Det skal ikke være tabu at bruge glidecreme
Krop & velvære

Helle har skabt en forretning på glidecreme: "Vi skal bryde med et tabu"

22. april 2019
af Marie Østergaard Knudsen, redigeret til web
foto: Claus Peuckert
Da Helle Harder blev præsenteret for glidecreme-produkterne fra YES, besluttede hun sig for at kaste sig ud i en udfordrende niche. Nu arbejder hun for at informere og oplyse og ikke mindst komme tabuet om tørre slimhinder hos bl.a. kvinder i overgangsalderen til livs.

Den første tanke i Helle Harders hoved var: ”Glidecreme, hvad har det med mig at gøre?” Men Helle Harder, 46 år, skulle ikke læse ret meget om YES-produkterne, før hun fandt både produkterne og historien bag sympatisk.

Vi har sat Helle Harder stævne i hendes kontorfællesskab i centrum af København. Vi er interesserede i at finde ud af, hvordan det er at være iværksætter med produkter, der er lidt tø-hø-agtige. Produkter, som mange almindeligvis fniser af og i værste fald ignorerer. Hvordan er rejsen? Fra selv at rødme til at blive en virksomhedsejer, der knejser med nakken og er stolt af sine produkter? Hvordan er det at være med til at nedbryde et tabu?

LÆS OGSÅ: Spis dig til et sundt underliv

Mange kvinder i alle aldre har tørre slimhinder og derfor smerter ved sex. Op mod 80 procent af alle kvinder oplever tørre slimhinder i skeden i forbindelse med deres overgangsalder. Glidecreme kan være en afgørende faktor for, at man som kvinde kan fortsætte med at have et velfungerende sexliv med den livskvalitet, der følger med. Om den sympatiske historie bag produkterne forklarer Helle Harder:

– Stifterne bag mine produkter er to engelske kvinder, der begge arbejdede på medicinalfirmaet Pfizer, og de var hér i slutningen af 1990’erne med til at udvikle Viagra til mænd. De oplevede, at der var et problem. Med Viagra hjalp man alle disse midaldrende mænd med rejsningsproblemer til at kunne køre i timevis. Men tilbage stod deres stakkels koner, der ikke kunne følge med. De to besluttede derfor, at de ville skabe et godt produkt til kvinder – et produkt, der både var økologisk, rent og produceret forsvarligt. Hele historien er for mig meget tiltalende: Her er nogle kvinder, der havde tænkt på andre kvinder.

Når det hele er for pænt

Helle Harder har været selvstændig grafiker i 18 år, men var tilbage i 2017 nysgerrig efter en måde at supplere sin indtjening på. Gerne noget, der havde med fysiske produkter at gøre, og noget, der pressede hende ud af business-as-usual. Hun luftede sine tanker på et netværksmøde, og en kollega opfordrede hende til at skabe en online webshop for økologisk glidecreme af mærket YES.

Helle Harder samlede handsken op, og hurtigt fandt hun ud af, at produkterne var mere og andet end noget, som hun skulle tjene penge på. Her lå også en væsentlig opgave i at informere og oplyse. Det gik nemlig op for Helle Harder, at midaldrende kvinder, tørre slimhinder og sex var et kæmpetabu. Om den oplevelse fortæller hun:

– Der farer nogle gange lidt en djævel i mig. Kender du det, hvis man sidder i et selskab, hvor det hele er lidt for pænt? Så får man lyst til at sige noget grimt. Sådan fik jeg det. Jeg blev pikeret. Hvorfor skal det være så pinligt? Vi danskere er normalt meget åbne om vores sexliv, men altså ikke, når det bliver problematisk. De færreste kan tale om, at man er tør, og at det hele ikke rigtigt kører. Hvorfor?

LÆS OGSÅ: 9 ting, der bare bliver bedre med alderen

Modstand har Helle Harder nemlig mødt i løbet af det halvandet år, der er gået, siden hun startede. En af dem er den reaktion, hun fik fra sine omgivelser. Hun har et stort professionelt og personligt netværk og har gennem mange år siddet i et stort kontorfællesskab med over 130 selvstændige i mange brancher. Ånden på kontoret er præget af opmuntring og anerkendelse. Af high five, og hvor var det en skøn artikel/god hjemmeside/fedt initiativ/vigtig dagsorden og så videre. Som et fodboldhold på hjemmebane – HEJA, HEJA, HEJA. Opslag på de sociale medier bliver liket og delt i tusindvis, bare ikke lige, når det kom til skedetørhed og overgangsalder.

