Venner igen efter 50 år
Selvudvikling

Brynja og Anne Birgitte fandt hinanden: Venner igen efter 50 år

15. marts 2018
Af Birgitte Bartholdy
Foto: Hanne Loop
En frygtet far, der kom ind ad døren, en bogudgivelse og en dramatisk retssag på Bornholm. Tre begivenheder, der alle spiller en rolle i den rørende historie om, hvad der skete, da barndomsveninderne Brynja Svane og Anne Birgitte Stürup genoptog deres venskab efter mere end 50 års adskillelse.

Brynja og Anne Birgitte genoptog deres venskab efter 50 år

Sidst i 1950’erne da Anne Birgitte Stürup som stor pige var på besøg hos sin bedste veninde Brynja Svane i Sønderborg, mærkede hun noget, hun aldrig var stødt på tidligere. På overfladen var lægehjemmet pænt og velpoleret, men der foregik et eller andet, som forskrækkede hende.

– Dengang levede jeg i den vildfarelse, at alle fædre og mødre elskede hinanden, for det gjorde mine egne forældre og de forældrepar, jeg hidtil havde mødt hos kammerater. Men hos Brynja oplevede jeg noget andet. Da hendes far kom hjem og satte nøglen i døren, skiftede stemningen og blev iskold. Jeg kan ikke huske, at han sagde eller gjorde noget ubehageligt, alligevel løb det mig koldt ned ad ryggen. Jeg kunne se på Brynja og hendes mor, at de blev bange, frygten drev ned ad væggene, noget var rivegalt, og fra da af legede vi mest hjemme hos mig, fortæller hun.

Denne oplevelse af en uforståelig frygt hos slyngveninden satte sig stærkt i Anne Birgitte.

I en bog om hendes karriere, "Anklageren – En sag for Stürup", der udkom i 2010, fortæller hun, hvordan den var med til at øge hendes forståelse for, hvor alvorlig en følgesvend frygten er for ofre for fysisk og psykisk vold.

Anne Birgitte: – Jeg fortæller i bogen, hvordan oplevelsen hos Brynja som voksen gav mig en indsigt i, at man ikke må nedtone frygten hos de ofre, der ikke har fået store fysiske skader af et overgreb. Angsten kan stadig være lige så invaliderende.

På det tidspunkt hvor bogen udkom, havde hun ikke set sin barndomsveninde i mere end 50 år.

LÆS OGSÅ: Venskab uden aldersgrænse: Der er 42 år imellem Nini og Pia

Men skæbnen ville, at Brynja sad ikke så langt fra hende i Bagsværd og havde besluttet at tage kontakt, fordi hun havde læst om bogudgivelsen.

Brynja: – Tilbage i vores barndom nåede vi kun at være meget tætte veninder i to år, inden min familie flyttede videre til Aarhus, men vi havde ikke glemt hinanden, langt fra. I alle årene havde jeg fulgte med i Anne Birgittes karriere som anklager og fundet ud af, at hun boede i Hellerup. En enkelt gang havde jeg også prøvet at skrive til hende, men fik ikke svar, fordi det var en forkert e-mailadresse. Nu prøvede jeg igen, og denne gang svarede hun med det samme.

Brynja var på det tidspunkt stoppet som professor i fransk litteratur ved Uppsala Universitet og havde skiftet den krævende pendlertilværelse ud med et liv som forfatter.

Anne Birgitte: – En af grundene til, at vi fandt sammen som børn var netop en fælles interesse for bøger. Især holdt vi meget af alle bøger af Jules Verne og historiske romaner, og vi brugte meget tid på at gennemspille historierne fra vores yndlingsbøger med os selv i forskellige roller. Så det var ikke så overraskende, at Brynja nu var begyndt at skrive romaner selv.

LÆS OGSÅ: Renée: Værn om dine veninder!

Grebet af panik

Det med at læse blev da også det første emne, de to barndomsveninder tog op, da de mødtes på en frokostrestaurant for syv år siden, efter ikke at have set hinanden, siden de var børn.

Anne Birgitte: – Vi var selvfølgelig nervøse, satte os og bestilte noget mad, og så spurgte Brynja: ”Læser du nogle gode bøger for tiden?” Og så sagde jeg, at jeg næsten var blevet færdig med A.S Byatts "Børnenes bog". Det viste sig, at den var Brynja blevet færdig med ugen i forvejen, og så gik vi ellers i gang med begejstret at diskutere den i lang tid og nåede aldrig frem til at tale om skolen og fortiden.

Men fortiden kunne de slet ikke undgå at snakke om, da Brynja kort efter købte bogen om Anne Birgittes arbejde i anklagemyndigheden og opdagede, at hun selv var omtalt i den.

Brynja: – Selvom Anne Birgitte fortæller om mig i anonym form i bogen, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var min familie, hun mente. Det var et kæmpechok, at hun havde oplevet mit barndomshjem som så præget af angst og kulde. Jeg gik nærmest i panik og følte, at min hemmelighed nu blev udstillet for alverden. Ret ubehageligt, for jeg havde gjort mig stor umage for at skabe mig et liv og en personlighed, der intet havde med min barndom og mine forældre at gøre. Man kan sige, at jeg effektivt havde lagt låg på, hvor meget jeg frygtede min far, og jeg havde hverken fortalt min mand eller børn om det. Derfor var det voldsomt, at det nu stod i en bog.

LÆS OGSÅ: Hvordan har dine forældre påvirket dig?

Anne Birgitte: – Brynja skrev en mail til mig om, at hun var rystet over at læse om sig selv, og at vi måtte mødes og snakke om det. Og det gjorde vi så. Jeg så det jo som en lille anekdote, som ingen andre kunne finde på at forbinde med Brynja. Jeg tænkte ikke over, at det kunne genere nogen.

Den psykiske vold var værst

I dag erkender Brynja blankt, at hun overreagerede.

Efterhånden som hun faldt ned, viste det lille intermezzo sig da også kun at være til det bedste. Det gav hende mod til i en alder af 64 at grave sig tilbage til sin barndom og for første gang nogensinde tale med andre om de ubehagelige minder.

– For Anne Birgitte havde jo ret i, at der var meget frygt i mit hjem dengang. Min far var ikke så voldelig, at vi fik store fysiske skader af det. Han brugte mest det at hive og slide i vores hår og tøj og skubbe os henad gangen. Det var slemt nok, men den psykiske vold var værre. F.eks. var han utroligt lunefuld, skældte og smældte og hånede os og fortalte mig tit, at han ikke troede, han var far til mig. Der var intet filter på. Og så brød han sig ikke om, at vi havde venner på besøg.

https://imgix.femina.dk/dsc_1888.jpg

Anne Birgitte Stürup (til venstre) og Brynja Svane er igen uadskillelige

Dramatik på Bornholm

Undervejs har Brynja også fået en stor interesse for Anne Birgittes arbejde som anklager, og hun har overværet flere af de kriminalsager, som veninden førte, før hun gik på pension sidste forår. Blandt andet var hun tit at finde i retssalen, dengang Anne Birgitte var anklager i sagen om Amagermanden.

I en ny revideret udgave af bogen om Anne Birgittes karriere, "På ofrenes side – En anklager fortæller", optræder de begge to og fortæller, hvordan især en frygtelig retssag på Bornholm bragte deres venskab ind i en ny fase.

Sangen handlede om to piger, der var blevet udsat for uhørt grove, årelange seksuelle overgreb fra deres mor og stedfar.

Brynja fulgte med Anne Birgitte over til Bornholm i begge de to omgange, sagen kørte. Den første gang kom i stand, fordi Anne Birgittes mand var blevet syg.

