Kost og helbred

Vaccine eller ej: 5 facts om HPV-vaccinen

Kvinder op til 26 bliver gratis tilbudt HPV-vaccinen, der forebygger livmoderhalskræft. Men er det en idé for kvinder op i alderen også at få vaccinen, og virker HPV-vaccinen hvis man allerede er smittet med en HPV-virus? Få svarene her!

Gennem de senere år har der været stor fokus på livmoderhalskræft, som er den næsthyppigste kræftform hos kvinder på verdensplan. Den rammer cirka 375 kvinder i Danmark hvert år.

De senere år har vi fået viden om, at sygdommen skyldes en infektion med et virus, som ikke kun er ansvarlig for livmoderhalskræft, men som også kan forårsage kræft i skeden, ydre kønsdele, huden omkring endetarmen, i mandlerne og omkring tungeroden.

5 sunde valg der beskytter mod kræft

I Danmark har man valgt at tilbyde alle unge kvinder til og med 26 år at blive vaccineret gratis. Er du ældre, skal du selv betale vaccinen, der koster omkring 1.200 kr. pr. gang, og du skal vaccineres i alt tre gange over et halvt år.

Vi har bedt Kræftens Bekæmpelse om at be- eller afkræfte 5 myter omkring HPV-vaccinen.

Er HPV-vaccination farlig?

Nej. Vaccinen er ikke farlig, men der kan være bivirkninger som smerter/ømhed, og kortvarige influenzalignende symptomer. På verdensplan er der givet over 140 mio. doser vaccine, og på trods af de 129 registrerede tilfælde med alvorlige bivirkninger, konkluderer alle sundhedsmyndigheder herhjemme og i resten af verden, at vaccinen er sikker ud fra den viden, man har nu.

Spis pangfarvet frugt og grønt og beskyt dig mod kræft

Har jeg gavn af vaccinen, hvis jeg er »oppe i årene«?

Ja. Effekten falder godt nok en smule, jo ældre man er. Men har man skiftende partnere, og dermed risiko for at blive udsat for en ny HPV-infektion, er det en god idé at blive vaccineret.

Bør jeg blive vaccineret, hvis jeg har haft den samme kæreste i mange år?

Ja. Det kan være en god idé, hvis du eller din kæreste tidligere har været sammen med en anden. I kan principielt begge være blevet smittet med HPV tidligere. Og virus kan ligge »sovende« i kroppen i mange år. En senere ny partner vil være en ny risiko for smitte.

Beskytter vaccinen 100 procent mod livmoderhalskræft?

Nej. Der findes ca. 15 typer HPV-virus, som kan give kræft. Vaccinen mod livmoderhalskræft beskytter mod type 16 og 18, som er ansvarlig for ca. 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark. Derfor er det vigtigt også at deltage i screeningsprogrammet mod livmoderhalskræft, fra man er 23 år.

Virker vaccinen, hvis man allerede er smittet med HPV?

Nej. Vaccinen virker ikke på en aktuel HPV-infektion, men kun meget få er smittet med HPV 16 og 18 på samme tid. Hvis man er smittet med den ene HPV-type på vaccinationstidspunktet, beskytter vaccinen stadig mod den anden.

Kilde: Vidunderlivet og Kræftens Bekæmpelse