Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg synes, det vil være hykleri at deltage i julefrokosten"

10. december 2019
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
"Jeg har ikke lyst til at deltage i vores årlige julefrokost på jobbet efter en lang periode med problemer og fyringer, for jeg synes, det vil være hyklerisk at feste, når alt ikke er godt. Men vil det være FOR demonstrativt at blive hjemme?" Læs brevet til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er ansat i et firma, hvor vi i foråret fik en ny chef, som har skabt en del problemer i vores afdeling. Flere af os har fået nye arbejdsopgaver, som vi ikke rigtig kan se meningen med, og et par af mine kolleger har sagt op i utilfredshed. Andre er blevet fyret. Det har givet en trykket stemning, og en enkelt er allerede sygemeldt med stress.

Snart er det tid for den årlige julefrokost, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke har lyst til at deltage. Jeg overvejer at melde fra, men min mand mener, at det kan ses som en demonstration fra min side. Vi har ikke råd til, at jeg er den næste, der bliver fyret.

Jeg synes, det vil være hykleri at feste og på den måde foregive, at alt er godt. Et par af mine kolleger er enige med mig, men hvis vi er flere, der melder afbud, kommer det jo netop til at virke demonstrativt. Bør jeg tage mig sammen og deltage?

Mange hilsner Kontormusen

Kære Kontormus

I en tid, hvor fyringstruslen hænger som en mørk sky over mange arbejdspladser, ville jeg personligt være pragmatisk. Jeg ville lægge følelserne hjemme i skuffen, gå med til julefrokost, hygge mig med dem, jeg kender, og gå tidligt hjem med et venligt smil. Og forholde mig neutralt til dem, jeg ikke kunne lide.

At holde fest i en vanskelig tid er arbejdspladsens måde at sige ”her går det godt” og prøve at opretholde et skær af normalitet. Hvis du gerne vil beholde jobbet og være en god arbejdskraft, er du jo en del af holdet allerede. Jeg kan ikke se, at det gavner de fyrede, at du bliver hjemme.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin. "Hjælp, min chef gramser!"

Hvis du vil ændre på arbejdspladsen, synes jeg, du skal tale med dine kolleger og måske din tillidsmand om hvad, I har behov for. Det at blive hjemme fra julefrokosten er ... ja, det er ikke rigtig noget.

Mange hilsener Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg gruer for julefrokosten"

Skriv til Nikoline Werdelin:

nikoline@soendag.dk

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også