Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Tør jeg forlade min mand?"

"Det er, som om vi ikke længere har noget at sige hinanden, når vi ikke har familielivet at gå op i. Samtidig elsker jeg ham jo stadig, og jeg kan heller ikke forestille mig at skulle bryde mit hjem op". Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline werdelin

Jeg er gift på 26. år og mor til to voksne børn, hvor den yngste flyttede hjemmefra for to år siden. Det var en stor omvæltning, og jeg må indrømme, at jeg stadig kan blive vemodig, når jeg kommer hjem til et stille hus efter endt arbejdsdag. Jeg kunne godt lide de travle år, hvor børnene altid havde venner på besøg, og der var liv og glade dage ved middagsbordet. Nu er der kun min mand og jeg, og det er ikke altid lige muntert. Han foretrækker at spise foran tv'et, og måske skyldes det, at han heller ikke kan holde tavsheden ud mellem os. 
 
Det er, som om vi ikke længere har noget at sige hinanden, når vi ikke har familielivet at gå op i. Samtidig elsker jeg ham jo stadig, og jeg kan heller ikke forestille mig at skulle bryde mit hjem op og ende alene i en lejlighed. 
 
 
Jeg har nok hele tiden tænkt, at det ville blive bedre, når jeg havde vænnet mig til det nye livskapitel, men nu er jeg kommet i tvivl. For en måneds tid siden forsøgte vi nemlig at tage os sammen og tog på en uges ferie til Maderia. Men rejsen var ingen succes, for vi havde stadig ikke noget at tale om, og dagene slæbte sig af sted. Han brokkede sig over, at jeg sms’ede med mine veninder, men selv sad han med den ene øl efter den anden. Formentlig af kedsomhed. 
 
Bør vi se i øjnene, at vi ikke længere har noget til fælles? Og tør jeg overhovedet at leve alene? Jeg er også bekymret for, hvad børnene vil sige.
Med venlig hilsen TM
 
LÆS OGSÅ: "Vores hjem forfalder, hvordan råber jeg min mand op?"
 

Kære TM

Inden I smider håndklædet i ringen, vil jeg anbefale jer en lang, god samtale. Er der nogen af jer, der vil det her? Har I nogen nysgerrighed på hinanden tilbage? Vil I begge arbejde på at skrive endnu et kapitel af jeres ægteskab? 
 
For jeg tror, det kommer til at kræve en indsats. I får måske brug for hjælp udefra – og I skal ind i jer selv og tage nogle chancer. Finde uopdagede gemmer frem, åbne dem – og turde holde små og sårbare hemmeligheder frem for hinanden. Og så vil jeg anbefale jer at finde noget mere at være sammen om. Det er ikke nok at elske de samme børn. Jeg tror, I skal bestige bjerge eller begynde at sejle kajak og involvere jer i noget uden for jer selv, for eksempel klimakampen. I vores overflodskultur, hvor kasser med mad kan blive afleveret foran hoveddøren, og hvor underholdningen flyder i en lind strøm ind i stuen, behøver I ikke være sammen om andet end bolig og dobbeltseng – men det er ikke nok til at nære kærligheden. Den er sulten og skal have noget at spise. Alt det her kræver tid og vilje – har I det? Hvor meget vil I livet sammen? Og hvordan kunne alternativet se ud?
 
KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje
 
At blive sammen med en mand, som man intet har at sige til, fordi man ikke ved, om man tør være alene (i et samfund som vores), synes jeg er lidt pivet. Og hvis børnene ellers lever i nutiden, har de nok hørt det, der er værre. 
Mange hilsner Nikoline
 
Skriv til Nikoline Werdelin
Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
 
LÆS OGSÅ: Min mand er blevet kedelig