Anne Birgitte: – Don og jeg har en ferielejlighed på Bornholm, og når jeg var anklager i en sag derovre, tog min mand altid med, og så boede vi i lejligheden og nød at tilbringe fritiden sammen. Nu skulle jeg over og føre en stor, krævende nævningesag, og det var svært for mig, at Don ikke kunne komme med, fordi han var blevet hjerneskadet af en sprængt hovedpulsåre. Derfor spurgte jeg Brynja, om hun ville holde mig med selskab.

Forholdet mellem de to veninder var helt gnidningsfrit under byretssagen. Men da de igen tog derover sammen året efter, hvor Anne Birgitte skulle være anklager i samme sag i landsretten, blev det sværere.

Sagen var så barsk, at flere nævninge brød sammen og måtte have psykologhjælp. I det hele taget udviklede den sig så dramatisk, at Anne Birgitte måtte trække på hele sin faglige ekspertise og tage aftenerne i brug for at nå det hele.

Derfor var hun ikke opmærksom på, hvor meget sagen påvirkede Brynja, der undervejs fik ribbet op i sine egne barndomsminder.

Brynja. – Jeg sad hjemme i ferielejligheden om aftenen og havde en stor medlidenhed med de stakkels, stakkels piger. Det var svært at rumme, at den slags overgreb overhovedet kunne foregå i Danmark, uden at nogen greb ind tidligere. Især én situation gjorde et dybt indtryk på mig. Trods alt det grusomme, der var foregået, ville den ene af pigerne genskabe kontakten til sin mor og sendte hende et appellerende blik under en afhøring, men blev totalt ignoreret. Jeg har ikke selv været udsat for incest eller overgreb, der kan sammenlignes med det, pigerne oplevede. Men jeg genkendte med stor smerte følelsen af at blive ondt behandlet af en af sine nærmeste og alligevel forsøge at få den persons kærlighed.

Pludselig var alle tabuerne omkring Brynjas traumatiske barndom ved at blive revet ned inde i hende, og det væltede frem med minder, som var tæt på at få hende til at bryde sammen.

I ferielejligheden på Bornholm reagerede hun ved først at blive tavs og derefter tale som et vandfald.

Og det på et tidspunkt, hvor Anne Birgitte ikke havde tid til at sætte sig ned og for alvor lytte til hende.

LÆS OGSÅ: Påvirker dit forhold til dine forældre dig stadig?

En stor gave

I dag har de fuld forståelse for hinandens reaktioner, og der er ingen bitterhed, tværtimod.

For Brynja blev opholdet på Bornholm startskuddet til at kaste sig ud i at bearbejde de barndomsoplevelser, som Anne Birgitte oprindelig fik hende til at se i øjnene.

– De havde ligget længe og ulmet. Nu arbejdede jeg mig mere og mere ind i, hvorfor jeg havde været så ulykkelig, og hvad der var baggrunden for mine forældres temperamentsfulde og forfærdelige forhold. Det udviklede sig så intenst, at det ødelagde den roman, jeg var ved at skrive. Min hovedperson smuldrede for mig, fordi jeg hele tiden blandede mig selv ind i historien. Jeg prøvede så i stedet at skrive min egen historie, men den blev for klynkende. Til sidst fandt jeg endelig en form, hvor jeg skrev min egen historie med et fiktivt islæt, og det blev til romanen "Kastebold", der udkom sidste år.

– Og hvor jeg ikke fik talt nok med Brynja på Bornholm, så har vi talt meget om hendes proces med at forme stoffet til en roman siden, tilføjer Anne Birgitte.

Deres venskab bliver kun stærkere og stærkere. Foruden bøger taler de også om alt muligt andet mellem himmel og jord og går tit i biografen og på udstillinger sammen.

Anne Birgitte: – Det er en kæmpe gave at få, når man igen får kontakt med et menneske uden for ens familie, som man har så solide følelsesmæssige bånd til.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også