https://imgix.femina.dk/media/article/mundhygiejne2.jpg
Krop & velvære

8 gode råd til bedre mundhygiejne

8. december 2014
af Tandlæge Gitte Bang
SØNDAG giver dig 8 gode råd til at få den bedste mundhygiejne

1. Børst tænder to gange dagligt

Det er næsten umuligt at få børstet tænderne helt rene, hvis du kun gør det én gang om dagen. Børst dem derfor morgen og aften – og gerne midt på dagen efter frokost, så du undgår dårlig ånde i løbet af dagen. Skulle du en dag blive lidt doven, så husk som minimum aftentandbørstningen. Tænderne er nemlig mere udsatte for syreskader om natten, fordi spytproduktionen mindskes, og når man bliver tør i munden, får man lettere syreskader. Husk at bruge tandpasta med fluor, og vent gerne et par minutter med at skylle mund, så fluoren får lov at virke. Bedst er det at nøjes med at spytte overskydende tandpasta ud og ikke skylle mund.

2. Tidspunktet er ikke så vigtigt

Nogle mennesker børster tænder, så snart de vågner, mens andre gør det efter morgenmaden. Hvad er bedst? Det er tandlægerne ikke enige om, men Gitte Bang mener, at det ikke har den store betydning, hvornår man børster tænder, så længe man får dem børstet. Men hvis du f.eks. drikker juice til din morgenmad, så er det dog bedre at børste tænderne før morgenmaden, se hvorfor under punkt 4.

3. Hold igen med sukkeret

Det er sukker, der giver huller i tænderne, så hold igen med sødt. Vi ved godt, at vi lettere får huller i tænderne af at drikke saft og sodavand, men mange tænker ikke over, at vi også kan få huller i tænderne af at drikke iste eller kaffe med sukker i, og at der er meget skjult sukker i vores mad. Hvis du spiser eller drikker meget sødt, så tyg tyggegummi med fluor. Tyg også gerne fluor-tyggegummi, hvis du tager medicin og oplever mundtørhed som bivirkning, da det øger din risiko for at få huller. Spyt hjælper dig nemlig til at holde din mund ren.

4. Pas på syreholdig mad/drikke

Når du skal holde igen med sukker, så er det, fordi sukker i mad og drikke omdannes af bakterier til syre, som skader emaljen og kan give huller og tandkødsbetændelse. Vær derfor også opmærksom på, at syreholdig mad og drikke i sig selv kan være skidt for tænder og tandkød. Det gælder f.eks. citrusfrugter, æbler og juice af syrlige frugter. Når du har spist eller drukket syreholdigt, så skyl din mund med vand bagefter. Hvis du børster tænder efter at have indtaget syreholdig mad og drikke, sliber du yderligere emalje væk. Så vent en time med at børste, eller børst dine tænder, før du f.eks. drikker juice til din morgenmad.

5. Brug en blød, tæt tandbørste

Det er vigtigt at få gjort tænderne rene for ikke at få huller og at få masseret tandkødet, så man undgår tandkødsbetændelse og paradentose. Brug derfor en blød børste og lav små cirkelbevægelser, hvor hårene vendes en anelse op mod tandkødet, så børsten ligger lidt skævt. Vælg også gerne en el-tandbørste med et blødt hoved – her skal du børste lidt anderledes, sådan at du børster én tand ad gangen og følger hver enkelt tands bue. Udskift din tandbørste, når hårene begynder at stritte.

6. Overhold tandlægeeftersyn

Det er individuelt, hvor ofte du har brug for at gå til tandlægekontroller. Nogle går hver tredje måned, andre hvert halve år og har man slet ingen problemer, kan man måske nøjes med at gå hvert år. Det vigtigste er, at du følger dine tandeftersyn, så eventuelle huller og andre tandproblemer opdages i tide.

7. Lyt til din tandlæge

Aftal med tandlægen, hvor ofte du skal bruge tandtråd og/eller tandstikkere. Hvis du har store, gamle tandfyldninger, kan de gå hen og revne, så hvis din tandlæge anbefaler dig en krone for at undgå, at tanden knækker, så lyt til din tandlæge, for det er ærgerligt at skulle gå rundt uden en tand, hvis tanden knækker så uheldigt, at den ikke kan reddes.

8. Pas på dit smil

Sørg for, at dine tænder ser flotte ud, for smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, som man siger. Overvej at få en bideskinne, hvis du får slidte tænder af at skære tænder i søvne, og opsøg evt. en psykolog eller en psykoterapeut for at finde ud af, hvorfor du skærer tænder. Måske kan du også overveje at få et flottere smil med en kemisk tandblegning, for tænder bliver typisk mere gullige med alderen. Der er ingen grund til at bruge tyggegummi og tandpasta, der reklamerer for at blege tænderne, for de har nemlig ikke den ønskede effekt, viser undersøgelser.

Læs også