, der også hjalp Birgitte Sølvstein, var, at hun – som hun selv udtrykker det – accepterede ”det ultimative”. Og det ultimative er, at hendes søn kan dø af sine anfald.

– Det hjalp mig at se det i øjnene. Jeg tænkte: Hvad er det værste, der kan ske? Og det er, at han kan dø. Jeg anerkendte, at det kan gå sådan, og det har faktisk hjulpet. Jeg har ikke længere den konstante angst, og det har givet mig noget ro.

LÆS OGSÅ: Mistede sit livs kærlighed: Ulla ville ikke være et offer

Følelser tager tid

Ifølge Birgitte er det allervigtigste, når man er i en sorgproces, at finde måder, hvorpå man kan give udtryk for sine følelser. Hun foreslår, at man finder metoder, der passer til ens eget temperament. For nogle hjælper det at gå i terapi, for andre at tale med venner eller udfolde sig kreativt.

– Hvis vi fornægter de svære følelser, bliver det vanskeligt at komme sig over tab eller svigt. Vi sidder fast og kan forblive vrede, angste og bange resten af livet. Hvis der sker noget voldsomt i dit liv, hvor du får dit hjerte knust, bliver syg eller mister nogen, påvirker det din identitet og din idé om, hvordan dit liv skal være. Det kan være meget smertefuldt at give slip på den idé. Det kan være som at vende ens supertanker. Det er en proces, og det tager tid, fordi følelser tager tid.

– Men hvis du formår at acceptere det, der er sket, kommer du ud på den anden side rent følelsesmæssigt, så du igen kan blive glad. Så kan du bruge din energi på det, der gavner dig. Du bliver mere handlekraftig, og du kan nyde dit liv nu og her. Måske kan du ikke ændre på, at du er blevet syg, eller at du er blevet skilt, men du er selv herre over, hvordan du lever din dag, hvad du spiser, og hvem du er sammen med.

Læs mere om: