Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Min svigersøn ryger hash"

"Min 18-årige datter er blevet kæreste med en ældre fyr, der kommer i andre kredse, end hun er vant til - og så ryger han hash hver dag. Jeg fortalte min datter, at det bekymrer mig, men hun tog min kritik ilde op. Hvad gør jeg?" Læs brevet til Nikoline Werdelin her.

Hej Nikoline Werdelin

Min datter er 18 år og går i gymnasiet, og hun og jeg har hidtil haft et godt og fortroligt forhold. Nu er hun imidlertid blevet kæreste med en noget ældre fyr, som desværre kommer i lidt andre kredse, end hun er vant til. Han arbejder ikke, men holder sit tredje sabbatår, og min datter har betroet mig, at han ryger hash dagligt. Det bekymrer mig, og det lagde jeg ikke skjul på. Hun tog min kritik ilde op, og siden er hun begyndt at opholde sig mere og mere i hans lejlighed, og hun betror sig ikke længere til mig.

Jeg er med på, at hun løsriver sig, men jeg er bange for hans dårlige indflydelse. Jeg har en fornemmelse af, at hun forsømmer skolen, men eftersom hun er myndig, får jeg ikke besked. Bør jeg tage en alvorlig snak med hende, eller skal jeg vente på, at hendes betagelse af ham går over?

Mange hilsner MA

 

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Er min svigersøn voldelig?" 

Kære MA

Da din datter er myndig og selv kan bestemme, må du læne dig op ad alt, hvad du har præget hende med i de første 18 år. Men så længe hun bor hjemme, er der tale om en handel. Når man lader voksne børn bo hjemme, er det jo en investering. Man gør livet lidt lettere for dem, så de kan gå til angreb på deres uddannelse uden at bekymre sig for meget om mad, husleje, tøjvask og penge: Du bor her, og så forventer jeg, at du går i skole.

Din bekymring for, hvad kæresten medbringer af misbrug og livsstil, må du også dele med hende. I vil livet ud bekymre jer for hinanden på forskellige niveauer. Hvis du bliver rigtig gammel, vil din datter en dag bekymre sig om, at du skal have hjælp i hjemmet. Og så videre.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Så nu kan du prøve denne nye form for samtale, hvor I begge er voksne og i øjenhøjde – og du deler din bekymring. Det er vigtigt, at du ikke er fordømmende, for så bliver det ganske rigtigt ikke dig, hun tyer til, hvis hun for eksempel føler sig presset til selv at ryge hash eller vil ud af forholdet.

Sidst: Se, om du kan lære fyren at kende. Der er jo den mulighed, at han, selv om han ryger hash og holder serielle sabbatår, faktisk er en sød fyr, der en dag beslutter sig til at rette op.

Mange hilsner Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Min søns kæreste roder og sviner i vores hjem"

Læs mere om: