Brev til Nikoline Werdelin - jeg er den bitre ekskone
Nikolines brevkasse

Kommentar til brev til Nikoline Werdelin: Jeg er den bitre ekskone

For en rum tid siden fik Nikoline Werdelin et brev fra en frustreret læser, som blev ignoreret af sin mands ekskone. Nu har en anden ekskone skrevet en ærlig kommentar fra ”den anden side” om, hvordan og hvorfor hun blev en af de bitre ekskoner.

Kære Nikoline Werdelin,

Dette er egentlig ikke et spørgsmål, men en kommentar til indlægget fra Jette i SØNDAG nummer 3.

Læs spørgsmålet fra Jette her: "Brev til Nikoline Werdelin: Jeg bliver ignoreret af min mands ekskone"

Jeg har nemlig været ”den bitre kvinde”. Før det var jeg en helt almindelig gift kvinde, der som så mange andre mente, at egoistiske ekskoner, der hang fast i martyrrollen og bitterheden, skulle tage sig sammen og komme videre. Men en dag sad jeg selv i suppedasen. Min mand gennem 20 år og faderen til mine tre børn havde haft en mere eller mindre udviklet affære gennem fire år. Da jeg opdagede det, brugte han endnu et år på at finde ud af, at han ville skilles. Så var vi oppe på fem år. Det var en flerpuklet kamel at sluge.

Ja, jeg var gal på ham. Men det meste af min vrede kastede jeg over den nye kæreste. Jeg HADEDE hende. Min eksmand havde opført sig dårligt og fejt, men han var stadig en vigtig person i mit liv. Forbundet for evigt af børnene, og jeg holdt af ham som min ældste ven. Vi lavede en fin lille skilsmisse uden den mindste konflikt og med tre børn, der aldrig har hørt os tale dårligt om hinanden.

Men jeg nægtede at høre om ”den anden kvinde”. At møde hende. Jeg forestillede mig, at hun havde hugtænder, ville spise mine børn og ødelægge alt. Og det var ikke af stædighed, for jeg kunne simpelthen ikke rumme det. Fik kvalme, græd og skar tænder bare ved tanken om at mødes. Jeg ville ikke anerkende hende overhovedet.

Efter et års tid fik jeg en ny kæreste, som jeg 13 år efter fortsat har det dejligt med. Men svigtet, der havde gnavet et stort, ømt sår, blev der ved med at gå hul på. Og nogen skal jo have skylden. Ens eksmand er det upraktisk at være uvenner med, sig selv er man jo ikke meget for at kritisere – så den anden kvinde kan passende få skylden for familiens forlis og drømmenes sammenbrud.

Jeg kom videre ganske hurtigt. Ny kærlighed. Meget sundere parforhold. Masser af oplevelser, jeg ikke fik før. Børnene accepterede uden problemer min nye ven. Men jeg ville stadig ikke møde HENDE. Det blev et uoverstigeligt bjerg, som jeg ikke kunne komme over.

Indtil den dag min ældste søn fik nok og sagde sin mening om, hvad det gjorde ved ham og hans søskende, at jeg ikke kunne være i rum med deres fars nye partner. Han bekymrede sig om fremtiden, et bryllup måske, hans kommende børns fødselsdage. De skulle flytte til en ny lejlighed en uges tid senere, og HUN skulle hjælpe. Jeg havde derfor meldt fra. Min søn bad mig kærligt, men også håndfast, om jeg ikke kunne se at komme dertil, hvor de ikke skulle passe på mig hele tiden og ikke kunne invitere de mennesker, de gerne ville se.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min bror vil ikke acceptere, at jeg ses med hans ekskone

Så gik jeg hjem og græd i tre dage. For pokker da også, hvor ville jeg gerne. Og til sidst bestemte jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg mødte op midt i flytningen, tog den nye kæreste lidt på venstre ben. Så samlede vi os, tog os alle sammen. Jeg var kravlet op ad og over bjerget, og turen efter toppen var selvfølgelig meget nemmere end den seje vej derop. Og udsigten viste sig ny og meget videre.

Nu er der mirakuløst nok ingen problemer længere. Og jeg takker min søn, der tog tyren ved hornene. Vi har delt bryllupper, børnefødsler, eksamensfester, fødselsdage i årevis. Hun er såmænd vældig flink og har slet ingen hugtænder. Børnene er glade.

Så kære Jette. Måske kommer hun videre, og hvis ikke, handler det ikke nødvendigvis om dig. Det er bare vildt hårdt at blive løjet for og svigtet og se ens drøm blive smadret, fordi – ser det ud til – en udenforstående kommer til og napper ægtefællen i et svagt øjeblik.

For mig var det mine børn, der gav mig skubbet. Jeg kunne jo godt selv se, at både mit eget og deres liv ville blive besværligt, hvis jeg ikke bevægede mig op over det bjerg. De bedste ønsker for jeres familie.

Venlig hilsen, Ekskonen

 

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min svigerdatter afviser mig

Kære Ekskonen

Tak for dit skønne brev, som jeg har måttet forkorte – jeg håber, det væsentlige er bevaret. Det er en fantastisk beskrivelse af en såret kvindes måde at overleve utroskab og en hel families opbrud på. Du fortæller så indfølende om dæmonisering og kærlighedens modsætning, hadet. Der ligger en mageløs kraft i vrede, og stor energi i at hade... og det kan være så meget mere fuldt af liv end at sørge, bøje sig, acceptere, før man er klar. Du fortæller det selv – du hadede ”hende”, fordi du ikke kunne hade din mand. Hun var stedfortræder for alle de negative følelser, der hvirvlede rundt i dit indre med stormstyrke – og da du ikke kendte hende, kunne hun bruges som skraldespand for det hele. Hun blev også objekt for dit selvhad. De ting ved os selv, som vi finder uspiselige, kan næsten bringe os i knæ. At hade en anden føles ikke som at gå i knæ – det føles som at være kriger.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Jeg ved godt, at ting tager tid, og du beskriver, hvordan dit nye, gode liv sagtens kunne løbe parallelt med din kamp med dragen. Men jeg forestiller mig stadig, at en god analytiker kunne have hjulpet dig med at skille maskinen ad og forstå mekanismerne. Tror du ikke, at du kunne have forkortet den livsfase, hvor du havde så meget energi bundet i at rase, hvis de tre dages gråd var blevet fremprovokeret noget før? Når man hader, bruger man jo så mange kræfter, at man næsten kunne have bygget et hus med de bare hænder!

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er nervøs for, at han ødelægger min datters konfirmation

Men måske et rigtigt eventyr skal indeholde mange års lidelse. Det er vidunderligt at høre, at dine voksne børn tog bladet fra munden, og at det endte godt. Jeg bliver glad ved tanken om, at vi kan svigte, forandre, miste, rase… og alligevel ende med at bære tallerknerne ud i solskinnet til en barnedåb og sende hinanden et indforstået blik. Vi er sammen i denne patchworkfamilie… på gode dage og regnfulde dage.

Mange hilsener, Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected]

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.