https://imgix.femina.dk/media/c0b577232ea5476c9faa8945f1ce2f96.jpg
Krop & velvære

Deler du seng med husstøvmider?

26. august 2011
af ILONA SUONPERÄ JACOBSEN
foto: shutterstock
Hvis du vågner om morgenen med stoppet næse og kløende øjne, har du måske delt seng med lidt for mange husstøvmider. Husstøvmideallergi skyldes ikke dårlig rengøring, men afgøres af luftfugtigheden. Vi har talt med overlæge Holger Mosbech om allergi over for husstøvmider.

Hvis du vågner om morgenen med stoppet næse og kløende øjne, har du måske delt seng med lidt for mange husstøvmider. Husstøvmideallergi skyldes ikke dårlig rengøring, men afgøres af luftfugtigheden. Vi har talt med overlæge Holger Mosbech om allergi over for husstøvmider.

1. Hvad er husstøvmider?

Det er små otte-benede dyr, som normalt ikke kan ses med det blotte øje.

De lever af hår og hudskæl fra mennesker og dyr og trives bedst ved 25 grader og ved høj luftfugtighed.

Derfor er sensommer og efterår højsæson for husstøvmider, som næst efter pollen er den hyppigste årsag til allergi i Danmark.


2. Hvor findes de?

Overvejende i dyner, puder og madrasser.

I sengemiljøet er der nemlig både føde, fugtighed og en passende temperatur, men miderne kan også leve i polstrede møbler og på gulvtæpper.


3. Hvordan viser allergien sig?

Som snue og øjenkløe eller astma, og som forværring af astmaeksem.

Man har det oftest værst om natten eller om morgenen, eller når der støvsuges og rystes dyner.

Har du den slags symptomer, bør du gå til lægen og evt. få en allergitest.

4. Hvordan bekæmpes husstøvmider?

Husstøvmideallergi skyldes ikke dårlig rengøring, og man kan ikke fjerne miderne blot ved at gøre rent. Det er luftfugtigheden, der afgør, om miderne kan leve i boligen eller ej.

En person tilfører dagligt boligens luft 2-5 l vand, fra sved, udånding, madlavning, bad, rengøring, vask m.v. Begræns disse fugtkilder og luft godt ud for at fjerne vanddampene, gerne 5-10 minutter tre gange dagligt med gennemtræk.

Sov i en seng på ben uden tæt bund. Luft sengetøj og madras efter brug. Vask dyne og pude cirka to gange om året. Brug rullemadras og vask den seks gange om året.

Mider i dyner, puder, rullemadras og sengetøj dræbes ved 60 grader. Skift sengetøj mindst hver anden uge, støvsug madrassen og brug evt. et betræk, som er tæt for mider og allergener.

Hold en temperatur på 20 grader i rum, og skru evt. ned i soveværelset ved sengetid.


5. Hvordan behandles husstøvmideallergi?

Hvis det, du selv gør, ikke hjælper, kan det være nødvendigt med medicinsk behandling eller allergivaccinationer mod husstøvmider.


Holger Mosbech er dr. med., speciallæge i allergiske sygdomme og overlæge på Allergiklinikken, Gentofte Hospital. Han har forsket i husstøvmide-allergi og skrevet disputats og mange artikler om emnet.

Læs også