Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg vil nødig sige nej til kærligheden, men ..."

"Jeg har mødt en dejlig mand og vi er glade for hinanden. Men jeg er bange for, at vi sammen bliver for følsomme, fordi vi måske hver især mere trænger til en person, der er stærk nok til at rumme denne side af os og kan give os et kærligt skub..." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin
Jeg er 52 og har mødt en rigtig dejlig mand. Vi har set hinanden i tre måneder og er lige på nippet til at kalde os kærester. Men jeg tøver, for måske ligner vi hinanden for meget.
 
Når vi er sammen, taler vi selvfølgelig om vores opvækst og erfaringer med kærlighed, og der lider vi begge af det, jeg kalder ”kuet hund-syndrom”. Begge har vi haft en barndom, hvor vi skulle kæmpe eller ændre os for at blive elsket, og begge er vi blevet såret og forladt i kærlighedsforhold. Både han og jeg reagerer stærkt på det, som vi føler kan være en afvisning, selv om det måske slet ikke handler om os. Og begge trækker vi os ind i os selv, når vi føler os misforståede, i stedet for at få talt ud.
 
 
Jeg arbejder meget med min følsomhed og er via min status som enlig mor til en skøn og stærk pige selv blevet stærkere. Han har to voksne børn og er lige kommet ud af et forhold, hvor han var udsat for psykisk – og i et enkelt tilfælde også fysisk – vold.
 
Han er meget glad for mig, men jeg er bange for, at vi sammen bliver for følsomme, fordi vi måske hver især mere trænger til en person, der er stærk nok til at rumme denne side af os og kan give os et kærligt skub. Giver det mening?
Jeg vil nødig sige nej til kærlighed, men jeg orker ikke endnu et nederlag. 
Kærlig hilsen Marianne
 
LÆS OGSÅ: Jeg vil ikke bo hos ham
 
Kære Marianne
Det er jo en lang og prøvet diskussion. Hvordan fungerer et parforhold bedst? Mellem to, der har mange fællestræk, eller to, der er helt forskellige? Selv hælder jeg til, at det er bedst at ligne hinanden... jeg synes, der er så meget, der lykkes uden ord, og jeg er glad for den følelse, helt nede i dybet, af at have en sjælemage. Jeg tror dog, at det er godt, hvis man har forskellige måder at ”mestre” tilværelsen på... altså at man kender den andens sjæl, men kan lære af den andens måde at være i verden på.
Jeg tror, at du og din kæreste med den viden, I har, skal kaste jer skråt ud fra 10-metervippen! I ved begge, hvor I kan være med til at trøste og berolige hinanden – og I ved, at I skal finde nogle nye ressourcer frem. Når én bliver for følsom, må den anden være robust. Det er i parforhold som i søskendeflokke – man polariserer sig automatisk – og det, tror jeg, er en gave. At tage noget på sig, som man er uvant med – for naturen tillader ikke, at der er to, der sidder i en krog.
 
KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje
 
I kan også være gode til at hjælpe hinanden, når I ser spøgelser. Jeg synes ikke, der er nogen bedre måde at læge sig selv end ved at gøre det per stedfortræder, nemlig ved at læge en anden. Det er sådan, forældre/barn-kontakten fungerer, det er sådan, venskaber fungerer – og det er derfor, mange sårede sjæle ender som dygtige behandlere. Faktisk er det også sådan, Anonyme Alkoholikere fungerer – og det er nok også samme mekanisme, der gør sig gældende for en brevkasseredaktør!
Varme hilsner Nikoline
 
Skriv til Nikoline Werdelin
Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
 
LÆS OGSÅ: Min kone skælder mig hele tiden ud