https://imgix.femina.dk/media/sondag/2012/06/26/solbeskyt-dit-haar/sol-og-haar-stor.jpg
Skønhed

Derfor skal du beskytte dit hår mod solen

3. juli 2012
af Redaktionen
Foto: Panthermedia
Når solen skinner, er det ikke kun huden, der skal beskyttes mod strålerne. Også håret skal beskyttes

Når sommerferien går mod sydens sol, eller solen stikker sit ansigt frem på den danske himmel, så er det ikke kun vores hud, der skal beskyttes mod solens farlige stråler.

Det er også en god ide at beskytte vores hår - og det på trods af at solskader i håret ikke giver sundhedsskadelige sygdomme.

LÆS MERE: Er du i tvivl om, hvilken faktor du skal smøre din krop ind i, så bliv klogere lige her

- Håret kan sandelig få skadet sin struktur og dermed miste sit blanke, glatte ydre. Og jo længere håret er, jo mere udsat er det for skader, for jo flere år har vask, tørring og sol jo slidt på det, lyder rådet fra SØNDAGs faste ekspert Lise Grosmann, der er kosmetolog.

Undgå at få hår som en høstak

Derfor er det en god ide at bruge UV-filtrer i solbeskyttende hårprodukter, der reflekterer uv-strålerne, som virker nedbrydende på hårstrukturen. De solbeskyttende plejestoffer forebygger lige som hudcremen tab af fugt og deraf følgende udtørring.

LÆS MERE: Vil du lave en kur, der plejer dit hår, så klik her, hvor du får opskriften på en hårkur, du kan lave af de ting, du i forvejen har i køleskabet.

Hårets ydre består nemlig af nogle taglagte skæl, hvis sammenkitning solen - såvel som salt- og klorvand - kan ødelægge, så skællene rejser sig.

- Den form for ydre påvirkning og slitage vil gøre hårstrået porøst, og hvad som helst kan trænge ind og ødelægge det yderligere. Håret mister i bogstaveligste forstand glansen og bliver som en høstak, men farven falmer også - ikke mindst, hvis dit hår er farvet med dyr købefarve, forklarer hun fortsat.

Læs også