Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Skal børnebørnene have ren besked om deres mors kræftsygdom?

"Min søn og svigerdatter synes, at de skal have ren besked om deres mors kræftsygdom. Men min mand og jeg mener, at det er for barskt." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline

Jeg vil gerne høre din mening om et problem, vi har fået i familien. Min søn og svigerdatter har tre børn på 16, 13 og 11. For tre år siden fik min svigerdatter brystkræft. Hun blev opereret og fik efterbehandling. Dengang var det kun deres ældste datter, der fik at vide, hvad der foregik. De andre vidste naturligvis, at hun var syg, men de kendte ikke detaljerne. Nu har en kontrol vist, at kræften har spredt sig, og hun skal have kemobehandling. Eftersom børnene er blevet så store, er det sværere at holde hemmeligt – og det virker desværre mere alvorligt denne gang.
 
 
 
Vi er meget i tvivl om, hvad vi skal sige til dem. Min søn og svigerdatter synes, at de skal have ren besked. Men min mand og jeg mener, at det er for barskt. Har du et godt råd?
 
Min svigerdatter og jeg er meget tætte, og hun er indforstået med, at jeg skriver til dig.
 
Med venlig hilsen Gerda
 
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Mit barnebarn ønsker sig en piercing til sin konfirmation"
 

Kære Gerda

Det er en meget sørgelig problemstilling. Men netop, når livet er allersværest, er det vigtigt at guide børn godt igennem. Og det tror jeg uden tvivl er ved at sige dem sandheden – og så hjælpe dem til at være i livet, på livets vilkår. Holde om dem imens – lade dem reagere på det, lære at magte det, rumme det.
 
Børn har et fantastisk og veludviklet sanseapparat. Det meste af det, børn lærer, lærer de ved bare at være her – ellers havde menneskeheden ikke overlevet. De er mestre i at aflæse voksnes blikke, stemmer, og de registrerer små suk ... og tager bestik af måden, vi kigger ud af vinduet. Hvis der ikke er overensstemmelse mellem de voksnes signaler og deres ord, begynder børn at digte. De bliver utrygge, tager skyld på sig og leder desperat efter svar. 
 
Alt sammen tror jeg er sværere for dem end at få voksen, klog og kærlig samtale om det, som er sandt.
 
De børn, du fortæller om, er så store, at de ved, hvad sygdom og død er. Deres forståelsesprocesser vil foregå på forskellige niveauer ... og de vil alle tre have behov for at gå ind og ud af samtaler om det i deres egen rytme. De vil alle have behov for glemsel, fortrængning og normalliv.
 
Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her
 
Der er ingen grund til at tale om slutningen, undtagen når børnene spørger – men den kærlighed, de kan få af deres mor, tror jeg bliver langt renere og finere at bære med sig i livet, hvis hun ikke oven i sin sygdom skal spille skuespil. Og den kærlighed, de selv vil give hende, kan de give hende. 
 
Skyld, fortrydelse og ”hvorfor gjorde jeg ikke” er noget af det, vi bakser mest med, når vi mister nogen. Skulle det værste ske, er børnene langt bedre rustede til at håndtere det store tab, end hvis de har gået rundt i en tåge.
 
I håb om god bedring og gode samtaler,
Nikoline
 
Skriv til Nikoline Werdelin
Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.