Gråt hår - få frisørens bedste råd til, hvordan du holder det smukt
Skønhed

Gråt hår? Få frisørens råd til, hvordan du holder det smukt

De små grå, der vokser ud, kan ofte være genstridige og uden glans. De har også en tendens til at få et gulligt skær på grund af vind, vejr og sol. Men bare rolig - for gråt er hot. Frisør Jane Nielsen er et eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at få et smukt gråt hår. Få hendes råd her.

Få frisørens bedste råd til, hvordan du holder gråt hår smukt

- Rigtig mange tror mig ikke, når jeg siger, at jeg ikke farver hår. Men det gør jeg ikke. Jeg dyrker bare mit grå hår, så det ser glansfuldt ud, fortæller 46-årige Jane Nielsen, der er selvstændig frisør hos Vogue Intercoiffure i Ringsted.

Hun føler sig godt tilpas som gråhåret og synes, det klæder hende.

Jane oplever, at flere kunder er gået væk fra at få hele deres hår farvet, når de grå begynder at komme. Mange vælger derimod at få lavet striber i håret enten for at camouflere det grå lidt eller blot for at få mere spil i håret.

- Nogle har stadig så meget glød i ansigtet, at en helfarve passer bedst. Man skal dog huske, at håret stadig har en struktur som gråt under farven og derfor er sultent efter fugt og pleje. For det, som mange ikke ved, er, at gråt hår kræver mere pleje end andre hårfarver.

 

LÆS OGSÅ: Flotte frisurer til gråt hår

Hvad kan jeg gøre for at pleje mit grå hår?

Give det masser af fugt. Gråt hår er mere tørt og stift i strukturen end lyst og brunt, fordi det mangler farvestof, melanin og lipidfilmen rundt om hårstrået, der beskytter håret, og derfor bliver det mere tørt.
Fugtgivende shampoo, hårmasker, hårkure og olier er derfor godt, både i tørt og vådt hår, for at gøre det mere smidigt. 

Bruge afrensende shampoo. Fordi gråt hår hurtigt bliver tørt, suger det til sig og kan derfor hurtigt få et gulligt skær på grund af forurening mv. For at undgå dette og få et mere "koldt" look, er det en god idé at bruge en afrensende shampoo, der fungerer lidt som en pealingmaske, for at rense håret i bund. Desuden kan man bruge violet shampoo og conditioner, der ophæver det gule skær i håret, og lader man dem trække i god tid, opnår man et meget koldt og gråt look.  Jane benytter selv produkter fra Davines.

Spise B-vitamin. For at holde sit hår tykt, er det en god idé at spise B-vitaminer - især B12. Man kan også bruge en shampoo, der sparker hårsækkene i gang og øger hårtykkelsen - eksempelvis "Energizing" fra Davines, som kan købes her.

 

LÆS OGSÅ: Frisør Gun Britt fortæller om at vælge sit grå hår til: Jeg længes på ingen måde efter at være ung igen

Hvad kan din frisør gøre?

Hører du til typen, der går til frisør højst én gang om året, så er det tid til at ændre dine rutiner. Gråt hår kræver nemlig kærlig pleje.

Give håret en kur: Lad din frisør blande ingredienser sammen til en dybdegående kur, der ikke kun giver dit hår og hovedbund fugt, men også proteiner, der passer til dig. Hvis du får sådan en kur regelmæssigt, når du bliver klippet, kan du holde det ved lige derhjemme ved at give det masser af fugt i form af en kur eller maske, som din frisør anbefaler specielt til dit hår.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Bruge naturfarver uden pigment: Det vil give håret glansen og blødheden, som ved en hårfarvning.
- Her kan man også lege lidt med det kolde og bruge en naturfarve med lidt violet i. Mange bliver først grå foran og ikke helt så meget bagpå, som typisk syner mere gylden. Og er man blevet glad for de grå, kan man på den måde tone håret i nakken mere koldt, fortæller Jane.

Klippe dit hår. Og helst hver 4.-8. uge. Gråt hår har større tendens til at spalte, netop fordi det hurtigt bliver tørt.