Så blev der stille på like-knappen.

Helt stille.

Flere skal på banen

Om den reaktion forklarer Helle Harder:

– Dét kom bag på mig. Hvorfor nyder mit initiativ ikke samme opbakning som andres? Jeg ved jo, at det ikke er mig, de ikke kan lide. Men tabuet er altså så stort – også blandt den urbane generation af selvstændige midaldrende kvinder, jeg har omkring mig. Flere kvinder har trukket mig til side og sagt: ”Fedt, at du sælger disse produkter, men jeg kan altså ikke få mig selv til at like det.” Hvorfor kan de ikke det? Er de bange for, at folk skal tro, at de har problemet? Og hvis det er tilfældet, hvad så? Hvorfor er det pinligt?

Den tidligere model, psykolog og børnebogsforfatter Renée Toft Simonsen er i den forbindelse vigtig for Helle Harder at nævne. Hun har med sin bog "Jeg er så F***ing hot" været med til at sætte gang i debatten om kvinder og overgangsalder. Andre eksempler er Pernille Aalund og Line Baun Danielsen. Der skal ifølge Helle Harder endnu flere kvinder til, der åbent forklarer, at man også er kvinde, når østrogen-niveauet falder og kroppen ændrer sig.

LÆS OGSÅ: Overgangsalder - husk, det bare er en overgang

Et andet problem for Helle Harders webshop er Facebooks politik. En webshop som sælger glidecreme er – som alle andre – afhængig af synlighed på nettet og på de sociale medier. Ofte oplever Helle Harder at få afvist sine annoncer på Facebook og Instagram, da man her ikke må ikke reklamere for såkaldt voksenindhold. Helle Harder skal med andre ord finde nye veje for at bryde igennem med sine produkter. Der er meget aftabuisering og oplysningsarbejde, der skal gøres.

Hun kunne godt tænke sig at blive glidecremenes svar på SINFUL i Danmark. Om dét forklarer hun.

– SINFUL er en virksomhed, der på en respektfuld måde sælger sexlegetøj online. Virksomheden blev for flere år siden etableret af et kærestepar, der gerne ville købe sexlejetøj til sig selv. Men de følte sig overhovedet ikke hjemme i det tarvelige miljø af velour, sort og plys, som de kom ind i online eller fysisk, når de var på udkig. I dag har de en god forretning, og de har været med til at gøre det legitimt for alle at have et godt og varieret sexliv. Den transformation vil jeg gerne være med at skabe for glidecreme. At vække forståelsen for at dét at få tørre slimhinder i skeden er helt normalt, og at man kan købe et godt og certificeret produkt, der kan afhjælpe problemet. At det er No Big Deal.

Tak fordi du er åben

Helle Harder har i dag ingen problemer med at tale om sex, tørre slimhinder i skeden og om forskellen på vandbaseret og oliebaseret glidecreme. Hendes mange år som selvstændig har lært hende at gribe opgaven med opbygning af webshop, hjemmeside, lovgivning og regnskab rationelt an. Ifølge hende handler det om at dele elefanten op i små bidder og lære tingene undervejs. Om sine bedste stunder i denne nye del af hendes selvstændige virksomhed forklarer hun:

– Min største tilfredshed er, når jeg bliver ringet op af nogen, der har spørgsmål. Jeg holder af at rådgive kvinderne og af at hjælpe dem, så deres hverdag igen bliver god. Tit oplever de, at de ikke kan få den vejledning andre steder. De oplever, at ekspedienterne i de fysiske butikker ikke har lyst til at tale om det, og at produkterne i øvrigt er gemt langt af vejen. Forleden dag var der én, der sagde, da vi afsluttede samtalen: ”Tak, fordi du er så åben og svarer så godt på spørgsmålene.” Så bliver jeg glad. Så giver det virkelig mening.

Hvad er hvad?

Oliebaseret glidecreme: Indeholder olie og holder længere. Cremen er drøjere i brug, tørrer ikke hurtigt ud og varer dermed længere. Kan ikke bruges med kondom, da olien går i kontakt med gummiet, og dermed risikerer man, at gummiet sprænger eller går i stykker.

Vandbaseret glidecreme: Øger glideevnen ved sex, men fordamper hurtigere.

Intimfugt til kvinder: Daglig fugttilførsel ved tørre slimhinder.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også