Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg er fanget i mine forældres skænderier"

Mine forældre skændes og min mor bruger mig til at få luft for sine frustrationer. Har du et godt råd til, hvordan jeg håndterer situationen? Læs ugens brev til Nikoline Werdelin.

Hej Nikoline

Mine forældre har været sammen i 40 år, men har gennem de sidste mange år haft flere og flere skænderier. Det er eskaleret så meget, at de begge to nu er så nærtagende, at de tager alt, hvad den anden siger, som et angreb. Også ting, som ellers ikke er dårligt ment eller møntet på den anden. Min mor fortæller, at min far er blevet tiltagende verbalt misbrugende og kalder hende grimme ting. De har altid skændtes meget, da jeg var barn, men det er virkelig eskaleret over særligt de sidste år, efter min far blev alvorligt syg med hjertet (han har det fysisk godt i dag). Min mor har brugt mig meget i forhold til at få luftet ud, når de har skændtes. Det har skabt flere dårlige situationer mellem min mor og mig. Min far taler ikke om det og inddrager ikke os børn. Jeg har forsøgt at være forstående og lyttende over for min mor, men jeg bliver ked af det, fordi hun taler så grimt om min far. Dette har jeg sagt flere gange og fortalt, at jeg ikke vil vælge side. 

Hun er meget sort/hvid og bærer hurtigt nag. Pludselig bliver det til, at “han ALDRIG har kunnet vise kærlighed”, eller at “han ALTID har skullet være i fokus”. Jeg har prøvet at snakke med hende om hendes måde at formulere sig på, i håb om at hun kunne få en god dialog med min far. Jeg har særligt lagt vægt på, at hun skal tale fra sit eget standpunkt, og hvordan hun oplever/føler situationer, i stedet for at beskylde/anklage ham for, hvad han gør/ikke gør. Det virker dog ikke til at have en synderlig effekt. Jeg har flere gange også foreslået rådgivning/terapi, både individuelt og som par. Dette fortæller min mor, at min far nægter, og hun tror ikke, at hun vil have gavn af det individuelt. Sidst har jeg sagt til min mor, at hvis hun er ulykkelig i ægteskabet, så synes jeg, at hun skal slutte det. Det ønsker hun ikke. Min opfattelse er dog, at hun egentlig kun bliver i ægteskabet på grund af frygt for alt det praktiske, der skal ordnes ved en skilsmisse. Og fordi hun hænger fast i håbet om, at min far vil blive, som han var før i tiden. 

LÆS OGSÅ: Skilsmisse rammer også bedsteforældre

Jeg er nu selv blevet mor og har en datter på lige knap to måneder, og jeg har ikke det samme overskud som før. Jeg har derfor sagt til min mor, sidst hun ringede, at jeg altså ikke kan overskue og rumme at skulle høre på brok om min far. Jeg fortalte hende, at jeg ikke synes, det er fair, og at det stadig er min far, hun taler om, og at jeg holder af ham (og hende) og derfor ikke vil vælge side. Jeg foreslog hende at snakke med sin veninde eller søster om det. Det blev min mor meget sur over, og hun har ikke givet lyd fra sig siden. Da jeg ringede nogle dage efter, var der tydelig kold luft fra hende, og samtalen var meget kort. Hun er meget god til at bære nag og kan gøre det i lang tid. Jeg er i syv sind, hvad jeg skal gøre. 

Jeg føler, at jeg har prøvet at give råd, så godt jeg har kunnet, men nu hvor jeg siger fra, bliver hun sur. Jeg håber, du kan give mig noget indsigt i, hvordan jeg skal håndtere situationen, da jeg elsker både min mor og far rigtig højt og ikke ønsker at skulle vælge side eller at høre på dårligdom om den ene eller anden part. 

Hilsen den nybagte mor 

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

Kære nybagte mor

Du er en meget tålmodig datter, og jeg savner at høre din vrede. For jeg synes, din mor har misbrugt dig i mange, mange år. Som terapeut, mægler, skraldespand, boksebold. Og nu, hvor du endelig siger fra, så fremturer hun med kulde og udelukkelse. Det er så grundlæggende forkert af voksne at drage deres børn – både de små og de store – ind i deres konflikter. Jeg synes, din mor trækker både dig og din far rundt ved næsen. Og hun tager ikke ansvar for sit eget følelsesliv og gør ikke sit hjemmearbejde. Du må analysere, hvorfor du har fundet dig i det helt til nu. Prøv at undersøge, hvad du får ud af dette? Får du en følelse af betydning ved at stå til rådighed på denne måde? Hjælper det på angsten for, ”at det hele bryder sammen”? Uanset hvad svaret er, synes jeg, du skal sige stop. Også selv om det udløser en istid. 

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: Skilsmissen gav mig anoreksi

Og din datter … selv om hun er bittelille, kan hun mærke i sine celler, at der er ufred, og at du opholder dig i en krigszone. Også for hendes skyld må du stå op for dig selv. Du må vise hende, at du er en stærk kvinde, der kan passe på sig selv. Hvordan skal du ellers kunne passe på hende? Din mor ville sikkert gerne evakuere al sin smerte og bitterhed over ulevet liv over i dig til evig tid. Jeg synes, du skal sige nej til at være en container med skrald. 

Mange hilsner Nikoline